Brev

Magtesløs

Hej.
Jeg er en pige på 21 år, som har haft en ret hård barndom. Min far har arbejdet meget og har altid været både fysisk og psykisk fraværende, aldrig interesseret sig for sine børn.

Min mor har altid haft et voldsomt behov for kontrol over sine børn.

Vi måtte kun være sammen med venner 1 gang om ugen, vi måtte ikke sove ude hos veninder, og vi har aldrig lært/måtte gøre noget som helst husligt derhjemme.

Det sidste er nu blevet et voldsomt problem for mig. Jeg er 21 år og er flyttet hjemmefra. Jeg kæmper med ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse, angst og depression, og får derfor uddannelseshjælp.

Jeg skal nu selv lave mad og vaske tøj, men der er så mange ting i forbindelse med det, som jeg ikke kan finde ud af, fordi der aldrig er nogen som har lært mig det.

Så sent som idag havde jeg problemer med det, ringede til min mor som ikke tog telefonen, kastede så min telefon og gav mig til at græde, fordi jeg føler mig så magtesløs over, at ingen har lært mig ‘dagligdags ting’, at jeg ikke engang kan finde ud af vaske tøj og lave mad selv.

Jeg bliver rigtig rasende på min mor, over at hun ikke har givet hendes evner videre, at det virker som noget hun bare ‘holder på’, så os børn altid kontakter hende når vi har brug for hjælp. Med at lave mad sagde min mor, da jeg var yngre, at ‘vi rydder jo ikke op efter os, og så er der svineri i hele køkkenet og dobbeltarbejde til hende’. Hvad hun burde vide er at vi børn er opdraget til at rydde op efter os, og ikke svine. Så jeg ved ikke hvor denne mistillid kommer fra.

Jeg er bare så ked af, ikke at kunne finde ud af de praktiske ting, og jeg har altid haft svært ved at blive vred, så efter gammel psykologs råd prøver jeg virkelig at være vred nu over det, men hvordan håndterer jeg det mest hensigtsmæssigt?

Er der noget jeg kan gøre for ikke at ende så langt ude her, at kaste med telefonen, bryde grædende sammen, og blive så rasende? Jeg føler mig virkelig magtesløs og psykisk handicappet.. Mvh

Pige, 21 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 21 år

1000 tak for dit brev.

Det lyder rigtig svært at være vokset op i de rammer, som du er vokset op i. Nu er du 21 år, myndig og flyttet hjemmefra. Det er rigtig flot, at du nu har taget skridtet og er flyttet fra dig selv.

Når man lige er flyttet hjemmefra, så kan alt virke overvældende og nyt. Der er mange, som ikke kan lave mad og vaske tøj i, når de flytter hjemmefra. Men det er muligt at lære hen af vejen.

Det vigtigste er, at man har lyst til at lære det, og det kan jeg mærke, at du har.

Det er fuldt ud forståeligt, at du idag blev frustreret over, at din mor ikke tog telefonen. Din frustration handler sikkert ikke så meget om, at hun ikke tog telefonen. Du er sikkert mere frustreret over, at du er blevet så afhængig af hende. Og det kan jeg virkelig godt forstå. Som barn har man brug for at løsrive sig fra sine forældre, og at kunne stå på egne ben.

Mon du har fået fat i hende efterfølgende ? Jeg tænker nemlig, at det er helt Ok, at du lader din mor vide, at du er vred på hende. Du kan fortælle hende, at du har brug for, at hun deler sin “mor viden “ med dig. Og at du er træt af, at hun ikke viser dig tillid ved at lære dig ting.

En mulighed kunne også være at invitere hende over, hvor du bor,  så I sammen kan gennemgå nogle af de ting, du oplever som svært. Hun kunne vise dig, hvordan vaskemaskinen virker, og hun kunne måske også vise dig et par simple madopskrifter, så du bliver inspireret til at lave mad.

Hvordan med dine søskende – har de det ligesom dig, eller ville I kunne lære noget af hinanden? Dem kunne du måske også spørge til råds?

Du skriver at din far arbejder meget og virker fraværende. Nu hvor du er flyttet hjemmefra, kan du måske prikke lidt til ham? Han kunne jo også få en invitation til at besøge dig. Så kunne du tale med ham om, hvad du synes, der er svært ved nu at bo for dig selv.

Hvis det føles svært, at invitere dine forældre over til dig, så kunne du også skrive dem et brev. Brevet du har skrevet til os er formuleret meget fint og præcis. så du skriver rigtig godt.

Jeg tænker, at det er en psykolog, der bedst kan give dig værktøjer til, at du ikke oplever, at din vrede ender ud i magtesløshed. Jeg forstår på dit brev, at du har gået til psykolog engang – mon det ville være rart for dig at gøre igen? Samtidig vil jeg sige til dig, at det jo er helt ok at blive vred. Vreden fortæller dig jo om dine grænser og behov.

Du skriver, at det virker som om, din mor “holder på” jer børn. Og på mange måder kan jeg godt forstå, at det kan føles sådan, når hun både har gjort alting for jer og samtidig har haft et behov for kontrol over jer. Dette kunne måske være en god ide at tale med psykologen om også?

I alle kommuner er det muligt for unge, at søge gratis anonym rådgivning. Du kan ringe til kommunen, du bor i og høre, hvordan de bedst muligt ville kunne hjælpe dig. Det kan fx være, at de kan hjælpe dig med henvisning til psykolog. Du kan finde deres telefonnummer på deres hjemmeside.

Du er også altid velkommen til at ringe til BørneTelefonen, hvis du har brug for at tale med en voksen herfra. Vores numer er 116111

Jeg ønsker dig alt det bedste

Kæmpe kram fra BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat