Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Ked af det tit..

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng

Tak for dit brev. Det er smadder sejt af dig at skrive herind. Det kan være hårdt, når man ofte er ked af det og det kan sommetider også være svært at finde frem til og overskue, hvad man helt konkret skal gøre, for at det hele bliver anderledes. Gad vide, om du har det på den måde eller om du har det helt anderledes? Det er virkelig flot, at du kom ud af indelukketheden tidligere – det kræver så meget mod og styrke. Jeg tænker, at du kan bruge samme styrke og mod i denne situation. Det kan nemlig godt blive anderledes.

Du skriver, at du gerne vil have hjælp til, hvordan du kan ses med dine venner efter skole. Jeg håber, at det her brev kan hjælpe dig på vej i forhold til dit ønske. Jeg har også skrevet lidt om dit forhold til din mor og familie. Måske kan det også være en hjælp i forhold dit humør og situation. Brevet er blevet lidt langt, det håber jeg er okay. Jeg har delt brevet op i to for at gøre det mere overskueligt.

Venskaber

Det er flot, at din kæreste og dig kan holde fast i jeres forhold på trods af afstanden – det viser, at I er meget glade for hinanden. Jeg tænker også, at det må være rart for dig at have en person, som du kan tale med det hele om. Jeg kan godt forstå, at du savner din kæreste i hverdagen. Det lyder som en værdi for dig, at du har venner, som du ses med efter skole og som ikke på den ene eller anden måde bliver skubbet væk – jeg tænker, det er en god værdi og mål at have, da venskaber bl.a. både skaber glæde og tryghed i ens liv – og så er de også vigtige at have, når man nogle gange har det svært. Venner kan nemlig være med til at få én ’op på hesten igen’, når der er noget, der er svært og man kan have det rart og godt sammen med dem, når det hele går godt.

Gad vide, om det er i bestemte situationer eller over bestemte ting, hvor du kan mærke, at vennerne bliver skubbet væk og kan du selv mærke, når det sker? Jeg tænker, at du måske kan begynde at lægge mærke til, hvornår vennerne begynder at blive skubbet væk og så stoppe op i de situationer, så det ikke kommer til at ske igen. Så kan du i situationen overveje, hvad du så ellers kan gøre frem for at komme til at skubbe en væk. Hvad tænker du om det?   

Det kan nogle gange være grænseoverskridende at komme helt tæt på en ven, fordi man selv blotter nogle af ens private tanker og følelser. Ligesom ved en kæreste, giver man utrolig meget af sig selv, når man har en god og tæt ven – det er noget helt unikt og kan være utrolig dejligt, men nogle personer kan også være bange for at blive brændt eller såret. Det kan være godt selv at være bevidst om, hvor ens grænser går og hvordan man selv har det, så man hele tiden har sig selv med i venskabet. Giver det jeg har skrevet mon mening for dig og er der mon en grund til, at vennerne nogle gange bliver skubbet væk?

I forhold til, hvad der kan gøre, at du begynder at ses med venner efter skole, tænker jeg, at en start er at finde frem til, hvem du gerne vil være bedre venner med. Jeg tænker, at du kan begynde med oftere at henvende dig til den eller de personer i skolen, så du begynder at tale mere med dem. Det kan give anledning til, at du så for eksempel spørger dem, om I skal lave noget efter skole. Ofte er det en hjælp selv at have tænkt over, hvad man kan lave efter skole. Har du selv overvejet, hvad der kunne være rart at lave sammen? En inspiration kan måske også være, hvis du ved, hvad de andre laver efter skole. Du skriver, at du er udadvendt og har let ved at tale med andre – jeg tænker, at det er to rigtig gode egenskaber i forhold til at have og få venner. Hvordan ville det være for dig at spørge, om I skal lave noget efter skole? Hvis du ikke vil starte med at være hjemme hos dig, kan du også spørge, om de vil med til en aktivitet, som for eksempel fodbold, ned i byen eller noget helt tredje. Hvad tænker du om det?   

Derudover tænker jeg, at din kæreste og dig kan lave aftaler for, hvornår I kan snakke sammen, så du ikke sidder og venter på, at hun har tid. At vente i længere tid, mens man ikke selv laver så mange ting, kan nogle gange vække en følelse af, at ’man bare sidder helt alene’ og at man er på ’standby’. I kunne for eksempel dagen inden eller to dage inden tale om, hvad I skal dagen efter og hvornår det ville være et godt tidspunkt at tale sammen. Så kan I begge lave forskellige ting og samtidig være sikre på, at I når at tale sammen. Hvordan lyder det for dig?

En anden måde at begynde at ses eller lave noget efter skole med kammerater, er ved at begynde til en aktivitet, som for eksempel sport, musik eller noget andet. Jeg ved ikke, om du allerede går til noget efter skole, men er der noget du synes kunne være sjovt at gå til? Hvis man for eksempel går til sport, får man ofte et sammenhold på holdet, og man mødes om noget andet end skole-ting. Det kan nogle gange være rart, da det skaber en form for frirum fra ens hverdag. Man lærer også de andre på holdet at kende gennem sporten. Hvis du skulle starte til en ting, hvad ville så være det sjoveste at starte til?

Familie
Det lyder til, at det nogle gange er lidt svært derhjemme for dig. Har du talt med din mor om jeres forhold? Det kan være, at din mor opfatter det hele på en anden måde, og måske ved hun slet ikke, at du har det sådan. Jeg tænker, at en mulighed er, at I får talt det hele igennem, hvor du fortæller, hvordan du oplever det og at du bliver ked af det. I kan også tale om, at I på forhånd kan have aftaler om de situationer, hvor I bliver uvenner eller som gør dig ked af det. Det kan for eksempel være sådan, at når du kan mærke, at nu er det ved at blive for meget, så kan du sige ’stop’. Så kan I aftale at tale videre om emnet, når I begge er kommet til ro igen. Eller også kan du, når situationen sker sige, hvordan det hun siger eller gør påvirker dig. Derudfra kan I så tale om, hvordan I sammen så kan håndtere situationerne anderledes. Hvad tænker du om det og hvordan vil det være for dig at tale med din mor om det? En mulighed er også, at du viser hende det her brev, så hun kan se, hvordan du har det. Det kan måske åbne op for en god snak.   

Er der mon andre fra din familie, som du kan være sammen med og tale med? Nogle gange kan det være rart at have andre, som man kan komme til og hvor man ligesom kan have et frirum. En mulighed er for eksempel, at du taler med din søster om situationen derhjemme. Det kan være, at hun kan hjælpe dig. Ellers er en mulighed at tale med bedsteforælder, moster eller andet. Hvordan vil det være for dig og hvem vil være allerbedst at tale med?

Når man i perioder har det svært og er ked af det, kan det være en hjælp at give sig selv plads til at lave nogle af de ting, som man holder af, og som normalt plejer at gøre en glad eller give en ro. Hvad kan du mon godt lide at lave? Du kan lave aftaler med dig selv om, hvornår på ugen du skal lave det. Det kan også være noget, som du kan gøre, når du kan mærke, at det er en svær dag.     

Jeg håber, at det her brev kan hjælpe dig med at ses med dine venner efter skole og at få ændret dit humør. Du er velkommen til at ringe til BørneTelefonen, hvis du har brug for at tale videre om det eller har flere spørgsmål. Nummeret er 116 111 og du er anonym, når du ringer.

Mange hilsner fra BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat