Hej 13 årig pige
Jeg kan godt forstå, at du er bange og har mange spørgsmål, som du har brug for at få svar på.
For det første vil jeg sige, at det er meget usandsynligt, at man mærker kvalme og opkast få timer efter, man er blevet gravid. Jeg tror derfor ikke, at det er pga. graviditet, at du har kastet op og har hovedpine. Måske er du bare blevet syg?
Det andet jeg vil sige er, at du ikke skal være bange for, at din kæreste kommer i fængsel. Når I begge er under 15 år, må I gerne have sex med hinanden. Men er man over 15 år, må man ikke have sex med en under 15 år. Loven er lavet sådan for at beskytte børn/unge mod sex med voksne.
Du har ret i, at du godt kan være blevet gravid. Og det skal du selvfølgelig have fundet ud af, om du er. Du kan derfor tage en graviditetstest. Den kan du købe på apoteket eller i supermarkedet. Læs grundigt på vejledningen, så du tager den rigtigt.
Du kan også lave en aftale med din læge, hvor du også kan få lavet en test. Måske du skal overveje at tage din kæreste med op til lægen, så du ikke står alene med det? Så er I også flere ører til at lytte og to til, at huske hvad lægen fortæller.
Aftalen med lægen kan du godt lave uden, at dine forældre behøver at vide det. Men din læge kan vælge at fortælle dine forældre, at du har været der. For er du gravid, er det vigtigt, at du får hjælp fra nogle voksne.
Derfor vil jeg også råde dig til at tale med dine forældre. Hvis du er gravid, vil de jo alligevel finde ud af det på et tidspunkt. Så du kan nok lige så godt sige det med det samme, så de kan hjælpe jer.
Selvom du er nervøs for, hvad de vil sige og gøre, så tænk på, at de fleste forældre vil deres børn det bedste. De vil derfor sikkert gøre, hvad de kan for at hjælpe jer. Måske kan din kæreste hjælpe med at sige det?
At blive mor som 14 årig kan være en stor udfordring. Det er en vigtig beslutning, du skal træffe. Der vil derfor være mange overvejelser, som du skal tale igennem med voksne som kender dig, og som vil kunne støtte dig uanset hvad, du vælger.
Jeg ønsker det bedste for dig, og håber, at du får nogle gode snakke med dine forældre.
De bedste hilsner fra børnetelefonen