Kære dig på 13
Du skal vide, at der er mange børn, der ligesom dig ikke kender sin far. Der er også mange børn og unge, der har familiemønstre, som ikke er den traditionelle familie med far, mor og børn. Det er ikke altid, at vi hører om familier, hvor noget er anderledes, eller hvor noget måske er svært. Fordi at vi mest hører om familier, hvor tingene går godt, og mor og far er der, så kan man føle sig anderledes, hvis ens familie ikke er traditionel. Jeg ved det ikke, men det kan være, at det er sådan nogle tanker, du har - at du ikke synes, det er rart at tale om din far, fordi du føler dig anderledes end dem, der har en far, som de kender.
Som med mange andre følsomme emner i vores liv, så kan man arbejde med, hvordan man fortæller om noget, der er svært. Man kan øve sig i det, og så bliver det faktisk lettere. Hvis du prøver at tænke på nogle svar, du kan give, så kan det være, du bliver mindre nervøs for, at nogen spørger om din far. Du kan for eksempel sige: "Jeg er vokset op sammen med min mor. Og kender ikke min far. Jeg er vant til, at det er hende (og måske søskende?) der er i mit liv. Sådan har det altid været." Eller: "Jeg kender ikke min far, så jeg kan ikke svare på spørgsmål om ham" eller "Jeg har ikke rigtig noget med ham at gøre, og sådan har det altid været." Og så kan du spørge, hvordan det er i deres familie? Dit svar kan nok skifte lidt, alt efter om det er én, du gerne vil snakke mere med, eller du gerne vil svare lidt kort.
Jeg tænker også på, at det kan være, at din mor eller en anden som du godt kan li at snakke med, kan være god til at tale med om det her?
Det er ikke rart at gå og være nervøs for, om nogen spørger til din far - og derfor en god idé at tale om det. Jeg tænker på, at du kunne spørge din mor, om hun kan fortælle alt det, hun ved om din far. Så får du lidt flere detaljer til din historie, og så kan du bedre fortælle andre om det. Hvis det er en mulighed?
Du kan også prøve at tænke på, at det ikke bare er din egen opgave at svare godt på spørgsmålene om din far. Du har måske brug for at tale mere om, hvorfor han ikke er en del af dit liv og om hvad det betyder for dig. Det er når vi taler med andre mennesker om følelser, at vi finder ud af, hvordan vi egentlig tænker om det. Andre mennesker kan stille spørgsmål og komme med gode råd, som får os til at tænke anderledes om det, der er i vores tanker. Så med andre ord, tror jeg, det kan være en hjælp for dig at øve dig i at tale om din far. Det bliver mindre svært at tale om, jo mere du vænner dig til det. Jeg ved godt, at det ikke er nemt. Og du har ikke alle svarene på, hvorfor din far ikke er en del af dit liv. Det er ikke dig, der har skabt situationen men dine forældre.
Du er rigtig modig og sej, fordi du beder om hjælp til, hvordan du skal håndtere at tale om din far. Det er en rigtig god start! Bliv ved med at være åben og bede om hjælp til at tale om det, der er svært. Det er den måde, det bliver lettere på.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen
