Kære du
Jeg kan godt læse ud fra dit brev, at det påvirker dig rigtig meget at din mor har det så skidt og at dine forældre skændes hver dag. Jeg kan godt forstå at du har det svært og føler dig trist, for man har brug for at kunne slappe af og føle sig tryg derhjemme, så hvis ikke hjemmebasen er i orden, så har man ikke noget sted at lade op.
Jeg blev glad for at læse at du har søde lærere du kan snakke med, det betyder meget at man synes man bliver hørt. Du skriver også at der bliver gjort noget ved situationen. Du skriver dog ikke hvad der bliver gjort, derfor vil jeg komme med nogle forslag som du måske kan bruge og måske ikke, afhængig af hvad I allerede har fået sat i gang.
Jeg syntes det er vigtigt at få fortalt dig, at du ikke gør noget forkert. De følelser og tanker du har, er et råb om hjælp og et udtryk for at du nu har opbrugt dit overskud og energi.
Du fortæller at du er ked af det hele tiden, har selvmordstanker, ikke har overskud til at gå i skole og lave lektier, laver rifter på dig selv og at du har overvejet mange gange at løbe hjemmefra.
Som du kan se, så er det mange følelser du skal arbejde med hver dag, så der er ikke noget at sige til at du synes det er svært, det hele. Ofte er det sådan, at man går med disse tanker helt for sig selv, for man synes måske det er svært at fortælle andre om alle de tanker og følelser man går rundt med. Det kan virke overvældende på andre, derfor lader man være. Hvis man går med alle disse tanker og følelser for sig selv, kan man godt føle sig ensom, selvom man har gode venner. Jeg synes det er så flot, du har talt med dine lærere og nu også skriver til os, for du har brug for hjælp. Hjælp fra nogle voksne, så du igen kan genfinde glæden ved livet.
Det første forslag til dig, vil derfor være at finde en at snakke med, en som du kan stole på og som har tid til at lytte til dig. Du har søde lærere, og det er rigtig godt at de lytter til dig. Måske kan du finde en til person som har tid til at lytte når du har brug for det. Det kan måske være en pædagog, en veninde, en venindes mor eller noget familie. For at sikre dig at personen ikke bliver overrumplet, synes jeg, det vil være en god ide at vise dem dette brev, og at du også siger til dem at det vigtigste for dig er, at de lytter, og at de behøver ikke at komme med løsninger.
Hvis der er ved at blive gjort noget ved situationen derhjemme, kan det godt føles svært at der ikke sker forandring med det samme, og man kan måske blive endnu mere modløs og føle at der ikke sker noget, derfor er det en god ide at du sørger for at du har nogle mennesker du kan snakke med.
Nu til din mor og situationen derhjemme. Jeg kan godt læse ud fra dit brev, at din mor har det svært og at hele familien er meget påvirket af det. Du skriver også at din far skælder ud på din mor hver dag, det lyder som om din far også er meget påvirket over situationen derhjemme, og derfor heller ikke har overskud og energi til at være i godt humør. Det er selvfølgelig umuligt for os at gætte os til hvorfor din mor og din far har det så svært, derfor kunne det måske være en ide at få noget hjælp udefra.
Det andet forslag til dig kunne være en af følgende: få en familie konsulent fra kommunen som kan komme hjem til jer og hjælpe din familie til at få det bedre, eller det kan være en skolepsykolog der kan hjælpe dig til at blive stærkere, så du kan genfinde dit overskud og energi eller det kunne være at kommunen kunne finde en form for delvis aflastning til familien. Det er din lærer/pædagog som kan hjælpe dig med dette, måske kan du vise din lærer dette brev og svar, så de kan se at du skal have hjælp nu.
Det tredje forslag kunne være at du og din søster overnatter et andet sted, et par nætter om ugen. For eksempel kunne det være en aftale med en venindes mor eller noget familie, at du og din søster, i en periode, overnatter hos dem fx to nætter om ugen. En sådan aftale skal selvfølgelig være i orden med mor og far, men det vil give jer alle et pusterum fra de ting der er svære derhjemme.
Jeg håber du og familien får løst nogle af problemerne og at du finder mere overskud og energi, så du kan blive gladere. Håber når du har vist dine lærere dit brev og mit svar at du føler der sker noget. Ellers er du meget velkommen til at ringe herind til os på BørneTelefonen på nummeret 116 111, her sidder rådgivere klar til at snakke med dig og vi har andre muligheder for at hjælpe dig, hvis du ikke lige synes mine forslag hjælper.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen