Kære pige 12 år.
Hvor er det bare godt, at du skriver til BørneTelefonen, for det er tydeligt, at noget bekymrer dig rigtigt meget. Problemer og bekymringer har det med at vokse sig større, hvis ikke man deler dem med andre. Du har allerede taget det første vigtige skridt ved at skrive her til os.
Du fortæller, at du ikke har lyst til at bo sammen med din mor mere. Du har heller ikke lyst til at tale med hende eller andre i familien om hvorfor, du har det på den måde.
Du spørger, om du kan komme på opholdssted uden at din mor spørger, hvorfor du vil det. Til det må jeg svare: Nej, man kan ikke komme på opholdssted uden at tale om hvorfor. Det er din kommune, der beslutter, om du kan komme på opholdssted, og det kræver, at de undersøger, hvordan du har det. De vil blandt andet tale med din mor – det skal de gøre. Og du kan ikke nok undgå, at hun vil have spørgsmål.
Det er heller ikke sikkert, at din kommune vil beslutte, at du skal på opholdssted. Måske vil de have andre løsningsforslag til dine problemer. Hvis du ønsker at vide, hvordan kommunen vil se på din sag, så kan du kontakte dem. Du kan godt kontakte kommunen anonymt til at starte med. Hvis du ønsker hjælp til at kontakte din kommune, så kan du ringe til os på BørneTelefonen på 116111. Her kan en af vores rådgivere finde det rigtige telefonnummer sammen med dig og hjælpe med forslag til, hvad du kan sige til kommunen.
Hvis du vil have en sagsbehandler fra kommunen til at undersøge, hvordan du har det, så kan du samtidig få en Bisidder fra BørneTelefonen. En bisidder er en voksen, som kan forberede dig på møder i kommunen og gå med dig til møderne.
Jeg sidder og tænker på, om der mon er nogle andre tæt på dig, som ved, hvordan du går og har? Er der mon nogle, som kender til dine problemer? Nu ved jeg jo slet ikke, hvad der er sket i dit liv, og hvorfor du bare gerne vil væk fra din mor. Uanset hvad det handler om, så tænker jeg, at du ikke skal gå alene med det.
Du har ret til at blive passet godt på og ret til at blive lyttet til. Det virker som om, at du har brug for, at der er en voksen, som hjælper dig.
Måske du har en god veninde med nogle søde forældre, som du kunne tale med? Eller er der en lærer, som du rigtig godt kan lide? Du kan også tale med sundhedsplejersken på din skole, hun er nemlig vant til at tale med børn og unge mennesker om alle slags problemer. Kunne det mon være en ide? En lærer eller sundhedsplejerske vil også kunne hjælpe dig med at kontakte kommunen.
Hvis du lige nu synes, at det er lidt for svært at tale med en voksen, som du kender, så kan du også ringe til BørneTelefonen. Der sidder nogle rigtigt søde voksne, som hver dag taler med børn og unge om alt det, som kan være svært at tale med andre om. Hvad tænker du om det?
Alle børn har ret til og fortjener en god barndom. Det gør du også og du skal bare vide, at det er muligt at få noget hjælp.
Kærlige hilsner
BørneTelefonen