Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Må ingenting

Brevet er anonymiseret af redaktionen

Hej Børne telefonen
Jeg er en pige på 12 år og bliver 13 om en par uger. Mit problem er at jeg ikke må noget for mine forældre. Helt seriøst alle mine venner og alle pigerne i klassen må have et rejse kort og tage til København uden deres forældre.

De må tage til de nærmeste storcentre uden forældre og uden voksen. Det må jeg ikke. Det er virkelig hårdt og pinligt at jeg ikke må tage med mine venner ud og få donuts, lavet negle, spise på restaurant og alt den slags.

Min mor siger at jeg må gøre den slags selv når jeg er 25 imens min far sidder og griner de siger at jeg er en lille pige.

Da sommerferien startede holdte en af pigerne fra min klasse en fest. Alle pigerne i klassen var inviteret. Planen var at vi skulle tage ned til et bade sted som ligger et par kilometer væk. Da min mor fandt ud af det sagde hun at jeg ikke måtte tage med. Så alle pigerne i klassen tog afsted uden mig.

Så sagde min mor desuden også at jeg ikke kan svømme og at det er for farligt!? (Jeg kan godt svømme) det har jo lige været sommer så de fleste piger i min klasse gik i mave trøjer og korte shorts. Det må jeg absolut ikke for min mor så hvis jeg skal have shorts på må de Max gå til lige over knæet og man må ikke se noget af min mave overhovedet.

Selvom vi snakker om det så ofte forstå de bare ikke noget. Hvis jeg kommer bare 10 minutter for sent hjem ringer min mor til politiet! Det er allerede sket 2 gange før.

Jeg skal altid være hjemme senest klokken ni om aftenen. HJÆLP 😖😖

Pige, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 12-årige pige.

Jeg kan godt forstå, at du har behov for at være sammen med dine venner – og kunne klæde dig som dem, hvis du har lyst. De ting dine venner laver lyder meget hyggelige! Jeg kan godt forstå, at du gerne vil være med.

Du skriver, at du synes, at dine forældre bestemmer alt for meget over dig. Mange forældre har svært ved at følge med, når deres børn bliver større. Det kan være derfor din far kalder dig “sin lille pige”, og at din mor siger at hun bestemmer, til du er 25 år.

Forældre kan være bange for at deres børn kommer ud i problemer – og prøver derfor at holde dem fra at gå ud med vennerne. Måske handler det også om, at de ikke rigtigt kender dine venner og de ting, som vennerne fortager sig?

Måske kan du tage din mor med til de storcentre, du nævner. For så kan du vise, hvor det er, du gerne vil spise donuts eller få lavet negle.

Det kan jo så være, at hun ser, at det ikke er så farligt – måske især hvis du præsenterer hende for nogle af dine søde klassekammerater? 

Du skriver ikke, hvor langt væk du bor fra København, og om du ofte tager turen derind med dine forældre. Hvis det er muligt, kunne du måske tage en tur med en af dem og vise, at du selv kan finde rundt med tog, bus, metro eller S-tog?

Her på BørneTelefonen hører vi fra en del børn, at de ikke må gå i det tøj, de har lyst til. Jeg kan se, at du også lever i en familie, som sætter andre og måske flere grænser for, hvad man må tage på af tøj. Jeg kan godt forstå, at det må føles svært for dig. Mange forbinder det at være ung med at kunne bestemme mere selv -fx over det tøj, man skal have på.

Måske kan dine forældre bedre kan sætte sig ind i, hvad du gerne vil, hvis de taler med nogle af de veninder, der går i korte shorts – og finder ud af, at det er søde piger, du kender. 

Det lyder som om dine forældre bekymrer sig for dig og gerne vil have, at du har det godt. At overholde de aftaler I laver om at komme hjem til tiden vil nok få dem til at stole mere på at du kan klare dig selv – og på længere sigt give dig mere frihed.

Det kan være rigtig kedeligt at skulle hjem, når det lige er rigtig hyggeligt med vennerne… men hvis du overholder aftalen om klokken 9 i hverdagene, kan det være at du kan få lov til at være længere ude (oppe) når det er ferie eller weekend? Og det vil nok også være anderledes, hvis I mødes hjemme hos dig? 

Det er vigtigt for alle at føle, at man er med i fællesskabet. Hvor er det stærkt af dig, at du forsøger at finde måder til at opnå mere frihed til at være sammen med dine venner. For selvom dine forældre har ret til at bestemme over dig til du er 18 år, så er det rigtigt godt, at du forsøger at få din mor og far til at forstå dine behov. 

Hvis dine forældre har lyst, kan de måske ringe til ForældreTelefonen på tlf.  35 55 55 57 ? Vi kan måske tale med dine forældre om, hvordan de på en sikker måde kan støtte dig i denne ungdomsperiode- periode, som du nu går ind i?

Jeg håber at du vil få gode samtaler og aftaler med dine forældre. Og når du skal tale med dem, så det vil nok være en god ide at snakke med dem en dag, hvor I har fred og ro og tid til at høre på hinanden.

Jeg håber at I finder en god løsning – og ellers er du velkommen til at skrive igen!

Venlig hilsen BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat