Mellem himmel og jord.

Kære brevkasse.

Jeg har sendt jer så mange tekster, men aldrig fået noget svar.

Jeg har prøvet så mange gange at kæmpe og bare holde ud, men jeg ender altid der hvor jeg tænker, at det intet nytter alligevel.

Jeg bærer rundt på så meget sorg, og så meget smerte.

Jeg har tit prøvet at beskrive, hvad jeg føler, og hvordan jeg har det. Ingen ord passer til. Det er som om, at lige meget hvad jeg prøver og gør, er det forkert.

Jeg føler mig så ensom og fortabt. Min far er akoholiker og er skredet for længst, på grund af noget jeg gjorde. Han forlod mig og mine to ældresøskende.

Jeg taler slet ikke med min papfar. Han ignorere mig. Da jeg var mindre slog han mig, og da jeg sagde det til min mor, fik han mig overtalt til, at sige til min mor at jeg løj.

Forleden aften var jeg alene hjemme med ham, og pludselig kaldte han på mig. Jeg gik ud fra mit værelse, for at høre hvad det var, og opdagede en tallerken ude foran min dør med min aftensmad på.

Jeg føler mig så usynlig, og jeg kan ikke beskrive hvordan.

Jeg har haft kontakt med AKT læren på min skole (min klasselærer). Jeg har haft kontakt med en psykolog og en kontaktperson. Jeg har talt med min mor. Intet virkede for mig. Jeg ændrede mig slet ikke, på nogen som helst måde. Jeg fik det hverken værre eller bedre.

Jeg så min søster blive sexsuelt overgrebet af en ældre, og jeg løb hen og kæmpede mod ham, fordi jeg ville have min storesøster fri, og det fik jeg også. Jeg var i retten sidste år. Jeg har det stadig som om at det hele skete igår.

Jeg kom ind i en periode hvor jeg skar i mig selv, brændte mig selv, sultede mig selv, kastede op, trænede hele tiden, rev i mig selv og ville begå selvmord. Jeg kom over det.

Mine veninder støttede mig hele vejen igennem, og jeg talte rigtig meget med skolens AKT lærer.
 
Jeg fik det bedre, men efter sommerferien hvor jeg lige er kommet i niende klasse, er alt røget på gulvet.

Jeg arbejder i en SuperBrugs, og jeg elsker det. Vi har det rigtig sjovt sammen, alle sammen. Efter jeg startede der, gav hele mit liv mening igen.

Pludselig igår da jeg var på arbejde, så jeg alle billederne i mit hoved fra den dag, min søster blev overgrebet.

Jeg savnede mig far mere end nogensinde, og jeg kunne slet ikke fungere.

Min chef blev ved med at sige, at hun kunne se jeg var ked af det, og mange andre også kunne se det. Det vrimlede med folk som spurgte om jeg var okay, eller havde brug for at tale. Jeg var så tæt på at fortælle om hele mit liv. De kender mig jo ikke. De aner ikke hvad jeg har været igennem, og jeg ville ønske at jeg bare kunne sætte mig ned og fortælle dem det hele, så de også ved, hvorfor jeg har dage som jeg havde igår.

Jeg er ofte glad, men nogen gange gør det for ondt.

Jeg ved slet ikke hvor jeg skal gøre af mig selv, og har bare lyst til at fortælle alle om det, og håbe på at nogen hører mig.

Kærligst mig.