Jeg vil ikke bo hos min far

Kære pige på 14 år,

Det lyder som om, det er en svær tid, du går igennem. En skilsmisse er en stor begivenhed - en slags krise for alle i familien, og det kan tage tid at finde ud af at få det til at fungere. Men det er ikke i orden, at din fars frustration går ud over dig, eller at du skal forholde dig til det. Det er rigtig godt, at du er opmærksom på, hvordan det påvirker dig, og at du beder om hjælp.

Det er dine forældre, der er de voksne, og hvis de har problemer, må de selv eller sammen finde hjælp til dem selv. Men det, som du kan gøre, er at gøre opmærksom på, hvad det gør ved dig, når din far deler ud af hans frustration. Måske ved din far slet ikke, hvad det gør ved dig, måske tænker han dig som sin støtte, og det skal han ikke, men han skal vide det.

Jeg kan godt forstå, hvad din mor mener, når hun siger, at du skal give din far en chance. Men det betyder ikke, at du behøver at bo hos ham. Jeg tænker, at du og din far måske kun skal være sammen i lidt tid af gangen, og så skal I være sammen om noget. Kunne det måske være en løsning, at du i en periode mødes med din far ude i byen, f.eks. på en cafe, en tur i skoven, en tur i biografen eller noget andet, hvor I to kan snakke og måske lære hinanden bedre at kende. Jeg ved godt, at det kan lyde lidt kunstigt og fjollet, men det er for mange en god måde at være sammen på i en periode.

Det er et ærligt brev, du har skrevet, hvor du flot beskriver dine tanker og følelser, og dem skal du stå ved. Man kan sige, at det måske kan føles som lidt forbudte tanker og følelser, men jeg ved, at mange andre unge har følelser, der minder om dine. Men, at de slet ikke har det samme mod som dig til at bede om hjælp. Måske ville din veninde kunne genkende noget af det, som du føler, hvis hun er helt ærlig og lytter til hvordan du har det. 

Måske kunne det også være en ide at snakke med din lærer om, hvordan du har det og opfordre hende til at tage det op som et emne i klassen, da der er mange skilsmisser familier, og at det langt fra er alle børn og unge, der har det godt og ikke vil være deres egne følelser bekendt ifht deres forældre.

Det, jeg prøver at skrive til dig, er: Vær ærlig over for dig selv og stå ved din følelse og fortæl det til de voksne. Måske ville det også være godt at sige eller skrive det lige som du føler, når din far nævner tingene om din mor og storesøster. Det lyder til, at det også går dig særligt meget på og derfor kunne det måske hjælpe til at få bedre energier mellem jer. Det kunne være et brev til begge dine forældre, hvor du opfordrer dem til at tale sammen om det. Og herefter at I får talt sammen om det. Alt efter hvad I finder frem til, så bør dine forældre melde det ud til dine søskende, så det ikke bliver dig, der kommer i klemme. 

Jeg håber, du kan bruge svaret. Du kan altid ringe til BørneTelefonen 116 111, hvor der sidder voksne klar til at snakke.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen