Kære pige på 16 år!
Jeg kan godt forstå, at det er rigtig hårdt for dig, at skændes så meget med din far. Det må også være meget ubehageligt, at han siger grimme ting om dig, og får dig til at græde. Det er slet ikke i orden.
Men hvor er det dejligt at høre, at du har en sød kæreste, som du kan snakke med om det. Det er vigtigt, at have nogen at dele sine bekymringer med.
Det er også meget forståeligt, at du helst vil flytte et andet sted hen. Det er desværre ikke så nemt at flytte – med mindre du har noget familie, fx nogle bedsteforældre eller en tante/onkel, som din far vil lade dig flytte hen til. Så længe du er under 18 år, er det nemlig dine forældre (din far), der har myndigheden over dig, og ham der bestemmer, hvor du skal bo. I tilfælde hvor der er meget store problemer derhjemme, kan kommunen vælge at fjerne børn hjemmefra, og fx anbringe dem på et opholdssted eller i en plejefamilie. Der skal dog rigtig meget til, før de vælger at gøre det. Og det kan tage lang tid, da der først skal laves en masse undersøgelser og holdes samtaler m.m. Inden kommunen overvejer at fjerne børn fra deres forældre, vil de forsøge at hjælpe dem med at få det bedre sammen, og fx tilbyde dem nogle samtaler hos en familieterapeut eller psykolog. Det kan godt være rigtig hjælpsomt, og der er mange familier, der har fået det bedre sammen efter sådan et forløb.
Jeg synes derfor, du skal snakke med lærerne på din efterskole om, hvordan du har det med din far, hvad han kalder dig osv. Du kan evt. vise dem det brev, du har skrevet til brevkassen, hvor det hele står. Måske kan de hjælpe dig med at få noget hjælp, eller kontakte den kommune du bor i, for at spørge om mulighederne for at få hjælp. Det kan også være, de kan snakke med din far eller måske jer begge to, så I kan få det bedre sammen, når du er hjemme. Hvad tænker du mon om den idé?
Det kan være, at du i en periode, kan bo hos nogle andre, når du er hjemme på weekend. Det kunne fx være hos noget familie eller en veninde. På den måde, kunne du og din far få en pause fra hinanden, og forhåbentlig få noget hjælp til at få det bedre sammen, inden dit ophold på efterskolen slutter.
Jeg håber, du kan bruge mit svar.
Mange kærlige hilsner
BørneTelefonen