Kan ikke “forblive positiv”…

Kære pige på 15 år,

Tak for dit brev. Hold da op, hvor har du bare været stærk! Det er så godt, at du har snakket med dine forældre og veninder om, hvordan du har det. Dét, at skulle fortælle om sine tanker og følelser, kan kræve meget energi og mod. For man ved jo ikke, hvordan dem, man fortæller det til, reagerer.

Det kan gøre ondt, når man har samlet mod til at åbne op og være ærlig, og der så er nogen, der ikke tror på en - eller som måske ikke helt forstår alvoren i det. Derfor kan jeg godt forstå, hvis det fylder meget i dine tanker, at din far ikke forstår dig. Det kan være svært for nogle mennesker at sætte sig ind i en andens sted – især hvis den anden føler og tænker noget, personen aldrig selv har prøvet at tænke og føle. Måske kan det være svært for din far at finde ud af, hvordan han skal reagere? Det kan være, at han virker sur på dig, fordi han er rigtig bekymret for dig – og måske ikke ved, hvordan han kan hjælpe dig.

Det samme kan måske gælde for dine veninder: Det kan være, at de simpelthen ikke ved, hvad de skal gøre, og måske er de nervøse for at komme til at sige noget, der gør dig ked af det. Måske kan du tænke over, hvad du helt præcist har brug for hos dine veninder. Det kan være rart at snakke med sine veninder om de ting, der går en på, men det er sjældent, at veninderne kan gøre meget andet end at lytte.

Noget, der kan være rigtig godt at bruge sine veninder til, når man føler, at man har “ondt i livet”, er, at man kan lave nogle aftaler med dem, hvor der er en chance for, at man kan få et par gode, rare timer. Filmaftener, biografture, shoppeture, gåture osv. kan være nogle gode aktiviteter. Måske kan det være den måde, veninderne kan hjælpe på? Hvis du fortæller dine veninder, at det er sådan noget, du har brug for, kan det være, at de har mere mod på at være sammen med dig igen? Fordi de så ved, hvad de skal gøre.

Derudover er det meget vigtigt, at du får snakket med din læge om, at du ikke føler dig forstået rigtigt. Jeg spekulerer på, om I mon har talt med lægen om mulighederne for, at du kan snakke med en psykolog? En psykolog vil højst sandsynligt have dig til at gøre det modsatte af at lægge låg på dig selv – nemlig åbne helt op, så I kan snakke om, hvordan de tunge tanker og følelser er kommet til dig, og hvordan du kan komme af med dem igen.

Måske kan du vise din mor/vejleder/læge det brev, du har skrevet her ind til Brevkassen sammen med mit svar? Måske kan det være med til at hjælpe dem til at forstå dig og til at se, hvad du har brug for. Det er vigtigt, at du får hjælp – også til at stoppe cuttingen. Kender du mon til LMS - Landsforeningen mod Selvskade og Spiseforstyrrelser? Hvis du har lyst, kan du læse om, hvordan man kan få hjælp til at stoppe det lige her: www.selvskade.dk. Måske kan du kigge på siden med din mor eller vejleder?

Ellers håber og tror jeg på, at du kan samle kræfter til at tale med nogen tæt på dig igen, så de kan se, at du har brug for mere hjælp og støtte. Du er ikke den eneste, der kæmper med sådanne tanker og følelser, og jeg ved, at du kan få det bedre.

De kærligste tanker
BørneTelefonen