Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Mig og min mor bliver uvenner

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år
Jeg kan søreme godt forstå, du bliver ked af det, når du og din mor skændes så ofte. Det er meget opslidende at være uvenner så ofte, som du og din mor er.

Ud fra din beskrivelse, så lyder det som om, både du og din mor ville få det meget bedre i hverdagen, hvis det kunne lykkes for jer at bryde den dårlige stemning, der gør at I så ofte skændes...

Du har skrevet et super fint og klart brev til BørneBrevkassen, så jeg tænker lidt på, om du mon kunne udnytte den evne til at skrive..?

Hvad ville der mon ske, hvis du skrev et brev til din mor, hvor du i ro og mag kunne fortælle hende, at du er ked af den måde, det fungerer på nu, og hvordan du ville ønske det var..? Jeg forestiller mig, at du kunne afslutte brevet med at spørge hende, om ikke hun har lyst til en aften at drikke en kop te sammen med dig og så snakke om, hvad I begge to kan gøre for at undgå de udmattende skænderier..? Ville det mon være en mulig løsning for dig..? Alternativt kunne du evt. vise hende brevet til brevkassen sammen med svaret og bruge det som udgangspunkt for en snak?

Du nævner ikke noget om din far, men hvis du har god kontakt med ham, så kunne det måske også være, at han kunne hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du kan få din mor i tale? Måske kan han endda hjælpe dig og være til stede, når du snakker med din mor om det. Hvis du tror, det ville være en støtte for dig?

En mormor/ morfar kunne måske også bruges til at "mægle" lidt mellem dig og din mor - hvis du altså stadig har dem, og de i øvrigt er fornuftige nok..?

I slutningen af dit brev spørger du, om det bare er en fase. Det kan jeg ikke svare dig på, om det er, for det kender jeg slet ikke dig og din mor godt nok til at have en fornemmelse af. Men tit er det sådan, at der kommer en periode, hvor forholdet mellem en ung og den unges forældrene kan være ret anstrengt. 

Nogle voksne kan have tendens til at skubbe ansvaret over på teenageren, og sådan lidt nedladende beklage sig over deres "umulige" børn, der pludselig ikke bare makker ret, som da de var små... (Måske kan du genkende det?)

Men sagen er jo, at det faktisk ofte er rigtig svært for begge parter. Både forældre og deres -store- næsten voksne børn- skal tit skal øve sig på, at rollerne ikke længere er de samme. Og det kan godt tage noget tid sammen at udvikle nye måder at være forældre/ børn på.

Groft sagt kan man sige, at forældrenes udfordring tit er at lære at give slip på deres børn- samtidig med de stadig støtter dem og giver dem den omsorg, de har brug for. Det kan være svært for alle parter og måske er det en del af årsagen til, at du og din mor tørner sammen ind imellem..?

Hvis du har brug for en mere direkte rådgivningssamtale, er du meget velkommen til at ringe gratis og anonymt til BørneTelefonen på 116 111. På samme måde kan din mor ringe (dog ikke gratis) til ForældreTelefonen på 35 55 55 57 og tale med en rådgiver om ideer til, hvordan hun kan takle situationen derhjemme, så der forhåbentlig bliver bedre stemning og færre skænderier.

Håber I finde en løsning og får en god sommer.
Kærlig hilsen fra BørneBrevkassen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat