Brev

Jeg tror hun hader mig.

Kære BB.

Jeg har et problem jeg håber i kan hjælpe mig med. Jeg er en pige på 12 snart 13. Jeg tror min mor hader mig. Hun er altid virkelig sur på mig, skriger hvis jeg gør noget forkert og mener at jeg KUN TÆNKER PÅ MIG SELV. Jeg ser ikke denne opførsel overfor mine 2 andre søskende. Hun roser mine søskende (Især min lille søster) over hvor godt hun gør tingene. Det er ved at være noget tid siden hun sidst fortalte mig at hun elsker mig. En dag tog jeg en quiz på nettet hvor man kunne se hvor god en datter man var (Ja, man kan jo ikke altid regne med internettet med resultatet sårede mig) og jeg blev under middel. Altså jeg er ikke en god datter ifølge internettet.. Og jeg prøver desperat at være god, og give hende respekt og jeg håber bare at hun elsker mig!!!!!

Hvad skal jeg gøre? Snakke med hende? Sige det til min far? Jeg er virkelig ked af det.

Pige, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

 Kære pige på 12 snart 13 år

Tak for dit brev, hvor er det godt, at du skriver til os for at bede om råd. Det er aldrig rart, at gå og være ked af det og føle at man ikke er god nok. Jeg er dog sikker på, at din mor elsker dig også selvom hun ikke er så god til at vise det. Jeg synes, at du allerede selv er kommet med nogen rigtig gode forslag til, hvad du kan gøre. Har du nogen sinde før fortalt din mor om hvordan du har det og hvis ikke, hvordan tror du så, at hun ville reagere? Nogen gange er voksne ikke altid så kloge, som de burde være og måske er det ikke helt gået op for din mor, at hun faktisk opfører sig anderledes overfor dig? Jeg synes i hvert fald, at du skal snakke med enten din far eller mor om det, eller dem begge.

Jeg tænker måske også lidt det handler om at du snart er ved at blive teenager? I din alder begynder man at udvikles fra barn til ung, man begynder at have flere holdninger til hvad man synes er rigtigt og forkert. Mange teenagere oplever flere skænderier med deres mor/forældre og da der samtidig sker en masse i kroppen, blandt andet hormonelt, kan man nogle dage føle sig glad og andre dage sur og trist, mon du kan genkende nogle af disse ting? Det er helt naturligt, men kan også gøre at man føler forholdet til fx ens mor forandres. Trods det, er det vigtigt at man føler sig elsket og holdt af, derfor er det vigtigt din mor får at vide, hvordan du har det og at du savner hende og hendes kærlighed.

Hvis du synes det er svært at tage hul på snakken, ved jeg fra andre børn og unge, at det kan være hjælpsomt at vise det brev du har skrevet til os og mit svar, vil det mon være en mulighed? Jeg tænker du og din mor skal have en god snak og så kan I måske aftale I af og til gør nogle ting, bare dig og hende, så I kan komme lidt tættere på hinanden igen. Det kan være en cafetur, shoppetur, eller måske en gåtur i foråret? Og du kan også med din mor og far tale om I hele familien kunne lave nogle hyggelige ting, såsom spille spil eller se en film sammen i sofaen. Dine forældre skal måske også lige vænne sig til at de nu er ved at have en teenager i familien. En ung og skøn pige, med egne meninger, som gerne vil lyttes til og have indflydelse på beslutninger, men også af og til bare har brug for stadig at være den lille pige, som bliver holdt om og får at vide hun er højt elsket.

Dine forældre er heldige at have så dejlig en datter som dig, du viser i dit brev hvor højt du elsker dem og savner dem. Det skal de have at vide, så de kan være der for dig, det har man brug for, også selvom man snart er teenager.

Jeg ved ikke hvad det er for en test, som du har taget på internettet men jeg kan sige, at mange af de test der er på nettet ikke nødvendigvis fortæller sandheden. Jeg synes, at det vigtigste er, at du selv føler, at du gør dig umage for at være en god datter og respekterer din mor - jeg synes i hvert fald, at det lyder som om, at du gør en god indsats for at være en god datter. Nogen gange når folk ikke behandler en så godt, så kan det godt smitte af på hvordan man ser sig selv og hen af vejen begynder man at tro mere og mere på, at det er sådan man er. Måske er det det der er sket for dig? Din mor skælder dig altid ud og langsomt begynder du at tænke, at det er fordi du ikke er en god datter - har du mon tænkt over det?

Hvordan med din far, er han sød mod dig? Det er rigtig vigtigt, at forældre behandler deres børn ordentligt og sådan som du beskriver din situation, kunne det godt lyde som om, at i har brug for en snak i din familie om det at skændes og skælde ud og gøre forskel. Hvis du synes, at det er svært, at få din familie til at forstå dig, kan du også snakke med en anden voksen om det f.eks. en lærer, pædagog, venindes mor eller en anden voksen som du kender godt. Måske kan de så hjælpe dig med at snakke med din famlie, så du ikke skal være helt alene om det?

Du er også meget velkommen til at skrive eller ringe til BørneTelefonen på 116111 eller logge på chatten på vores hjemmeside. Her sidder en masse søde rådgivere, som gerne vil lytte, snakke og give gode råd. 

Ønsker dig alt det bedste

Kærlige hilsner fra BørneTelefonen

 

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

sådan taler du med en voksen om det der er svært

Det kan være svært at vide, hvordan man skal starte snakken?

Måske du bekymrer dig om, at de bliver sure? Det kan være du er bange, eller føler du dig misforstået?

Vi har her samlet nogle gode råd til, hvordan du kan tale med en voksen.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat