Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Min familie er ødelagt

Hej. Mine forældre blev skilt i april, det har jeg det stadig svært ved.Men min mor og mine brødre snakker ikke sammen mere, jeg må ikke få og vide hvorfår så nu går min mor og er ked af det og jeg knokler r*ven ud af bukserne for at gøre min mor glad og mig glad det er bare meget svært fordi når min mor er ked af det skælder hun meget ud og så bliver jeg ked af det jeg har sår på mine arme fordi når jeg bliver ked af det niver jeg mig selv. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre

Pige, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 12 år

Mange tak for dit brev. Jeg forstår godt, hvor voldsomt og trist det må opleves, når ens familie splittes op som ved en skilsmisse.

Som det første vil jeg gerne fortælle dig, at der ikke er noget i det her, der hverken er din skyld eller dit ansvar.

Dine forældre er de voksne. Og som de voksne er det deres ansvar at sørge for sig selv, OG sørge for jer børn. Det er deres ansvar at finde ud af tingene, så det ikke går ud over dig og dine brødre.

Det kan selvfølgelig være svært. Men det er dine forældres ansvar. Det er dem, der skal knokle r*ven ud af bukserne. Ikke dig.

Men jeg synes, det siger meget om dig, at du alligevel prøver. Jeg får indtrykket af, at du er en meget omsorgsfuld pige med et stort hjerte. Og det vil aldrig være en dårlig ting. Husk blot, at ansvaret ikke er dit.

Det lyder, som om din mor har det svært. Det kan jeg jo sådan set også godt forstå. Det må være hårdt for hende ikke at have kontakt til dine brødre. Og jeg forstår også godt, at det må være hårdt for dig at opleve.

Du skriver, at du reagerer ved at nive dig selv så hårdt, at du får sår på armene. Det er en strategi, du bruger. Måske fordi den fysiske smerte, du mærker, når du niver dig selv, dæmper det, der gør ondt indeni?

Men det er en strategi, som ikke er god for dig i længden. Jeg tænker jo, at det ville være langt bedre, hvis du kunne få hjælp til at dæmpe smerten inden i, uden at skulle gøre dig selv ondt udenpå. Jeg tænker, at du nok også synes, det ville være bedre?

Den hjælp kan du få flere steder.

Et godt sted at starte kunne være at ringe til Børnenes skilsmissetelefon. Her kan du ringe anonymt og fortælle om de oplevelser du har, og de tanker du gør dig.

Bare det at tale med nogen kan give samme oplevelse af at mindske det, der gør ondt inden i, som når du niver dig selv i armen. Og det vil være en bedre måde for dig at gøre det på.

Samtidig kender rådgiverne på Børnenes skilsmissetelefon til rigtig mange andre børn, som oplever det samme, som du gør. Derfor kan de være ekstra gode at snakke med. De kender også til de muligheder, du har for yderligere at kunne hjælpe dig selv – og din familie.

Du har skrevet til BørneTelefonen. Du har taget det første skridt, for at du selv kan få det bedre. Og jeg fornemmer, at du også gerne vil bruge dit store hjerte til at hjælpe din familie.

Den mest direkte vej vil nok være, hvis du kan fortælle dine forældre, hvordan du har det. Ofte kan voksne blive så optaget af deres egne problemer, at de kommer til at overse, at børnene kommer i klemme.

Hvis du har mod på at tale med dine forældre, kan du gøre det på flere måder:

  • Du kan bede om, at I sætter jer ned sammen, så du kan fortælle dem, hvordan du har det, og de kan lytte.
  • Du kan skrive et brev til dem. Enten ét brev, som du giver dem begge; eller
  • to forskellige breve – et til dem hver især.
  • Du kan også snakke med dine brødre først om, hvordan de har det, og så kan I sammen vælge enten at kalde jeres forældre til samling eller sammen skrive et brev til dem.

Du skriver, at din mor og dine brødre ikke snakker sammen. Måske dine brødre kan fortælle dig hvorfor. Ofte opstår stilhed mellem mennesker på grund af misforståelser. Og igen kan det at snakke om det ofte give nogle nye syn på tingene. Nogle nye vinkler, som gør, at man kan komme videre og finde hinanden igen.

Mit vigtigste råd til dig er derfor: Snak med nogen. Eller skriv til nogen (ligesom du har gjort her til BørneTelefonen).

Det kan være dine brødre, dine forældre, en anden voksen som du føler dig tryg ved eller Børnenes skilsmissetelefon.

Du er også altid velkommen til at ringe til os på BørneTelefonen på 116111 eller sende os en sms. Vi kan også hjælpe dig, hvis du gerne vil have at nogle andre voksne, ved hvordan du og din familie har det.

Jeg giver dig her et link, hvor du kan læse mere om at få en Bisidder fra Børns Vilkår . Jeg giver dig også et link til en video med Har du brug for hjælp? Få en bisidder hos Børns Vilkår. Så kan du høre lidt om, hvad det vil sige at have en bisidder fra Børns Vilkår.

Mulighederne er mange. Vælg den, der føles rigtig for dig.

Du har et stort hjerte. Brug det til at hjælpe andre – men også til at passe på dig selv!

Jeg ønsker dig og din familie alt det bedste.

Kærlig hilsen
BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat