Kan ikke klare det mere

Jeg har altid tænkt mig at være fri.

Udforsk verden og være glad.

Jeg er altid glad foran mennesker, de tænker at jeg har et perfekt liv og behøver ikke at bekymre sig i noget. Men den smil ud på er trist indeni.

Jeg bliver svinet til næsten hverdag af min familie de kan ikke lide mig pga. de ting jeg gør. Ikke fordi tingene er dårligt men noget som kan gør mit liv glad og tilfreds med så jeg kan komme videre med livet.

jeg er den yngste i familie og har tankerne at hoppe ud fra mit vindue fra 5 sal. jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

det ikke fordi jeg hader dem. på en måde har jeg skuffet dem. jeg elsker dem men de gør de ikke med mig.der var en tidspunkt hvor de sagde jeg rigtig skulle være en abort hvis det ikke var for min besteforældre der stoppet det.

da jeg var lille var alting meget perfekt jeg var en sund lille dreng der kunne lide sit liv og viste sig til andre folk jeg var tilfreds for den jeg er og blev kaldt for DRENGEN DER SMILER. Det gør jeg stadigvæk men de ved ikke hvor glad jeg er. Jeg bliver så træt at jeg vil gør det af med mig.

jeg havde meget langt hår og folk sagde at jeg var køn, men jeg gjorde det værre det lange hår blev klippet af og er helt skaldet jeg kunne se masser af ar på mit hovedet og det kønne ansigt som jeg havde er blevet dækket til af mærker og brandmærker. Og den sunde dreng som jeg var den gang er blevet meget usund pga. smøger alkohol og tæsk indtil jeg var bevidst.

Jeg tænker og tænker om jeg skulle løbe hjemmefra det gjorde jeg også boet på et hotel i 3 dage og kom tilbage forstillet mig at de ville blive bekymeret for mig men åbenbart sagde de at ikke måtte se lyset igen. men efter noget tid gav de mig kærlighed.

jeg slet ikke tilfreds med mit liv

jeg troede jeg ville være noget blive til noget hjælpe andre mennesker. jeg hjælper andre mennesker så de ikke ender den samme situation som jeg er i og det blev de glad for men jeg kan ikke hjælpe mig selv

hvis nu en af jer kommer til at se mig så vil i se mig smile men hvis du nu har læst den her bedsked så ved du godt at jeg ikke er glad.

jeg har altid prøvet at tag mig sammen og kæmpe men min styrke vil ikke sætte en finger på dem pga jeg elsker dem og vil hellere beskytte dem. og jeg ved godt at det lyder meget forvirret men de er min familie min egen kød og blod.

jeg gået til boksing næsten hele mit liv og træner rigtig meget. træning er det eneste ting for mig at glemme alt de problemer og stressen.

min tristhed er der altid.

tænker altid på hvad der vil ske når jeg kommer hjem hvad vil de sige til mig. når jeg er hjemme siger jeg ikke noget

jeg har fået så meget tæsk at jeg tør ikke at sige noget og siger i mig selv lad være med at sige noget så du ikke får tæsk.

når andre mennesker møder dem er de som små engle og siger til mig du har en heldig familie. og hvergang når jeg høre det tænker jeg på selvmord. har stået på et bygning på 50 meter og tænker på om jeg skal gør det eller ej

jeg ved godt er den her bedsked er lang men det bare min hjerne der styrer min krop til at skrive men det bar det som jeg føler og vil bare ud med det hele men selvom jeg skriver og skriver bliver det ikke til noget.

mennesker er så glade for mig men jeg føler mig som et nul og kan bare ikke mere.

jeg havde altid en drøm om at bo i USA et helt normalt middel klasse liv og have en familie der holder af mig og giver mig lov til at åbne min egne muligheder med mit liv men selføllig bliver det ikke til noget jeg er stadig den person der er fortabt og vil dræbe sig selv og gør det af med mig.

jeg kan ikke græde mere det som om jeg har løbet tår for væske til min øjne.

jeg vil bare dø
jeg vil bar ha et nyt liv
jeg vil bar væk fra danmark
jeg vil bar være glad
jeg vil bar være den glad dreng da jeg var ung.

jeg tror ikke at jeg kan blive gift og få børn men hvis jeg nu gør vil jeg elske min børn så højt og vil aldrig sætte en på dem de skal ikke ende som mig de skal havde noget bedre så de kan blive lykkelig

i må meget undskylde for den lange bedsked og forresten er jeg en Dreng