Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Må ikke overnatte ved min kæreste

Hej,
Jeg er en pige, som er lige fyldt 19 år. Jeg har en kæreste på 22 år, og vi har været kærester i 3 måneder. Han bor 1 time og 15 minutter væk fra mig i bil, så der er dog lidt transport.
Jeg bor hjemme ved min forældre, men min kæreste bor i egen lejlighed og han har ingen bil. Jeg er derfor nærmest kun hos ham, og han har endnu ikke været hjemme hos mig endnu. (Jeg har mødt hans forældre 1 gang). Jeg må ikke overnatte hos min kæreste for mine forældre.

Det er ikke fordi, jeg ønsker at have sex hele tiden med min kæreste eller noget, men det er meget nemmere for mig, hvis jeg overnatter der, så jeg ikke skal bruge så meget tid på transport for så kort tid sammen. Mine forældre synes ikke det er en god ide, at jeg overnatter der.

Men de kommer ikke med nogen god argumentation eller andet.

De er også sure over, at det altid er mig, som skal køre til ham. Ærligt, så tror jeg ikke, at de er glade for at jeg er kærester med ham. De bliver sure hver gang, jeg spørger, om jeg må tage derhen. Ja, jeg spørger hver gang, og tager aldrig bare afsted. Jeg får gode karakterer i skolen og er altid pligtopfyldende og har aldrig brudt deres tillid.

Jeg overvejer, om jeg skal flytte hjem til min kæreste, men jeg ved at mine forældre ville være sure og skuffet over det.
Eller skal jeg bare begynde at overnatte der uden mine forældres tilladelse? Jeg er forvirret og sur over det. Jeg har ikke lyst til at gøre mine forældre skuffet over mig – det tror jeg aldrig, at jeg ville komme mig over.

Hvordan kan mine forældre blive gladere for min kæreste? Skal jeg tvinge han til at tage 3 forskellige tog hjem til mig et par gange om måneden, så de kan se ham mere? Jeg vil ærlig helst være i hans lejlighed.

Men jeg kan ikke klare at mine forældre har det sådan og stemningen herhjemme er også blevet underlig, når jeg spørger om, jeg må overnatte hos ham. Så snakker de nærmest ikke til mig i et par dage. Hvad kan jeg gøre?
Tak på forhånd!

Pige, 19 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 19 år

Hvor er det godt, at du skriver til os. Jeg kan se, at du ikke må overnatte hos din kæreste for dine forældre. Det kan jeg godt forstå, at du synes er irriterende. Selvfølgelig ville det give mening for dig at være der, når han bor for sig selv og der er så langt derhen.

Jeg kan dog godt forstå, at du også gerne vil have, at dine forældre synes, at det er i orden. Jeg vil gerne give dig et par råd med på vejen.

Du skriver, at I har været kærester i tre måneder, men han har ikke være hjemme hos dig. Betyder det så også, at dine forældre ikke har mødt ham? Som forældre vil man gerne passe på sit barn – også selvom hun er blevet en ung kvinde på 19 år. Derfor kan det virker “utrygt” at sende hende hjem til en, som man ikke ved hvem er overhovedet. Giver det mon mening for dig?

Derfor tror jeg, at det ville være en god idé, at dine forældre mødte din kæreste. Så kan de måske se, at han slet ikke er farlig og at I er glade for hinanden. Måske kan det gøre, at du ikke føler, at de er sure hver gang du skal hjem til ham.

Du skriver, at du ikke har lyst til at gøre dine forældre sure og skuffede over dig, men at du samtidig overvejer at overnatte der uden dine forældres tilladelse. Det kan jeg godt forstå. Det er altid rart at blive opbakket i de valg, man træffer. Og når man har fundet en kæreste, som man er glad for og har lyst til at være mere sammen med, så vil man selvfølgelig også gerne have opbakning til det.

Derfor tænker jeg, at du måske kan sætte dig ned og snakke med dine forældre om det en dag. Fortælle dem, at det gør dig sur og ked af det, at du ikke føler, at du har deres opbakning. Du kan måske sige, at din kæreste gør dig glad og du har lyst til at bruge mere tid sammen med ham. Og fordi der er så lang transporttid, vil det give god mening at sove der en gang i mellem.

Jeg kan godt forstå, hvis det er svært at starte sådan en snak med dem. Mange unge synes, det er nemmere at skrive et brev eller vise det brev de har skrevet til os og vores svar. Er det mon en mulighed for dig?

Du spørger om du skal begynde at overnatte hos din kæreste uden dine forældres tilladelse. Det er jo sådan, at man er myndig, når man er 18 år og derfor må bestemme selv. Men eftersom du bor hjemme hos dine forældre, så vil de selvfølgelig have en holdning til de valg, du træffer. I princippet må du selv bestemme, hvor du sover henne, så det er en mulighed for dig. Det kan du jo også fortælle dine forældre, hvis de holder fast i, at du ikke må overnatte hos ham.

Du kan sige, at deres tilladelse betyder meget for dig og det gør dig ked af det, hvis de ikke vil give dig den, men at du er voksen nok til selv at bestemme det.

Jeg tænker, at du først skal arbejde på, at dine forældre lærer din kæreste bedre at kende. Så kan det være de løsner lidt op og snakken bliver nemmere. Er det mon en mulighed for dig?

Du har været virkelig god til at fortælle om din situation i dit brev. Jeg tænker, at du skal blive ved med at tale om din situation og prøve at få en ordentlig snak med dine forældre. Måske ender det med, at de ser, hvorfor du er glad for ham og giver dig lov til at overnatte der.

Jeg håber, at du kan bruge mine råd. Ellers er du altid velkommen til at skrive igen eller ringe til os på 116111.

De bedste ønsker

BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat