Kære dreng på 10 år.
Mange tak for dit brev. Det er virkelig ikke en rar følelse, at føle at man ikke er med i sin familie længere. Det er ikke meningen det skal være sådan. Så jeg er glad for du skriver herind. Jeg vil gøre hvad jeg kan for at hjælpe dig.
Du skriver at du altid kommer op og skændes med din mor og far. Har du nogen ide om hvad der starter skænderiet? Er det forskellige ting I skændes om? Eller handler det om det samme når I kommer op og skændes?
Nogle gange kan man nemlig godt skændes om én ting, men i virkeligheden handler det om noget andet. Jeg ved ikke om du kender det?
Det kunne fx. være, at man ikke føler sig set og hørt af sine forældre. Eller man føler at ens forældre ikke har tid nok til en. Man har måske noget man er rigtig ked af indeni, men man kan ikke finde ud af at få det sagt. Jeg ved ikke om det er sådan du har det? Men måske kan du tænke over, om du har det sådan.
Når du har tænkt lidt over det, så vil jeg foreslå at du taler med dine forældre, på et tidspunkt hvor I har god tid og ro. Du kan fx starte med at sige, at du ikke føler, at du længere er med i familien. Fortæl dine forældre hvad du føler og hvorfor du tror, at du føler sådan. Ofte kan bare det at fortælle andre at man er ked af det, være en hjælp. For så er man ikke alene med det. Og den man siger det til, kan hjælpe en.
Hvis du synes, at det er svært, kan det være, at du kan komme i tanke om en anden voksen, som kan hjælpe dig med at sige det? Det kan f.eks. være en bedsteforælder, en lærer, en vens mor eller en anden.
Jeg tror og håber på, at sådan en snak, kan hjælpe dig med, at få det bedre derhjemme. Det fortjener du!
Venlige hilsner BørneTelefonen
