Kære du
Tak for dit brev. Det lyder sørme som om, du føler et rigtig stort ansvar for dine mindre søstre.. Hvor er de heldige at have en storesøster som dig!
Men som du også selv skriver, kan det godt blive for meget, hvis du bruger meget tid på at gå og bekymre dig og blive ked af det på dine søstres vegne. Så jeg tror, det vil være godt, hvis du kunne få læsset noget af ansvaret at på de voksne. (Og godt hvis de voksne kan støtte dig i at få gjort det.)
Det er lidt forskelligt fra familie til familie, hvor meget de store børn skal tage sig af de mindre børn.. Og det er også forskelligt fra søskende til søskende, hvor meget man fortæller hinanden og måske dermed bekymrer sig om hinanden.
Du fortæller, at du er bange for, at din søster ikke har det godt i skolen.. Hvorfor mon du tror, hun ikke har det godt i skolen? Måske har hun fortalt dig noget, som gør at du tror det? Og du fortæller også om din bekymring for din mindste lillesøster og hendes toiletbesøg.
Nogle gange kan ting vi hører eller ser, vokse sig meget større inde i vores forestillinger, og hvis vi ikke taler med nogen om det, så bliver det lige så stille virkeligheden. Jeg ved jo ikke om det er tilfældet her, men jeg tror, det vil være godt, hvis du kunne få de voksne til at undersøge dine bekymringer, så du ikke behøver at gå og tænke på det...
Jeg tænker lidt om dine forældre ved, at du går rundt med de tanker?? Mon de ved, at de har en stor pige, som går og bliver ked af at tænke på, om hendes mindre søskende ikke har det godt? Måske kunne det være rart for dig at tale med dine forældre om, hvordan du har det, og hvilke tanker du har?
Nogen gange kan det også være rart at tale med en voksen udenfor familien - måske en fra skolen eller klubben som du stoler på..
Jeg tror, det kan hjælpe dig at få delt dine tanker med en voksen, som samtidig kan fritage dig for noget af det ansvar, du føler for dine mindre søstre. Det er dejligt med en storesøster, som holder af sine søstre og gerne vil have, de har det godt.. Men det er til hver en tid dine forældres ansvar at hjælpe dine søstre, hvis der er noget i vejen, eller hvis der er noget, som gør dem kede af det.
Bedste hilsner fra
BørneBrevkassen