Kære pige på 12
Tak for dit seje brev. Du er rigtig god til at fortælle, hvad du savner og hvad du ønsker mere af. Jeg er overbevist om, at du kan få mere opmærksomhed fra dine forældre – også uden at komme på hospitalet. Jeg har nogle rigtig gode idéer til, hvad du kan gøre. De idéer vil jeg rigtig gerne give dig.
Jeg har snakket med andre børn og unge, der ligesom dig er den mellemste i en større søskendeflok. Det kan både have fordele og ulemper. En fordel kan være, at der altid er nogen, man kan snakke med eller lave ting sammen med. Og en ulempe kan være, at man nogle gange føler, man skal “kæmpe” lidt for sine forældres opmærksomhed. I dit brev kan jeg se, at det måske er noget, du kender til?
Nogle gange kan forældre godt have så travlt med hverdagen og deres arbejde, at de lidt kan komme til at glemme, at deres børn også kan trænge til noget opmærksomhed. Når de kommer hjem fra arbejde, kan de måske være trætte.
Men alligevel er det helt i orden, at du beder om noget opmærksomhed. Faktisk tror jeg, at det ville være en kæmpe hjælp for dine forældre, hvis du fortalte dem, at du gerne vil være mere sammen med dem. For jeg tror ikke, dine forældre faktisk er klar over, hvordan du har det. Kunne du have lyst til at prøve at snakke med dine forældre om det?
Nogle gange kan det være svært at få sat ord på ting, der er svære. Hvis du har det sådan, kunne du måske vise dit brev til dine forældre – evt. sammen med mit svar?
I dit brev kan jeg læse, at du godt kunne lide den opmærksomhed, du fik af din mor, da du var indlagt. Heldigvis behøver du ikke være indlagt for at få opmærksomhed. Måske kunne du have brug for, at din mor og dig lavede noget, hvor I var sammen? Måske kunne i gå til noget? Og måske kunne du foreslå det til din mor? Det kan være en fast dag i ugen, hvor det er jer to, der har tid sammen. Det behøver ikke at koste noget, men kan handle om, at I to er sammen om noget, som er rart.
Du skriver, at du har haft et selvmordsforsøg. Selvom det måske var en måde at fortælle på, at du ikke havde det godt, skal du vide, at der er andre og meget bedre løsninger. Selvmordsforsøg kan nemlig være rigtig farlige. Jeg er sikker på, at dine forældre gerne vil hjælpe dig, snakke med dig og bruge tid sammen med dig. De skal måske bare have at vide, at du gerne vil bruge mere tid sammen med dem.
Nogle gange kan man også have brug for nogle andre voksne end sine forældre, man kan snakke med. Har du nogle voksne, du snakker med? Måske en sød lærer eller pædagog? Det kan nemlig hjælpe, at der også er andre voksne end dine forældre, du kan bruge. Nogle gange får man nemlig brug for at snakke, når man ikke er i hjemme.
Jeg ønsker dig alt det bedste fremover. Og jeg er sikker på, at det vil lykkes dig at få mere opmærksomhed. Hvis du får brug for at snakke, er du altid velkommen til at skrive eller ringe til 116 111.
Kærlig hilsen BørneTelefonen