Brev

Jeg ved ikke hvem min far er

Som overskriften lyder, så kender jeg ikke min far. Har aldrig mødt ham og ved ikke engang hvad han hedder.

Grunden til at jeg ikke ved det, er fordi min mor – som hun selv siger – har haft en vild ungdom og har åbenbart være meget løs på tråden. Så da hun i år 2000 blev gravid, anede hun ikke hvem faderen var, fordi hun havde været sammen med så mange forskellige, og de var alle fremmede one night stands – pånær én.

Den ene, som hun rent faktisk kendte, fik lavet en faderskabstest da jeg blev født, men det viste sig, at vi ikke var et match. Det betyder altså, at min far er én af hendes mange one night stands, som hun aldrig holdt kontakten med efterfølgende. Derfor finder jeg altså aldrig min far og bliver nødt til at leve med, at jeg aldrig får vished. Det er i sig selv rigtigt træls, men det er ikke kun uvisheden der volder mig problemer…

Min historielærer bad os alle om at lave vores eget stamtræ i forrig historietime, og jeg kunne af gode grunde ikke udfylde min fars side, og det blev hurtigt bemærket. Derefter blev jeg bombarderet med spørgsmål, og jeg blev så flov og ked af det og anede ikke hvad jeg skulle sige.

For altså, hvad skal jeg lige sige til folk, der spørger?

Og hvordan tackler jeg den identitetskrise, som følger med, når man ikke kender sin biologiske far?

Håber I vil hjælpe

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære Pige

Jeg kan godt forstå, at du lige nu sidder med en masse tanker omkring dig og dit liv, og hvordan du også skal tackle andres spørgsmål til det.

Jeg fornemmer, at du ved en masse om din mors fortid, og om hvordan hun blev gravid med dig. Jeg gætter på, at det er noget, som din mor har fortalt dig. Hvis dette er tilfældet, vil jeg bare sige, at det virker som om, at din mor er meget ærlig og åben overfor dig. Det synes jeg er rigtig fint, for så kan du snakke med hende i stedet for at brænde inde med spørgsmål og tanker.

Jeg kan godt forstå, at du blev ked af det i historietimen. Det er bare slet ikke rart når de ting, der er sårbare for én, bliver til frit skue for andre. Jeg tænker, at det vil være en god ide at fortælle din historielærer, hvordan det føltes for dig at lave stamtræer. Så ved din lærer, at det var særlig sårbart for dig, og at han/hun skal tænke over at passe lidt  på dig, hvis I skal lave noget lignende en anden gang. Du kan eventuelt også foreslå din lærer, at I i klassen snakker lidt om de forskellige familieformer. Mange folk tror, at en ”rigtig” familie består af en mor og en far og nogle børn. Men der er jo mange mange måder at være familie. Der er familier med mor og barn/børn, far med barn/børn, mor og mor og børn, far og far og børn og mange andre forskellige slags. På den måde kan alle i klassen få en forståelse af, at stamtræer kan se meget forskellige ud.

Jeg får også sådan lyst til at fortælle dig, at du kun behøver at fortælle dine klassekammerater og andre om din familie, hvis du selv har lyst til at svare på det. De har ikke ”ret” til at få sandheden at vide. Du kan for eksempel bare sige ”det har jeg ikke lyst til at snakke om”, ”må jeg ikke høre om din familie i stedet for?”, ”det vil jeg hellere snakke om en anden dag” (hvis du altså gerne vil det). 

Hvis du kan mærke at du oplever en identitetskrise, som du kalder det, så det kan være, at det ville være rart for dig, at snakke med nogen om det. Måske vil en psykolog være god at snakke med. Psykologen har med stor sandsynlighed snakket med andre, som heller ikke har kendt en af sine forældre, og med psykologen kan du snakke om hvad som helst uden at være bange for at skuffe eller gøre nogen vrede eller kede af det. Det kan også være, at psykologen kender til nogle forums eller grupper, hvor du kan snakke med andre, som også ved hvordan det er ikke at kende sin far eller mor og dermed de tanker, som kan følge med netop dette. Hvis du har brug for hjælp til at komme i kontakt med en psykolog kan du spørge om hjælp hos din mor, din lærer, din læge eller sundhedsplejersken på din skole.

Jeg håber, at du har mod på at følge nogle af mine råd. Jeg kan fornemme, at du er en stærk person, du er nemlig bevidst om hvordan du har det, og du handler på det – for eksempel ved at skrive til os her på BørneTelefonen. Jeg håber, at du vil bruge noget af den styrke til at følge nogle af mine råd. Jeg er sikker på, at der nok skal være nogen, som gerne vil lytte til dig og hjælpe dig.

Kærlig hilsen BørneTelefonen
 

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

sådan taler du med en voksen om det der er svært

Det kan være svært at vide, hvordan man skal starte snakken?

Måske du bekymrer dig om, at de bliver sure? Det kan være du er bange, eller føler du dig misforstået?

Vi har her samlet nogle gode råd til, hvordan du kan tale med en voksen.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat