Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Mangler en mandlig rollemodel!?

Hej

Jeg er en pige på 14 år.

Jeg mistede min far, da jeg var 2 år. Han døde af kræft. Men fordi jeg kun var 2 år husker jeg intet fra ham, jeg husker ikke hans ansigt, hans tryghed eller noget.

Det var så stort et tab for min familie, specielt min mor. Hun skulle pludselig også agere far.

Jeg har aldrig tænkt så meget over det med ikke at have en far, det har bare været naturligt.

Jeg har altid haft mange drengevenner og jeg klinger altid bedst med drenge og jeg vel nok lidt af en drengepige. Drengenes bedste ven.

Det betyder at jeg aldrig har manglet drenge i mit liv, men jeg mangler en mandlig rollemodel. Jeg har ingen der kan sætte mig på plads, ingen der kan beskytte mig(Forstå mig ret) .

Jeg ved ikke hvorfor men jeg har altid gjort meget ud af at det skulle ligne at jeg havde det “Okay” med ikke at have en far, men det er jeg ikke. Det er pisse hårdt at mangle en mandlig rollemodel i sit liv. Det er noget mange tager for givet fordi de vokser op med en far, men det gjorde jeg ikke.

Jeg spiller fodbold og jeg snakker tit om fodbold og sådan nogen ting, det er bare lidt svært at gøre med min mor.

Det havde været nemmere hvis han havde været her. Jeg savner ham selvfølgelig, men jeg mangler ham endnu mere end jeg savner ham.

Så nu står jeg i en situation hvor jeg ikke hvad jeg skal gøre?

Skal jeg bare lade det ligge? Skal jeg snakke med min mor? Eller en anden?

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år.

Tusind tak for dit brev. Man kan virkelig mærke dit savn til din far og dit savn til en mandlig rollemodel. Godt du valgte at skrive og kan sætte ord på dine tanker og følelser.

Du spørger om du skal tale med din mor om dine tanker og ja, det synes jeg du skal. Dels har hun kendt din far rigtig godt og vil kunne fortælle dig en masse om ham. Hvilke interesser havde han og hvordan var han som menneske.

Mor vil forhåbentlig også have fuld forståelse for, du savner en mandlig rollemodel i dit liv og I kan forhåbentlig få en god snak om dette. Det er jo ikke muligt at erstatte din far, og det er der jo heller ikke nogen der skal, men måske der er en mand i dit/jeres liv, som hvis han vidste det, ville være mere end glad for at være en større del af dit liv og give dig mulighed for snakke og oplevelser sammen med ja en mandlig rollemodel.

Prøv selv eller sammen med mor at tænke på, hvem der er i jeres netværk. Måske en bedstefar, en onkel, en venindes far eller måske din fodboldtræner? Hvem kender du, som det måske var en mulighed at snakke med om dine tanker.

Jeg kan også fortælle dig, der er en forening, der hedder Børns Voksenvenner. De har afdelinger over hele landet. Måske det er muligt her igennem at få en sød mandlig voksenven, som bl.a. kan bruge en eftermiddag på fodboldbanen eller hvad du ellers kunne have lyst til og brug for.

Man mødes typisk 2-4 gange om måneden. Måske du kan tjekke hjemmesiden ud sammen med mor og få mor til at kontakte dem og høre hvilke muligheder der er?

Jeg tænker det måske kan være svært at få taget hul på snakken med mor. Hvad vil hun sige? Bliver hun ked af det? Vil hun tage dig alvorligt? Det kan sagtens være din mor lige når hun hører, hvordan du har det, vil blive lidt ked af det eller ikke helt vil forstå det? Og det kan være ok, men hold fast og vis hende evt. dit brev til os og måske også mit svar og så håber jeg mor vil være stolt over du fortæller hvordan du har det inderst inde, at hun vil lytte og I sammen kan tale om hvilke muligheder der er.

Jeg ønsker dig alt det bedste.

Kærlig hilsen BørneTelefonen.

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat