Brev

Kærester – Hvem skal vide det?

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 10

Tak for dit fine brev. Hvor lyder det bare dejligt, at have fundet en sød dreng at være forelsket i og blive kærester med. Jeg kan læse i dit brev, at I kender hinanden godt og stoler på hinanden og det er tit nogle af de vigtigste ting at bygge et kæreste-forhold på, så det er vel nok dejligt, at I har fundet hinanden. 

Det kan være rigtig svært at give et klart svar på hvordan, hvornår og hvem man skal fortælle om nyheden, fordi jeg synes det afhænger rigtig meget af, hvordan du/I har det med at fortælle det til nogen. Det handler rigtig meget om følelser og de er svære at sige noget generelt om. Når I føler det er rigtigt at fortælle det, eller I måske føler at nu kan I næsten ikke lade være med at fortælle det, så er tiden nok rigtig.

Jeg tænker, at det vigtigste er, at I taler med hinanden om, hvem, hvornår og hvordan, så du eller han ikke lige pludselig i ren lykke har fået fortalt det til en god ven/veninde og så bliver den anden lidt overrasket og var måske ikke lige klar til at fortælle det. Når I så er klar til at sige det og har aftalt hvem der skal være de første til at få den gode nyhed, så står I overfor hvordan. Og der er bare rigtig mange måder at gøre det på og så længe det føles godt, så tænker jeg at der nærmest ikke er nogen forkert måde at gøre det på.

Men det er jo altid godt at huske, at hvis man gerne vil fortælle noget vigtigt, så er det en rigtig god ide at tænke igennem på forhånd og planlægge lidt, hvordan man gør det. Man kan måske tænke lidt tilbage på andre situationer, hvor man har skulle fortælle nogen noget som var vigtigt for en og så gøre lidt det samme. Nogle gange kan det også være, at man venter og lader sine omgivelser lidt gætte at man er blevet kærester. Måske man også kan tænke, hvordan kunne jeg tænke mig og forestille mig at mine veninder skulle give mig samme besked? Hvad ville jeg som veninde synes var godt? Og ville jeg måske blive skuffet, hvis ikke jeg fik det at vide med det samme eller? 

Jeg får lyst til at spørge om I er hinandens første kærester? Eller har en af jer (han) lidt erfaring med tidligere kærester? Eller måske har nogle af dine veninder gode ideer til, hvordan man fortæller, at man har fået en kæreste? Men husk kun at spørge veninderne, hvis du er klar til, at de nok regner ud, at du spørger fordi det kunne være, at du har fået en kæreste. Og man skal jo også huske på, at hvordan man siger det til ens forældre er måske anderledes end hvordan man fortæller det til de bedste veninder eller f.eks. ens onkel og tante - hvis de altså skal have det at vide...

Ang. hvor meget man kan tillade sig at "hygge" offentligt, så må jeg simpelthen svare lidt det samme som ved dine øvrige gode spørgsmål: Det handler om det føles rigtigt og hvad der føles naturligt er ofte okay. Men her er forskellen at man måske endnu mere end når man skal fortælle det, skal tænke på sine omgivelser. Nogle synes det kan være svært at være sammen med kærestepar der hele tiden nusser og krammer og kysser og andre synes ikke at det er generende. Så det er måske noget med at prøve sig lidt frem og måske have nogle enkelte veninder, som ærligt kan sige om de føler det er for meget eller det er ok, det I gør.

Jeg synes I skal nyde at I nu er kærester, og så er jeg ret sikker på at jeres omgivelser hurtigt vil opdage, hvor glade I er for hinanden. Det kan være rart ikke at skulle gå og skjule det, så måske en start kunne være at fortælle det til jeres forældre, at I nu kalder jer kærester. De vil sikkert også kunne give nogle råd til hvordan og hvornår det kan være en god ide at jeres venner og veninder får noget at vide, hvad tænker du om den ide?

Jeg håber virkelig, at mit svar kan være med til at gøre dig og jer lidt mere klar til 'fortælle-situationerne'. Jeg ønsker dig alt godt med kærligheden.

Kærlig hilsen Børnetelefonen

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat