Jeg vil væk fra alt.

Hej Børnetelefonen,

Jeg kan lige så godt gå lige til sagen: Det har ikke altid været nemt at bo hjemme.

Siden jeg var lille har jeg ikke rigtigt haft det særlig godt. Min mor og far gik fra hinanden kort efter jeg blev født og min mor mødte min stedfar da jeg var omkring de 5 år.

Jeg har regelmæssigt (indtil for nylig), været nede hos min far hver anden weekend siden jeg var 7 og det har ikke altid været så rart. Jeg fik aldrig nok mad (kun aftensmad) og han har aldrig rigtig haft særlig mange penge, så jeg har ærlig talt rådnet op hver anden weekend på et lille værelse i en lille lejlighed i 8 år.

Derudover slog han mig også. Han kunne give mig op til 20 lammere hver evig eneste dag og til den dag i dag, aner jeg stadig ikke hvorfor. Bragte det ham nydelse at slå sin eneste datter flere gange om dagen så hun fik tårer i øjnene og blå mærker?

Ellers har jeg boet hjemme hos min mor og stedfar, hvilket dog heller ikke altid har været så rart. Min stedfar har altid været en “hot head” i den forstand at hans lunde er virkelig kort. Da han var i starten af tyverne slog han i væggene og ødelagde døre hvis han var gal nok.

Jeg har aldrig rigtigt brudt mig om ham, faktisk har han altid skræmt mig på en eller anden måde.

Jeg fandt en dagbog for nylig, hvori der blandt andet stod at jeg ”nok altid ville hade ham inderst inde”, hvilket er sandt.

Min mor derimod har aldrig rigtig sagt noget imod hvad jeg gjorde indtil hun mødte min stedfar. Jeg fik lov til lige hvad jeg ville (en del af forklaringen var nok, at hun kun var 16 da hun fødte mig). Så det er nok “forudbestemt had” fra min side kan man vel sige, ha.

Brevet er nok ved at blive lige lovlig langt og kedeligt, så lad mig komme lige til sagen:

Min mor er heller ingen engel, faktisk så er hun langt fra. Hun har altid fået mig til at føle at jeg ikke var god nok, at jeg var dømt til at være dum, osv. Mit selvværd har aldrig rigtig været særlig godt og på et tidspunkt cuttede jeg og græd i flere måneder pga. hende (hvilket jeg stadig gør aftener hvor det bare ikke er til at holde ud).

Jeg har altid prøvet på bla. At gøre mig god i skolen for at få hendes accept, jeg lavede altid mine lektier, fik næsten altid 12, osv. Men det er bare aldrig godt nok. Faktisk, så hvis jeg bare får et lille 7 tal, kan hun gå rundt og brokke sig over det og sige at det ikke er godt nok.

Nå, men her fornyligt er jeg begyndt at være ret ”ligeglad”, da jeg ærlig talt er pisse træt af alt det her. Min mor fortalte mig også endelig sandheden om min far. Manden tog stoffer indtil jeg var mindst 5 og han har aldrig rigtig været der for mig. Han smed endda min mor og jeg ud fra vores hus mit om natten da jeg var spæd, fordi jeg ”larmede for meget”.

Faktisk, så skreg jeg ligefrem hver gang hun tvang mig ned til ham efterfølgende da de var gået fra hinanden.

Jeg har altid vidst at han ikke har været en god far, og at en ”normal” far ikke var sådan, men jeg har altid på en måde slået det hen, lukket øjnene for det og ladet som om at alt var fint, hvilket det aldrig har været. Siden jeg fik sandheden at vide for to måneder siden, har jeg prøvet at undgå ham så meget som muligt – jeg har kun set ham 1 weekend.

Som sagt har jeg haft en ”ligeglad” attitude for nyligt, og min stedfar har været pisse sur på mig pga. Det. Jeg var rimelig ligeglad med hvad han mente, indtil han begyndte på hans ”hvis det fortsætter så kan hun bare flytte ned til sin far” – pis. Det er ikke første gang. Men denne her gang er jeg altså ligeglad. Jeg nægter at flytte ned til min far, men til gengæld kan jeg ikke holde ud at bo i et hus, hvor jeg ikke føler mig velkommen.

Jeg har tænkt på at bo hos en plejefamilie eller et opholdssted, indtil jeg fylder 18 og selv kan få et sted af bo. Og hvis han, min stedfar, begynder på det pis igen, tror jeg at det siger ’snap’ og så ryger hele lortet ud i hovedet på ham. Alt hvad jeg har brændt inde i 8 år vil komme rendende ud. Men så igen, jeg ved ikke om jeg ville kunne holde til det.

Jeg fantaserer bare mig selv langt væk, og jeg ønsker tit at jeg bare kan forsvinde helt og at ingen ville prøve på at finde mig. En stor rød ”reset”-knap ville hellere ikke være så dårligt.

Så jeg undrer mig over, hvad er det bedste at gøre i sådan en situation som denne? Jeg lyder sikkert ”cool” i mit brev, men i virkeligheden er jeg et stort nervebrag.

Skal jeg kontakte min nærmeste kommune eller noget lignende? Jeg kan ikke holde ud at bo her mere, jeg vil bare gerne væk fra det hele.

Tak for at i tog jer tid til at læse mit brev.

Hilsen, L.