Jeg tror min mor elsker mig, men også hader mig

Kære du,

Tak for dit brev. Hvor er du bare god til at sætte ord på dit forhold til din mor. Du lyder som om, at du er god til at mærke dig selv og til at tænke over det, du oplever. Det er en rigtig god evne at have.

Jeg kan godt forstå, at du synes det er en svær situation at stå i, og at du kan blive i tvivl om, hvad du kan gøre for at ændre den... Det lyder som om, du allerede har prøvet både at tale stille og højt til din mor uden held, og at du også er god til at forsøge at få samtalen tilbage igen, hvis din mor skifter emne... og ikke mindst så kan du se, at du har prøvet forskellige måder at få den støtte du mangler, er det rigtigt forstået?

Jeg kan godt se, at det vil være rart med noget støtte i forhold til dine tanker omkring jeres eventuelle flytning og ny skole. Måske har du ret i, at det kan være forvirrende, hvis du indvier dine venner i det, og det så alligevel ikke bliver til noget... Omvendt kan dine venner måske være en kæmpe god støtte, og det kan måske samtidig være en lettelse for dig at kunne dele det med nogen? Måske er det værd at overveje at tale med en af dine rigtig gode venner om det?

Jeg tænker lidt på, om der er en særlig grund til, at du søger din mor for at få den støtte, eller kunne du måske få den fra din far i stedet for, hvis din mor af en eller anden årsag ikke har det samme overskud som hun plejer lige nu? Du siger selv, at du ikke ved, hvem hun er længere – måske går hun og bekymrer sig over noget, eller noget andet gør, at hun ikke er helt sig selv? Kunne det være en idé at fortælle din mor - måske i et brev hvis du ikke oplever, at hun helt hører hvad du siger i øjeblikket – at du synes, hun har forandret sig lidt, og at du savner, at hun har tid til at tale med dig og lytte til de ting, du synes er svære? Nogle gange kan det gøre et større indtryk på en person, hvis man skriver til dem i stedet for at sige det. I kunne måske så bagefter sætte jer ned og tale om det, du har skrevet til hende?

Du fortæller, at du på den ene side ikke er i tvivl om, at din mor elsker dig – men samtidig gør hun dig så ondt... Det kan virke rigtig mærkeligt, men nogle gange er det de mennesker, som vi elsker allerhøjest, som kan gøre os allermest ondt. Måske er det fordi vi har så store følelser til dem, at det betyder rigtig meget, hvis de siger eller gør noget, som gør os kede af det?

Mange børn giver udtryk for at have perioder, hvor de har det svært med deres mor eller far, og hvor de bliver i tvivl om forældrenes følelser til dem... Det gør det selvfølgelig ikke nemmere at være dig, men mere for at fortælle dig, at det måske er en helt normal udvikling i dit og din mors forhold, som kan være med til at styrke jeres forhold. Måske endnu mere hvis I kan finde en måde at tale om det på sammen. Kunne det være en idé at skrive et brev til din mor, hvor du fik sagt alle de tanker, du har omkring hvordan I taler sammen og om hendes måde at kritisere dig på og alle de andre tanker og følelser, der lige nu frustrerer dig? Måske kunne du til sidst i brevet skrive til din mor, at du gerne vil tale med hende om det, du har skrevet, så I forhåbentlig snart kan finde en god måde at tale sammen på igen, fordi du savner at kunne tale med hende..? Selvom det måske burde være den voksne, som tager initiativ til at ændre nogle ting, så kan voksne nogle gange have brug for, at børnene eller de unge fortæller dem, at det er tid til at ændre nogle ting.

Jeg håber, at du kan få lidt inspiration ud af mit svar, og ellers er du selvfølgelig altid velkommen til at ringe til BørneTelefonen 116 111.

De bedste tanker fra

BørneBrevkassen