Livet føles fortabt

Hej.

Jeg er en pige på 16, som snart ikke ved hvad hun skal gøre af sig selv længere. 

Jeg føler mig intet værd, ikke elsket, jeg føler mig helt fortabt dybt inde i mit hjerte.

Jeg ved næsten ikke, hvor jeg starte/begynde henne…

Jeg føler mig ikke elsket af mine forældre, de har aldrig været der for mig, og hvis de elskede mig havde de ikke svigtet mig. Jeg kan ikke være mig selv herhjemme, jeg har det falske smil på læben.

Mit forhold til mine forældre, har aldrig været godt og slet ikke til min far!!. Men da jeg så begynder at komme i teenager årene, behandler min far mig ikke som man skal. Han går over mine grænser!, på den sexuale måde…

Da jeg er blevet 14, er jeg ved at midste glæden ved livet, jeg havde følelsen af at give op, på det hele. Men jeg gav ikke op, selvom at jeg gik med det hele inde i mig selv. Jeg ikke gav op, på det tidspunkt, fordi jeg sagde til mig selv, tænkt på hvad der gøre dig glad og værdsat.

Jeg spiller baminton på et højt plan, på det tidspunkt. Når jeg spiller badminton, viser jeg hvem, jeg er som person og der har jeg det ægte smil på læben. Jeg er en fighter og det er der ingen der kan tage fra mig!!…..

Men det ændre ikke på alt det der sker herhjemme, jeg føler mig mere og mere utryg, jeg er bange for hvis han nu vil komme op på mit værelse og gøre noget….. jeg kan ikke sove om natten, for jeg føler mig alt for utryg. Så til sidst beslutter jeg mig for at gå udenfor at sove, jeg kan falde til ro, når sover indenfor. For når jeg var udenfor, vidste jeg at jeg kunne slippe hurtigt væk fra min far…..

Tiden går, jeg bliver 15 og jeg føler mig stadigvæk utryg herhjemme, intet har ændret sig mellem mig og min far…. jeg begynder så at åbne mig mere op for min mor, hun tror ikke på mig, så til sidst op gav at snakke med hende, hun lyttede ikke til mig. Nu viste jeg ikke, hvad jeg skulle stille op og gøre.

Tiden og dagene går, jeg kan ikke holde tårnene tilbage længere, hverdag trillede der en tåre end af min kind, når ingen så mig.

En dag sagde jeg til mig selv, at det kan ikke være rigtigt, at jeg skal være i et hjem. Hvor jeg føler mig utryg og ikke bliver behandlet ordentligt.

Jeg får taget mig sammen til sidst og tager kontakt til kommunen. Jeg fortæller det, som det er….Jeg snakker så med min sagsbehandler og hun siger så, hvis du var kommet frem med det hele, da du 14. Havde vi fjernet dig fra hjemmet. Men fordi du nu er 15, skal vi prøve at gøre bedre derhjemme…. Jeg siger så, at det kan da ikke være rigtigt…. hun siger at jeg bliver nød til at have nogle beviser på det min har gjordt imod/gør, før at hun kan/må gøre noget andet, for at hjælpe mig….

Tiden går, jeg er bor stadigvæk hjemme, jeg føler mig utryg, tingene har ikke ændret sig. Kommunen/sagsbehandler, gøre heller ikke noget, selvom at jeg siger, at jeg føler utryg og tingene ikke er som de skal være…..

Idag er jeg 16, og er blevet træner i badminton:), for jeg spiller ikke særlig meget selv, efter at jeg fik en ryg og skulder skade. Idag er jeg også stolt over mig selv, fordi at jeg tog kontakt til kommunen. Det kan godt være at jeg er et “teenager” men jeg har rettigheder!.

Idag har tingende næsten ikke ændret sig!, jeg føler mig stadigvæk utryg, for min far gøre stadigvæk nogle ubehagelige ting ved mig!!!.

Nu er jeg nået det ud, hvor jeg føler, jeg har gjordt alt hvad kunne for at få det bedre. Men min sagsbehander kan ikke gøre noget, før jeg kommer med de beviser.

Jeg ønsker bare ikke at udsætter mig for mere end det jeg alderrede har/er blevet udsat for. Jeg er virkelig ved at miste modet nu, mit hjerte er gået i tusinde stykker.

Jeg føler ikke at jeg er en fighter længere, selvom at jeg god ved, at inderest inde i mit hjerte gemmer der sig en fighter der gerne vil komme frem i lyset.

Men nu ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv.

Hilsen den fortabte pige, der har følelsen af at give op.