Brev

Kan man komme videre..?

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år.

Det er en meget voldsom oplevelse, I har haft i jeres familie, og det er klart, at både du og din mor reagerer meget stærkt på den. I er begge både i chok og i sorg. Et selvmord er noget, der giver rigtig mange tanker og spekulationer. De nærmeste får tit tanker om skyld, og om man kunne have gjort noget for at forhindre det. Det er svære og meget tunge tanker at skulle bære. Din mor er tilsyneladende gået helt ind i sig selv af sorg, og du er overladt til dig selv, lyder det til. Selvfølgelig har du brug for hjælp, omsorg og til at få snakket om alt dette voldsomme. Det er bare så godt, at du skriver ind til os, så vi kan give dig nogle råd til dig.

Du skriver, at du har været ved at ryge i plejefamilie, og det fortæller mig, at der er nogen, der har set, at du er alene, og at din mor ikke kan tage sig af dig lige i øjeblikket. Mon det er nogen fra din familie eller måske en lærer? Måske har du tidligere haft kontakt med kommunen, så de nu tilbyder hjælp, fordi de ved, hvad der er sket? Måske skal du overveje at tage imod hjælpen? Det kunne måske være en ide at komme lidt væk fra din mor i en periode? Du beskriver, at det mere og mere er dig, der skal være den voksne derhjemme, og det er ikke godt for dig, at skulle tage sådan et stort ansvar. Det kunne også være en mulighed, at der kommer nogen hjem til jer og hjælper jer derhjemme. Det er noget man kan tale med kommunen om. 

Jeg tænker, at det ville være godt for dig at ringe ind til BørneTelefonen på 116111 og høre om, hvilke muligheder der er. Vi kan snakke med dig om, hvordan du har det, og hvordan du klarer dagligdagen i øjeblikket. Måske har du også brug for at få en bisidder fra BørneTelefonen - det er gratis. Bisidderen snakker med dig og går med dig til møder i kommunen. Jeg ved ikke, om du har hørt om det? Man mødes med bisidderen på forhånd og snakker om, hvordan sådan et møde kan foregå. Bisidderen er så med til mødet, og man kan snakke tingene igennem efter mødet, så man kan spørge, hvis der er noget man ikke forstår. Du kan læse mere her: https://bornetelefonen.dk/bisidder

Der findes også en rådgivning, der hedder Børn, unge & sorg. Man kan ringe anonymt til dem og snakke om, hvordan det er at miste en bror. Du kan gå ind på deres hjemmeside www.bornungesorg.dk og se lidt mere om, hvad de kan.Du kan også chatte med dem eller skrive brev ligesom du har gjort her. Hvis du ringer derind, vil du komme til at snakke med andre unge, der har mistet. De ved hvad de snakker om.

Jeg forstår godt, at du synes det er svært at snakke med nogen lige i øjeblikket. Hvad skal man næsten sige, når ting er så forfærdelige? Men du må virkelig passe på med, at lukke dig inde i dig selv. Selvom det er svært, så er det SÅ vigtigt, at du får talt med nogen om alt det sørgelige. Både om din bror, men også om din mor, som du må tage dig af lige nu - og især om, hvordan det er at være dig.

Jeg håber, du vil kontakte nogen af de steder, jeg har anbefalet. Du er også meget velkommen til at skrive herind igen. og du må ikke tro, at du er til besvær eller noget i den retning. Det var en god beslutning at skrive til os. Nu skal du se, om du kan tage det næste skridt også. Det tror jeg, at du kan.

Mange kærlige hilsner fra BørneTelefonen.

Flere gode råd om Sorgen ved at miste

Hvis du oplever dødsfald i familien eller hvis du har mistet en, du holder af, kan det påvirke dig på forskellige måder. Det kan være du bliver rigtig ked af det eller vred? Det kan også være du bliver bange eller føler dig ensom? Man kan også føle lettelse, hvis ens far eller mor har være alvorlig syg i lang tid.

Hvis din mor eller far dør, kan du måske have tanker som: Hvad skal der nu ske med min familie? Hvordan lever jeg med sorgen? Hvordan får jeg hjælp? Hvordan kommer jeg i en sorggruppe for unge? Hvem kan jeg tale med om sorgen?

Du skal vide at alle følelserne og tankerne er okay. Det er rigtig vigtigt, ikke at gå alene med sine tanker og følelser.

Her på siden kan du finde gode råd, læse andre børns breve eller læse om forskellige følelser og hvad der kan hjælpe dig.

Guide

Svære følelser: hvad kan hjælpe?

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat