Kære Dreng på 10 år.
Tak for dit brev.
Du skriver, at du synes dine forældre presser dig. Jeg har en fornemmelse af, at det er i forhold til skolen, når din overskrift er matematik. Jeg håber, jeg har fået rigtigt fat i det?
Jeg kan godt forstå, at du synes det er svært at snakke med dem. Jeg synes alligevel, at du skal prøve. Det er jo ikke godt for dig, at du bliver presset på en måde, som gør dig ked af det.
Du kan fx skrive en sms til din far og mor om, hvordan du har det med presset. Og du gerne vil snakke med dem om det, hvor i har tid. Så kan du fortælle om hvordan du har det, og at du oplever at de presser dig.
Måske er det en ide, at du skriver lidt på et papir, så du får sagt det, der er vigtig at sige. Give et eksempel på hvornår du synes de presser dig. Og måske et forslag til hvordan det kunne blive bedre, hvis du har det? Det kan fx være, at kan sige, at du har brug for hjælp til matematik, og ikke at de bare presser dig.
Er matematik eller andre fag svært, så kan du få hjælp på skolen. Skolen har pligt til at hjælpe dig, hvis der er problemer. Der er måske en lektiecafe som du kan komme i, hvis du har behov. Dine forældre kan hjælpe med at snakke med skolen om, hvad der er bedst for dig.
Du skriver at du gerne vil ringes op af Børnetelefonen. Men det er dig der skal ringe op til Børnetelefonen på 116111, for så kan du snakke med os, når du har tid. Du kan også smse på 116111 eller logge på vores chat. Vi er klar til at tale med dig når det passer dig.
Jeg håber du får en god snak med din far og mor. Og I finder ud af hvordan i kan snakke om din skole og dine lektier, uden at du føler dig presset.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen