Magter ik mere

OBS: Stednavne er fjernet af hensyn til barnets anonymitet.

Hej. Jeg er en pige på 15 år og kan snart i ikke overskue mere. Jeg ved jeg ikke har særlig store problemer, men de fylder bare rigtig meget.

Jeg har siden Jeg var helt lille haft en far der har ned gjort mig og kørt hårdt på mig (Psygisk vold) og det gør han stadig til tider, er bare blevet bedre til at lukke af.

Jeg gik et år ekstra i børnehave, fordi man mente at jeg slet ikke var skole klar, og det var jeg nok heller ikke. Men da jeg så startede i skole gik det fint nok. Havde i de mindre klasser nogle okay gode venner (mest drenge) men da jeg kom op i de større klasser som omkring 3, begyndte det at gå mere og mere ned af bakke.

Når jeg var hjemme ville jeg bare gerne være alene. Sad tit og tog mig til hovedet og lukkede alle ude fordi jeg ik kunne overskue noget, jeg hørte ik efter og lukkede bare af. Har aldrig fungeret i skolen fagligt eller særlig godt socialt. Da jeg kom i 5/6 klasse blev jeg mobbet, og det gik mig selvfølgelige også på, selv om jeg hele livet har været vant til at folk har nedgjort mig og holdt mig udenfor.

Min skole gik kun til 6 klasse, så derfor skulle jeg skifte skole. Jeg rykkede fra en meget lille skole med lukkede lokaler og ca 100 mennesker, til en stor skole med rigtig mange mennesker og åbne lokaler. Jeg har siden jeg startede på den skole været panisk for at være der, men de mente det var det rigtige valg, da jeg ellers ville sku skifte psykolog. Men den psykolog jeg havde på daværende tidspunkt, glemte mig hurtigt og så snakkede jeg ikke med hende mere.

Jeg begyndte ligeså stille at lukke folk mere ude og lukke af for omverden. Jeg brugte min tid på at høre musik, hvilket altid hjalp mig i gennem så mange ting. Jeg overvejede selvmord en del gange, og særligt fordi min far gik mig så meget på. Mit hovede gjorde ondt, og trykkede ekstremt. Sov aldrig om natten pga af tanker, tanker som selvmord og livet efter døden, og blev mærkeligt nok glad af den tanke, af at hvis man bare afsluttede det nu, ville jeg aldrig skulle stå op og bekymre mig om ting igen.

Mit forhold til min familie på min mors sider okay, men ik til min fars, og alligevel gider jeg ik min familie. Mine brødre har lært hvordan de kan pisse mig af, og det gør de stort brug af. De behøves intet at gøre, så reagere jeg, og det kan være ved at ned gøre dem til de bryder sammen i gråd, eller at slå dem til de bryder sammen. Ved det er ondt, men kan ikke styre mig.

Jeg blev mellem 6-7 klasse sendt ned på psykiatrisk afdeling til et par samtaler, efter at min mor en dag havde taget kontakt til nogen på kommunen, fordi hun syntes hun havde været for hård ved mig, fordi hun altid skældte ud kår jeg glemte ting eller ikke kunne forstå hende. Det var fint nok, og de kom frem til at jeg havde et vabalt handicap. Min mor ønskede mest at de havde testet mig mere for om jeg evt kunne havde ADHD/ADD, men det blev ikke testet.

Så blev jeg sendt til en slags samtalegruppe, for unge med problemer, pga af min far, min skole, mobning, selvmordstanker, selvtillid og selvværd i starten af 7 klasse. Det gik fint nok, men åbnede mig ik rigtigt op og hørte bare på hvad de andre havde at fortælle.

Der blev aftalt at lærene på den nye skole skulle vide det med mit vabalt handicap, men et halvt år efter til en skolehjem samtale, fandt vi ud af at skolen intet vidste. Lærene lovede at sige det vidre denne gang. Men da min mormor ringede ned til afdelingslederen, der stod for ungeuniverset, havde han intet hørt heller, og det er et par måneder siden.

Min mormor har altid været med til møder og ting der omhandlet mig, da min far aldrig har været en del af det.

Jeg stoppede med at være fast på weekend ved min far hver 2 weekende, efter han en dag kørte sindssygt med mig, fordi vi havde været oppe og diskutere dom vi plejer. Jeg kom hjem til min mor. Jeg rystede og var totalt traumatiseret efter den tur. Jeg var bange for min far, og på et tidspunkt også været i tvivl om han kunne finde på at slå mig, men det har han aldrig gjordt.

Jeg kan huske at jeg sov ved han indtil jeg var 11/12 år tror jeg. Min mor syntes det var lidt underligt, men jeg havde jeg ik prøvet andet, så det fungerede fint for mig. Da jeg blev ældre og stadig sov ved ham, havde han det med at ligge sig tæt ind til mig, og ligge meget meget tæt, det var ubehageligt, men tænkte ik videre over det.

Han kom en dag ind om aftenen hvor vi skulle sove, og der lagde han sig igen tæt ind til mig, og denne gang kærte han sin hånd op og ned imellem mine lår, jeg blev bange og rystede en del, og resten af natten havde jeg dynen tæt indtil mig og lagde helt ind mod kanten. Efter dengang ville han have jeg skulle sove for mig selv, der skete ikke mere, men jeg tror det er det der har givet mig berørelsesangst og klaustrofobi, for det helt dårligt hvergang jeg tænker tilbage på det.

Jeg har altid været den voksne i min far og jeg forhold. Jeg vækkede ham om morgen, også de dage jeg var hos min mor, så ringede jeg bare til ham. Hvis han havde en kæreste og de slog op, gik alt igennem mig, og jeg skulle sige alt videre. Jeg sad en aften med min telefon og fik at vide af min fars eks, at jeg skulle gå ind og sige alt muligt lort til ham om hvordan hun syntes han var, og derefter sagde han videre hvad jeg skulle ringe og sige til hende. Det er ca et pr siden nu.

Efter starten på den nye skole blev mit fravær værre og værre (Havde også en del fravær på den gamle skole) Men i slutningen af 7 var jeg næsten aldrig i skole og i starten af 8 kom jeg næsten aldrig, da jeg fik at vide til gruppe forløb nr 2, at jeg bare skulle blive hjemme hvis jeg var så panisk for at komme derud. Jeg endte med at blive hjemme hverdag og efter at gå hjemme i et par måneder og et par få samtaler med en ny psykolog (han mener at jeg har social angst) og en dame fra kommunen (ved ikke hvad hun er) blev der aftalt at jeg nu skulle have privat undervisning frem til sommerferien, hvor de derefter vil finde en løsning. Har været igang med i en måned ca. Det går okay med privat undervisning, men der er bare så mange ting der går mig på.

Bliver undervist 3 gange i ugen fra 9-11. Når jeg kommer hjem fra undervisning, går jeg direkte ind og sover eller græder, jeg kan slet ik overskue at have et live mere, og sådan har jeg haft det længe. Jeg har bare altid fået at vide at jeg var stærk og bare skulle kæmpe vidre, men kan ærligt ikke se hvad der er at kæmpe vidre for. Alle i min by har set den helt forkerte mig, da jeg altid har holdt en facade og skjult alt der har gjordt ondt på mig, hvilket har resulteret i at hverdag gennem hele mit liv er jeg kommet grædende hjem eller bare gået ind på mit væresle for at græde.

Jeg bruger min tid på at sove om dagen, for kan ærligt ikke se hvorfor jeg skulle stå op. Vil helst bare sove for altid, og har også flere gange gennem mit liv overvejet selvmord mm.

For hverdag der går bliver alt bare værre og værre, jeg sover en hel dag, er vågen hele natten (der er ro til bare at være mig) og kan ikke sove fordi mine tanker bare fylder. Jeg overtænker så meget at jeg har taget så mange panodiler imod det, at panodiler ik virker på mig mere. Har overvejet at tage hash, og ved det lyder dumt, men fordi jeg ser det, selvmord eller at stikke af som de eneste muligheder jeg har tilbage.

Jeg vil væk herfra hurtigtst muligt, og jeg syntes alt går for langsomt. Kommunen er nu ved at finde ud af om jeg kan komme på efterskole i 9 klasse, så jeg bare kan komme væk, men der er alt for langtid til, og hva så når jeg skal tilbage?

Vil ikke tilbage til den her by, jeg vil væk fra ALT og ALLE jeg kender. Mine søskende går mig på og generalt går alt mig på. Hvis ikke jeg flipper, så græder jeg eller reagere på helt forkerte måde. Bare mine lillebrøder siger Hej til mig, er jeg ved at slå dem ned, og den mindste lyd der kommer fra enten dem eller noget andet provokere mig så voldsomt.

Flere fra kommunen har spurgt om jeg er blevet testet for ADHD, men har altid haft det sådan at det har jeg jo ik, for er ik hyper som sådan. Men kan godt se jeg har alle de symptomer på det som der er.

Fandt for ca et halvt år siden et par internet venner, og det hjalp mig virkelig, da jeg næsten ingen venner har irl. Men dem snakker jeg ikke så meget med mere, da jeg slet ik kan overskue noget. I de få timer jeg er vågen i løbet af et døgn, høre jeg musik og græder, og har haft det sådan med tanker og søvnløse nætter så længe jeg kan huske, men nu er alt virkelig ved at stige mig til hovede.

Jeg kan ikke mere. Skal konfirmeres her i starten af maj og kan slet ik finde det positive mere. Vil bare gerne væk og starte på en frisk ellers ved jeg ik hvad jeg gør. Er træt af at være der hjemme, men kan ligesom ik være andre steder, og hvis de sender mig på efterskole, hvad så med året efter når jeg kommer hjem? Og kan jeg overhovedet overskue en efterskole?

Syntes snart jeg har gjordt mit her i verden, og gider ik kæmpe for at få et normalt liv mere, for det ved jeg at jeg ikke får. Ved godt mine problmer ikke er store, men de fylder bare så utrolig meget. Mit hovede er ved at sprænge, og tror virkelig ik jeg er skabt til at være her mere. Er for svag til at overleve det her liv, jeg kan og gider ikke mere.

Hvad skal jeg gøre? Håber i kan hjælpe