Kan ikke bo hjemme mere, hvad skal jeg gøre?

Kære Brevkasse.

Ved ikke lige hvordan og hvor jeg skal starte.

Jeg er en pige på 19 år og går i 2.g på STX. Mine forældre blev skilt da jeg var 4 pr gammel.

Jeg har siden 9. klasse boet hos min far, hvor hans kone samt yngste datter (18 år) også bor.

Der er i de senere par år kommet en rigtig dårlig og trykket stemning i huset, som hvertfald påvirker mig rigtig meget. Til grund for dette, ligger der mange konflikter og skænderier mellem min far og hans kone.

Derudover har der også været skænderier mellem min far og jeg. Jeg har aldrig været den konfliktsøgende type og har ofte bedste alene, men dette har ofte bare forværret situationen.

Disse skænderier har på det seneste endt ud i at min far har sagt at jeg skal flytte ud, at jeg skal finde mig en anden familie eller ligende. Selvom det er som om at min far har glemt dette hurtigt efter at der er mere ro på igen, ligger det altså i lang tid inde i mig.

Jeg kan ikke bare glemme det og lade som ingenting. Jeg synes at dette er rigtig svært at forklare, da jeg faktisk tit ikke fanger hvorfor det ender ud sådan.

Jeg bliver ked af noget han siger og han bliver sur fordi jeg tager det for personligt. Derefter begynder han at råbe og jeg søger væk. Det at jeg søger væk, siger han gør det endnu værre fra hans synspunkt, men jeg bliver nødt til at fjerne mig fra situationen.

Jeg har derudover i flere år haft problemer med angst samt angstanfald, hvilket måske gør at det rammer mig rigtig hårdt. Min far ved godt dette, da det er svært at skjule, men han forstår ikke at jeg derfor har svært ved at håndtere diskussioner som udvikler sig til skænderier.

Jeg føler at det er en kamp som aldrig rigtig slutter, og føler at vi har den samme samtale om og om igen. Jeg bliver især frustreret når han ikke vil lade mig trække mig fra situationen. Dette er noget som han bør acceptere, lige så vel som jeg skal acceptere hans ønsker.

Jeg kan ikke rigtig beskrive mit forhold til min far. Nogle dage er det som om at vi bare leger lykkelig familie. Men hændelser op igennem mit liv, har gjort mistet alt tillid til ham. Dette er svært at forstå for ham, hvilket jeg jo godt kan se.

Egentlig vil jeg bare gerne væk herfra, og tror ikke at min far ville have noget imod det. Eller det har han hvertfald sagt flere gange at han synes at jeg skal.

Jeg kan ikke bo hos min mor, da jeg fysisk ikke kan være derhjemme i mere end et par timer. Dette skyldes at det er et lidt fugtigt hus med både kat og gulvtæpper (noget som vi ikke vidste påvirkede mig så negativt.).

Derudover har min mor og jeg et forhold med mange tidligere konflikter og misforståelser. I dag er det dog meget bedre, men vi snakker generelt ikke om de dybere ting, eller hvad man siger.

Hvis jeg flytter ud, er jeg også nervøs for, hvordan jeg skal klare mig. Jeg har snakket med min studievejleder som gav udtryk for, at der er mulighed for, at jeg kan få udeboende SU. Dog dækker dette jo ikke meget mere end huslejen samt forbrug.

Jeg har tidligere haft flere jobs, hvor det er gået rigtig fint, men det er ved at være nogle år siden. Jeg blev her i starten af 2017 ansat, men måtte efter lidt over et par måneder sige op og sygemelde mig i opsigelsesperioden. Jeg oplevede, at hver gang jeg var på arbejde, følte jeg mig meget utryg og følelsen at være lige på renden til et angstanfald. Dette kom egentlig lidt som en overraskelse for mig, da jeg ikke før har haft sådanne problemer i en arbejdssituation.

I skolen har jeg det godt. Jeg har nemt ved det meste, hvilket giver mig overskud til at vise hvad jeg kan samt være social i klassen. Jeg har en god klasse hvor jeg føler mig tryg.

Dog har jeg to drenge som jeg er rigtig tætte med, hvor den ene (også hans forældre), har sagt at jeg gerne må bo i deres gæsteværelse. Min anden ven bor også et sted, hvor jeg tit er efter skole og kan også overnatte.

Jeg har prøvet at bo hos min farmor i et par dage, men jeg følte mig som en alt for stor byrde, selvom jeg havde givet udtryk for at hun skulle sige til, hvis det blev for meget.

Jeg er derfor bange for at jeg heller ikke ville kunne lide at skule bo hos min ven. Hjælp!

Beklager min lange besked, som jeg håber gav en smule mening samt indsigt.

Jeg glæder mig til at læse jeres var og råd.