Kaotisk barndom
Kære Børnebrevkasse
Jeg har nok ikke ligefrem haft den barndom, som man går rundt og drømmer om. Mange tror, at jeg lever et drømmeliv, men det gør jeg absolut ikke, og det er begyndt at påvirke mig meget her på det sidste.
Da jeg var yngre, blev jeg seksuelt overgrebet. Det startede, da jeg var 5 hvor en dreng på omkring 16-17 år tvang mig til at tungekysse ham, hvilket jeg på ingen måde havde lyst til, men han lokkede mig til det.
Da jeg var 10-11 år gammel, var der en mand, som jeg tror, var i 20’erne der fulgte efter mig hele tiden over en længere periode. Han sagde og gjorde rigtig mange ubehagelige ting ved mig, og jeg blev mange gange nød til at gemme mig på vej hjem fra skole, fordi han fulgte efter mig, hvilket virkelig gjorde mig bange!
Jeg har haft blokeret minderne i alle årene efter, men nu er de begyndt at komme tilbage, og jeg kan ikke få dem ud af mit hoved.
Jeg har aldrig kysset med en dreng, siden det der skete da jeg var 5, og jeg er bange for tanken om sex.
Min far og mor blev skilt, da jeg var 10 fordi de hele tiden skændes. Min far drak for meget, og han smed tit min mor, min lillesøster og jeg ud af huset. Så måtte vi finde et andet sted at sove.
Efter at de gik fra hinanden, begyndte min mor at råbe og skrige af mig hele tiden i stedet for min far. Hun slog mig også nogen gange. Nu efter jeg er blevet større, slår hun stadig, men nu kan jeg godt finde på at slå igen. Jeg ved godt, at det er meget forkert, men det er jo egentlig hende selv, der har lært mig det.
Min mor gider heller ikke have noget job, så hun har ikke særlig mange penge. Hun brokker sig hele tiden til mig, om hvor lidt penge vi har, og at vi ikke har råd til at gøre noget som helst. Som om at hun tror, at jeg er hendes bankrådgiver. Det er til at blive vanvittig af!
Når min lillesøster og jeg er hos min far, så hænder det nogengange, at han er fuld. Det sker faktisk næsten hver gang, vi er hos ham. Han har det med at virke meget truende, når han er fuld, og mig og min søster bliver ret så bange for ham. Her på det sidste har han fået en vane med at smide mig ud af huset pga. de mindste ting, ligesom han plejede at gøre med min mor.
Faktisk så var det meningen, at jeg skulle være hos min far i denne her uge, men han smed mig ud i mandags, så nu er jeg hos min mor.
Det er ikke fordi, jeg hader mine forældre overhovedet! Jeg elsker dem rigtig højt. De er begge to super søde og forstående, men de har helt sikkert deres fejl. Det er virkelig overvældende for mig lige i øjeblikket, især fordi at alle minderne fra da jeg blev mishandlet som lille, er ved at vende tilbage.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.
Ingen af mine venner ved noget om det her, og jeg tror heller ikke, at mine forældre på nogen måde, er klar over, hvor slemt jeg har det! Jeg tror altså ikke, det her er et normalt liv for en 16 årig. 🙁
Hvad kan jeg gøre?
Venlig hilsen Mig
Hvordan har du det i din familie?
Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen
Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.