Lever ulykkeligt

Kære pige på 14 Tak for dit brev. Når jeg læser det, tænker jeg, at jeg godt kan forstå, at du er ked af at bo hjemme, og at du ikke føler dine forældre forstår dig. Nogle af de ting, du skriver om, tror jeg at mange teenagere kan genkende. Hvor er det godt, at du endelig fik skrevet herind, det er du nok heller ikke den eneste, der har skullet tage mod til sig for at gøre... Du skriver om din mor, at hun råber af dig, og at du tit bliver ked af det, når hun reagerer sådan. Ville du mon kunne du sige det til hende på en måde, så hun kunne forstå, at du oplever det ubehageligt og gerne ville omgås hende på en anden måde? Måske tænker hun ikke, at det generer dig så meget?  Jeg forstår godt, du bliver ked af det, når dine forældre giver udtryk for, at der kun er arbejde i børn. Det lyder ikke specielt rart eller positivt. Har du mon spurgt dem om, hvad de mener med det? Betyder det, at børn er lig med meget arbejde for forældrene? Føler de mon, at det er meget besværligt og krævende at være forældre? Tror du, at du ville kunne spørge dem om det? Ligegyldigt hvad de mener med det, så synes jeg heller ikke, det er okay at sige sådan til dig. Det kan virke sårende og ret så uforståeligt, og jeg tænker, det ville være rigtig godt, hvis du kunne fortælle dem, at du bliver ked af det, når de siger sådan. Mange gange kan det være svært at tale ordentligt til hinanden, når familien er sammen efter en hård, lang arbejdsdag. Det er ikke en undskyldning, men nok snarere en grund til at stoppe op og prøve, om du kan få de andre i familien til at forstå, hvorfor du bliver ked af det. Kender du mon nogle voksne uden for familien, som, du kan snakke med om dine problemer? Måske så kan du få den person til at hjælpe dig med at forklare dine forældre, hvorfor du bliver så frustreret og ked af det? Du kunne også vise dit brev og mit svar til dine forældre og bruge det som udgangspunkt for en snak. Måske vil I på den måde kunne tale sammen?  Du skriver, at du for et år siden blev kaldt for fed, og at det gør dig ked af det. Det lyder som om, den bemærkning "har sat sig fast", og du ikke kan glemme den. Du fortæller ikke noget om, hvem der sagde det og i hvilken forbindelse, men selvom det ikke har været ment som en sandhed, så betyder det noget for dig. Måske kunne du tale med en af dine venner om den oplevelse, du havde for 1 år siden? Det hjælper tit at få talt om sådanne opfattelser med andre, og ofte viser det sig, at andre måske har oplevet noget lignende. Jeg tror, det er meget almindeligt, at blive påvirket af sådan en bemærkning.Dejligt at høre, at du har venner i skolen, selv om det kun er få. Har du mon talt med dem om, hvordan de har det med deres forældre? Tit og ofte, så er der mange lighedspunkter, når man som jer befinder sig i den samme situation. (forældre contra teenageren). Det kan være rart at udveksle oplevelser og erfaringer, om hvor håbløst svært det kan være at tale/leve sammen.Kærlig hilsen BørneBrevkassen