Kære pige på 13 år,
Tak for dit brev. Jeg forstår godt, at det er skræmmende, at du har det sådan, og jeg tænker også helt sikkert, at du og din mor skal have noget hjælp. Du har taget det første skridt mod hjælp ved at skrive til os – sejt!
Jeg vil prøve at give dig nogle muligheder, som jeg håber, du kan bruge.
Jeg vil starte med at sige noget om selvskade, som du beskriver, du gør på dig selv. Jeg oplever, at du har nogle gode ressourcer, når beskriver, at du har så meget kontrol, at du ikke vil gøre skade på din mor. Det er en flot selvindsigt, som du skal holde fast i.
Når man skader sig selv, bunder det oftest i, at der er nogle andre ting i sit liv, som man er rigtig ked af. Hvad er sker eller er der mon sket i dit liv, og hvad er der sket mellem dig og din mor, som er med til at gøre dig ked af det? Og vred på hende? Det er vigtigt, at du tænker over det, og måske kan finde nogle konkrete forslag, så det bliver nemmere at finde den rigtige hjælp til dig
Hjælpen kan handle om, at få hjælp til at være sur på en anden måde, hvor du ikke skader dig selv eller andre. At du får hjælp til at reagere på en måde, hvor du kan sige med ord, at du er sur og måske har brug for at være dig selv. Eller brug for at gå en tur med en voksen, så I kan tale om det. Der kan være mange måder at øve sig i at blive sur og ikke gøre skade på sig selv eller andre.
Jeg fornemmer på dit brev, at du mor godt ved, at du ikke har det godt …. Har du talt med hende om det? Det er vigtigt, at du finder en voksen, du har tillid til og fortæller, hvordan du har det. Du og din mor har brug for at der bliver lagt en plan for, hvordan du/I kan få det godt derhjemme eller et andet sted.
Du kan også kontakte Kommunen. Kommunen skal hjælpe børn og familier, der ikke har det godt. Din lærer eller mor kan også hjælpe med at tale med kommunen. Kommunen har hjælp og rådgivning til børn og familier, som har brug for hjælp til at få det godt sammen.
Kommunen hjælper hele familien. Og det er deres opgave at finde ud af, hvad den bedste hjælp er til lige præcis dig og din familie. Det gør de ved at tale med dig og med din mor – og måske også med andre, der kender til dig og din situation, så de kan få et godt billede af problemerne.
Når de har undersøgt det, beslutter de, hvordan de kan hjælpe bedst. Jeg kan derfor ikke fortælle dig præcist, hvordan de vil hjælpe dig, eller om du kan få et andet sted at bo. Men jeg ved, at du har ret til at blive passet på og beskyttet, så du kan få det godt. Og at du har ret til at blive hørt og sige din mening.
Det er dine forældre, der har ansvaret for dig, indtil du bliver 18 år, og det er ikke helt muligt at lave en plan uden dine forældre. Jeg håber, du holder fast i mod til at få hjælp og får taget det næste skridt.
Du kan som en hjælp og støtte bruge dit brev og svaret at snakke ud fra. Du kan også vise brevet til en voksen, som du gerne vil have hjælp af.
Hvis det det hele er uoverskueligt, kan du starte med at ringe eller skrive til BørneTelefonen 116 111, hvor der sidder voksne klar til at snakke med dig. Måske har du brug for at snakke mere med os, så er du velkommen.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen.