Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

kan ikke mere… :(

Hej med jer.

Skriver til jer, fordi jeg er ved at give helt op på livet, synes virkelig ikke jeg kan klare det mere…. ja undskyld mit brev, bliver nok lidt lang, håber det er okay? ved ikke hvor jeg skal starte men nu starter jeg bare… 🙁 Håber virkelig i vil bruge tid på at besvare det her brev, for ellers ved jeg virkelig ikke hvad jeg skal gøre længere, i mit sidste håb… 🙁

Da jeg var 9 måneder gammel, vælger min far at tage sit liv pga penge problemer osv, ved godt jeg ikke rigtig har kendt ham, men det er begyndt at fylde så fandes meget for mig… 🙁
For 3 år siden, mistede min halvsøster livet til kræft. vi have samme far, men ikke samme mor. Det sidder også stadig meget i mig. Tror måske de to sorg er ved at tage overhånd men ved det ikke…

Så har jeg selv en masse forskellige sygdomme og fejler en masse. Skal snart opereres i min ryg, er så fandes bange for de siger hvis de laver noget galt, er jeg lam for livet…. 🙁

Så er der en masse problemer hjemme ved mig, men dem har jeg ikke lige lyst til at skrive her, så kan du måske selv regne ud hvad jeg snakke om…. 🙁

Kunne græde hele tiden! kan ikke rigtig huske noget mere! har ondt i maven og hovedet hele tiden! kan aldrig sove om natten mere!

Min selvtillid er fucking helt i bund… synes virkelig jeg er grim, fed osv…. men er ikke en skid fed bare normal… men ja…

Så kommer vi så til min skole….

Har i for mange år gået i en lorte klasse virkelig, alle timerne skulle gå op i problemer med klasse, der var så mange pige problemer og drenge problemer… også var der altid så pisse meget larm i timerne så jeg ikke lærte en skid…

Min mor besluttede så jeg skulle skifte til en friskole, så flyttede 3 uger før sommerferien, for kunne virkelig ikke min gamle klasse mere. Er blevet meget gladere for den her skole og elsker den, MEN!

I starten tog klassen mig som en meget genert pige, fordi jeg aldrig rigtig sagde noget mellem pigerne, sagde heller aldrig noget i timerne…. Men nu er det så blevet undersøgt nærmere af min skolepsykolog, og man har fundet ud af jeg måske har ekspressiv dysfasi, så nu skal jeg testet af en talepædagog osv, men hun ved ikke hvordan hun skal gøre da hun kun tester små børn….. Men man kan se det er ekspressiv dysfasi, der er skyld i jeg ikke rigtig siger noget, for har arvet 70% af det fra min far og de andre 30% fra min ordblindehed…. 🙁

Mine lærer kan rigtig godt lide at presse mig i timerne, så jeg blokerer for mig selv og går ud og græder, bare fordi jeg ikke kan sige noget i timerne… så for ondt i maven og hovedet fordi de skal presse mig så meget… Så ja nu hader jeg virkelig skolen og tvinger mig afsted synes ikke jeg kan holde til det mere VIRKELIG! så pjækker engang i mellem….

Ej håber virkelig i vil svare på min brev, det gad virkelig betyde meget for mig! for har skrevet mange i ikke gad svare på…. 🙁 og har grædt mig igennem hele det her brev, fordi det gør så fandes ondt at skulle skrive….!!!!

(hvis der er fejl, er ordblind…. )

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære du

Tusind tak for dit brev herind til BørneTelefonen, du kan tro vi gerne vil svare på dit brev, så det var rigtig godt du skrev igen. Desværre kan vi ikke nå at besvare alle de mange breve vi får hver dag, selvom vi prøver så godt vi kan.

Du er virkelig god til at beskrive de ting, der fylder så meget for dig, og det giver mig en god mulighed for at forstå hvordan du har det. Det gør mig ondt, at du har mange ting at bokse med, jeg skal gøre mit bedste for at give dig nogle tanker og ideer du kan arbejde videre med.

To store tab har du lidt, din far og din søster. Jeg kan godt forstå, hvis du tænker at det er så længe siden, så du burde måske være kommet over det. Men selvom vi prøver at glemme, så glemmer vi ikke mennesker der har betydning for os og hvem vi er. Vi kan stadig sørge og savne, og specielt hvis vi ikke har haft mulighed eller har tilladt os selv at sørge og fået bearbejdet sorgen. Sorg tager tid. Man kan ikke sætte tid på sorg, men kan lære at leve med den. Man kan sige, at man ikke altid kan eller skal kommer over sorgen - kommer over tabet, men vi kan komme igennem og leve videre med dem vi har mistet, og give dem plads i vores hjerter. Hvordan vil det mon være for dig, hvis tænker på sorg og savnet til din far og søster? Vil det hjælpe og trøste dig lidt at tænke sådan på det?

Hvis man ikke får bearbejdet sorgen, kan det føles som om den fylder det hele, og er der hele tiden og aldrig går væk, for man bliver måske hele tiden mindet, om dem man har mistet. F.eks. Hvis du ser en veninden få et knus af sin far, så bliver du mindet om, at du ikke har mulighed for at få et knus af din far. Da denne sorg fylder så meget hos dig, tyder noget på at den måske ikke er blevet bearbejdet, det vil sige, at du ikke rigtig har haft mulighed for at være ked af det og følt, at det var i orden at være ked af det og snakke om dit tab.

Sorg kan komme til udtryk på mange måder, så når du skriver at du har ondt i maven og hoved og græder hele tiden, så kan sorgen godt være det der trigger dig og en stor del af grunden til det du mærker og føler. Måske er sorgen ikke kun stor hos dig, måske er sorgen også stor for andre i hjemmet, hvad tænker du om det? Kunne det måske være derfor, at der er problemer derhjemme? Det er selvfølge et rigtig svært spørgsmål jeg stiller, det ved jeg godt. Men måske kan det være en måde, I kan nærme jer hinanden og få talt sammen om det?

Mit forslag er, at du eventuelt kan vise dette brev til skolepsykologen eller en anden voksen, som du tænker er god at snakke med. Måske vil disse ord her i brevet, hjælpe dig med at få forklaret skolepsykologen eller den anden voksen, hvordan du har det, hvad tænker du om det?

Du skriver, at du har fået konstateret ekspressiv dysfasi. Personer med denne sprogforstyrrelse kan være udfordret, når de skal bruge det talte sprog, men derfor kan man sagtens forstå andre. Børn og unge, der bøvler med ekspressiv dysfasi er ligeså intelligente, og har ikke besvær med at forstå andre, men de har vanskeligheder og nogle har ekstremt svært ved at gøre sig forståelige. Jeg tænker, at dine lærere kan fornemme hos dig, at du er ddygtig og helt normal begavet, og måske derfor bliver de frustrerede og kan ikke forstå, at du ikke helt kan udtrykke dig som de forventer- eller måske bare ikke så hurtigt som de gerne vil have det. Og det er jo ikke ok for dig, og vist heller ikke den måde, der hjælper dig på den bedste måde. Det virker jo til, at netop det at blive presset for meget gør det sværere. Derfor tænker jeg, at dine lærere skal have viden om, hvad ekspressiv dysleksi handler om, og hvad det betyder for dig, så de kan være gode lærere for dig. 

Kunne det være en ide at vise dine lærere dette brev, eller dele af brevet hvor jeg skriver lidt om, hvad der kan være svært når man har ekspressiv dysfasi?

Hvis du tænker, at det er en god ide at vise dine lærere dette, så kunne du måske skrive mere til? Det kan fx være, noget om det, du synes er svært, det som hjælper dig, det som du gerne vil have lærerene er opmærksomme på og det du gerne vil have de hjælper dig med.

Jeg tænker, det vil være en hjælp for dine lærere og for dig, hvis lærerne tager kontakt til en af kommunens talepædagoger. Talepædagoger er uddannet inden for det sproglige områder, og har viden som lærerne har brug for, for at planlægge undervisningen, så du får mest muligt ud af det - på en god måde, der passer til dig. 

Mon det er idéer, du kan bruge til at få det bedre i skolen?

Jeg ved, at det kan være svært lige at få sagt tingene, men et brev eller en mail på intra, kan måske være nemmere at sende afsted. Mon det vil være en idé, at din mor også er med til at støtte dig i dette eller måske en anden voksen i dit liv (bedsteforældre, tante, onkel...?) Det håber jeg.

 

Kære du, jeg håber du kan bruge dette svar til at få noget hjælp, for det fortjener du. Du er selvfølgelig altid velkommen til at ringe eller chatte med os herinde på BørneTelefonen på 116 111 – det er anonymt og gratis.

Kærlig hilsen og mange tanker til dig

BørneTelefonen

Få flere gode råd om Sygdom i familien

Har du en mor eller far, der er alvorligt syg? At leve med sygdom i familien, kan være rigtig hårdt og man kan få mange bekymringer for fremtiden. Det er rigtig vigtigt, at man ikke går alene med sin frygt, men at man får talt med nogen om den.

Sygdom i familien kan både være fysisk og psykisk. Lige meget hvad, kan det gøre hverdagen svær. Fx kan det være at din mor eller far, ikke kan de samme ting længere og måske sygdommen sætter tanker i gang hos dig som: Bliver min mor rask igen? Hvordan fortæller jeg mine venner om min fars sygdom? Hvem kan jeg tale med mine tanker om?

Her på siden kan du få gode råd, du kan læse andre børns breve og BørneTelefonens svar, få hjælp til at bygge et brev eller prøve følelses-guiden.

Guide

Svære følelser: hvad kan hjælpe?

Hør andre børns Historier

På ‘Når mor eller far bliver syg’ kan du høre om andre børns historier. Du kan også fortælle din egen historie eller høre mere om de følelser, man kan have, når en i familien er alvorligt syg.

Når mor eller far bliver syg, kan det være svært at være barn i en familie. Læs hvordan andre børn har klaret livet i en familie med sygdom.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat