Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Mig og min mor

Hej
Mig og min mor har et rigtig lorte forhold, hun er altid sur på mig. Hvis jeg siger en lille bitte forkert ting eller spørg hende om noget eller gør noget dumt flipper hun fuldstændig ud på mig. Jeg bliver tit sindsygt ked af det og nogen gange er jeg vare ligeglad fordi jeg ikke orker mere af hendes pis, og det sker 2-4 gange i ugen efterhånden. Fx her igår sagde jeg “mor har du en sort trøje jeg må låne” og hun svare “nej” og jeg siger til hende “jeg kan ikke finde noget der passer til de her bukser” og hun bliver så sur og begynder og råbe af mig og flipper fuldstændig ud og går og jeg begynder og græde fordi jeg kan ikke klare det mere og leve på den måde det sker så tit. Så en halv time efter normalt kommer hun og siger undskyld og at det er fordi hun er stresset, det gør hun altid og jeg siger det fint og vi gode venner igen. Men inderst inde hader jeg hende og jeg ved hun også hader mig for det er altid mig det går ud over det aldrig mine brødre. Når vi er alene er det sygt akavet for vi kan ikke finde ud af at snakke sammen og jeg tør ikke sige noget for jeg er bange for hun bliver sur. Så jeg vil bare høre hvad i tænker jeg kan gøre? Eller om jeg bare skal leve med det selvom det er så sindsygt hårdt, det synes jeg i hvert fald. Men tak på forhånd.

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år!

Tak for dit brev. Det er rigtig godt, at du skriver til brevkassen for at få hjælp. Jeg kan godt forstå, at du er ked af det over, at dit og din mors forhold er sådan i øjeblikket. Ud fra det du skriver tænker jeg, at din mor nok også er rigtig ked af det og ønsker, at det skal være anderledes. Hvis voksne er stressede, kommer de tit til at råbe og skælde ud over de mindste ting. Ofte er de de helt forkerte det går ud over, ligesom når din mor råber af dig.

Hvis man føler, at man tit bliver skældt ud eller råbt af, kan man blive helt bange for at sige eller gøre noget af frygt for, at det skal gøre ens forælder sur. Det tror jeg, der er mange, der kan genkende. Det skal selvfølgelig helst være sådan, at man har det godt med sine forældre, og kan snakke med dem uden at det ender med, at man bliver uvenner.

Du skriver, at det er akavet når dig og din mor er alene. Jeg tænker på, om det kunne være en idé, hvis dig og din mor lavede noget sammen. Det kunne fx være at tage ud og kigge på butikker, i biografen, svømmehallen eller cykle en tur. Det er ofte ikke så akavet at være sammen, hvis man ‘laver’ noget, og gerne tager væk hjemmefra. Hvis man laver noget sammen, kan man have fokus på det og fx snakke om filmen, hvis man har været i biografen, i stedet for at være sure på hinanden. Jeg håber, det giver mening for dig. Måske kunne du snakke med din mor om I skulle prøve at gøre det. Du kunne fx sige eller skrive en sms til hende hvor du fortæller hende, at du er rigtig ked af, at I så ofte bliver uvenner, og spørge om I skal lave noget hyggeligt sammen. Du kan evt. også vise din mor mit svar til dig så hun ved, at du rigtig gerne vil have, at I får et bedre forhold.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

 

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat