Brev

Jeg vil gerne væk

Hej.

Jeg er en pige på 14, 15 til August. Min mor og jeg har et rigtig dårligt forhold til hinanden.

Jeg går i 7. og jeg har en bror der går i 10. Lad os kalde ham A. A får rigtige gode karakterer i næsten alle fag, hvor min mor poster det på facebook og er rigtig stolt af ham.

Han dyrker også rigtig meget sport, hvor han er på et meget højt niveau. Hun skriver altid på sin facebook “neeeej nu har A fået gode karakterer eller nu har A lige fået en pokal med hjem. Hvor er jeg stolt af min søn”.

Det eneste tidspunkt hun har lagt noget op på sin facebook, hvor hun viser hvor stolt hun er af mig, var til min Konfirmation. Ellers skriver hun bare tillykke på mine Fødselsdage. Det er det samme med min far. Ham snakker jeg bedre med, er også fars pige. Men min mor er så ond imod mig, og jeg gør bare alting forkert.

De snakker altid kun om A, og jeg føler at jeg slet ikke er en del af familien længere. Min mor kommer tit og siger til mig at jeg bare kan pakke min taske, og finde et andet sted at bo, og se om jeg kunne få det bedre. Hun brokker sig altid. Jeg græder tit.

Jeg sad en dag og skypede med en af mine venner. Det vidste min mor ikke, så hun kommer ind og skælder mig totalt ud, hvilket min ven så hører. Jeg bliver rigtig ked af det og begynder at græde i røret. Han støttede mig og fortalte mig at det nok skulle gå.

Jeg var gået over til mine 2 små ponyer af ren panik, fordi jeg blev ked af det. Jeg ringer så til en anden ven (Min bedste ven, som jeg ved jeg kan stole på 100 %) Jeg græder bare rigtig meget, og han kan næsten ikke forstå hvad jeg siger. Men jeg spørger om jeg kan sove ovre ved ham og siger at jeg bare skal væk herfra nu!

Jeg gik i panik og jeg vil virkelig ikke være herhjemme længere. Jeg har mange gange tænkt på at pakke min taske, og så stikke af hjemmefra. Jeg har også været inde og kigge på min kommunes hjemmeside, og se om de ville give noget, til hjælp hvis man ville bo et andet sted.

Det er virkelig blevet alvor. Jeg vil ikke snakke med min mor om det, for så beder hun mig bare holde kæft.

Hjælp mig.

Hilse den pige der virkelig ikke vil være hjemme mere!

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år

Det lyder ikke spor rart at være dig hjemme i din familie. Du føler dig udenfor og føler, at du ikke er en del af familien længere. Det lyder rigtig ensomt.

Du skriver mest om forholdet til din mor, så jeg tænker, at det mest er i forhold til hende, at det brænder på. Sommetider går det dig så meget på, at du har overvejet at stikke af hjemmefra. Så panisk kan man godt føle sig, men det er godt, at du ikke har gjort det, for i det lange løb gør det ofte kun tingene værre. Og det tror jeg godt, at du ved.

Når jeg læser dit brev, tænker jeg, at du er rigtig god til at bede om hjælp. Du kontakter dine venner og får trøst af dem, du får trøst fra dine to ponyer, og nu har du bedt om hjælp på BørneTelefonen. Det er en rigtig god egenskab du har der, for selv om det ikke ændrer din situation derhjemme, kan det mindske ensomheden at blive trøstet.

Du skriver, at du er fars pige og at du snakker bedre med ham end med din mor. Men jeg får en fornemmelse af, at du ikke har snakket med ham om de ting, du beskriver i dit brev, så jeg tænker på, om din far ved, hvordan du har det i familien?  Måske tænker du, at du helst ikke vil gøre ham ked af det? Eller ...?

Måske tager du mere hensyn til din far end til dig selv, men jeg synes, din situation er så alvorlig, at jeg vil foreslå, at du sætter dig selv i centrum og hurtigst muligt får snakket med ham om de ting, der gør, at du ikke føler dig som en del af familien. Hvis det er svært at sige, kan du skrive et brev til ham, hvor du beskriver problemerne og det de får dig til at føle.

Måske kunne du også tænke over, hvordan du tror, det kan blive bedre for dig at være i familien.Hvad skal der til, for at DU trives? Hvad er det DU savner i familien?

Hvis du får en snak med din far om både problemerne og dine forslag til, hvordan det kan blive bedre, er der måske mulighed for, at tingene kan vende i familien, og alle respektere og holder af hinanden for den man, og ikke på grund af pokaler og karakterer.

I første omgang vil jeg foreslå, at du prøver det. Hvis du ikke synes, det hjælper dig, kunne det næste skridt være at ringe eller sms'e til BørneTelefonen på 116111 eller logge dig ind på Chatten. Her kan en rådgiver snakke videre med dig og vurdere, om din situation er så vanskelig, så kommunen skal gå ind og hjælpe dig.

Mange gode tanker fra BørneTelefonen  

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

sådan taler du med en voksen om det der er svært

Det kan være svært at vide, hvordan man skal starte snakken?

Måske du bekymrer dig om, at de bliver sure? Det kan være du er bange, eller føler du dig misforstået?

Vi har her samlet nogle gode råd til, hvordan du kan tale med en voksen.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat