Kusine med selvmordstanker
Hej BB
Jeg er en pige på 15 der har det lidt svært for tiden. For omkring et år siden fandt min moster min kusine bevidstløs ude på badeværelset. Hun havde prøvet at begå selvmord med piller. Da jeg fik det at vide havde jeg ret svært ved ikke at kunne fortælle det til nogen – ikke engang mine søskende, som jeg var/er sammen med hele tiden. Min kusine havde længe haft det svært i skolen, men jeg havde ikke regnet med at hun ville prøve at begå selvmord. Det begyndte så at gå hende godt da hun startede på efterskole i august. Det var rigtig rart at se hende glad igen. Efter nogle måneder på efterskolen begyndte hun at modtage mærkelige beskeder fra en fremmed person om at han vidste hvor hun boede osv. hvilket hun så fortalte til mig, og sin mor om. Det blev så til en kæmpe sag, hvor politiet også blev involveret. Her for nogle dage siden kom efterskolen så frem til, at da de ikke kunne finde gerningsmanden måtte det jo være min kusine der havde sendt beskederne til sig selv for at få opmærksomhed. Hun blev derfor bortvist fra efterskolen. Alt den glæde hun havde af at gå der faldt hurtigt på gulvet. Hun taler ikke med nogen, og er bare låst inde på sit værelse. Ingen ved hvad hun kan finde på når hun er alene, og jeg er virkelig nervøs for at hun skulle prøve at begå selvmord igen, og at det nu lykkes for hende. Når jeg skal til at sove har jeg altid virkelig ondt i maven, og kan ikke lade være med at tænke på om jeg skal vågne op til den nyhed, at min kusine ligger på hospitalet eller sådan noget i den stil (det er jo sket før). Jeg kan ikke fortælle det til nogen, og det er bare virkelig svært for mig. Jeg er ikke sikker på om jeg kan gøre noget ved det, men jeg skulle bare lige ud med det.
Hilsen mig
Hvordan har du det i din familie?
Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen
Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.