Kære pige på 15 år.
Gad vide, hvad din far og din farfar ville tænke, hvis de vidste hvilken omsorg, du føler i forhold til din farfar. Og hvilken betydning din farmor har haft for dig!? Mit bedste gæt er, at de ville blive meget glade og rørte! Og, måske også stolte af at have dig i familien, fordi du tør sige, hvad du ser, og hvad du tænker!
Det er helt naturligt at føle sorg, når man mister en person, der har stor betydning for en.
Din farmor er her ikke mere - men hun vil altid være i din erindring. Og disse minder kan du hente frem og tale om med nogen, der også har kendt hende. På den måde kan hun leve videre.
Hvad tror du din far og farfar vil sige, hvis du fortælle dem, at du savner din farmor. Måske kan det hjælpe jer alle til at tale om savnet – og til at mindes hende sammen?
Med hensyn til at tage afsked, har jeg hørt et godt råd om, at man kan skrive breve til den, man har mistet. Heri kan man skrive, hvad man gerne ville have sagt, hvis man havde haft muligheden for det.
Måske ville det virke for dig at skrive et brev til din farmor? Du kan af gode grunde ikke sende det - men du kan gemme det og tage det frem, når du har brug for det. Og måske endda tilføje mere, du kunne få lyst til at sige til hende.
På den måde kommer ordene ud af dit sind og bliver tydelige for dig på papiret. Og det kan hjælpe dig med at have din farmor i din erindring på en god måde.
Med hensyn til dit savn efter "de gode gamle dage", tænker jeg, at der for hver gang, du, din far og farfar taler sammen eller mødes, skabes nye "gode gamle dage".
Derfor kunne du tale med din far om, at I ses noget oftere. Både du og han men også med din farfar.
Du kan måske også besøge din farfar uden at din far nødvendigvis tager med dig? Du kan måske også ringe til ham eller skrive til ham?
Jeg foreslår, at du taler med din mor om dine tanker, som du beskriver i brevet hér. Jeg tænker, hun holder af dig og vil gøre, hvad hun kan, for at du kan have det godt. Derfor kan hun hjælpe dig med,
hvordan du bedst kan holde kontakten med din far, og hvordan du kan fortsætte med at se din farfar.
Du kan overveje at vise din mor dit brev og mit svar tilbage til dig, så er I ligesom i gang med at tale sammen.
Du er også velkommen til at ringe til os på Børnetelefonen. Der sidder voksne, som er parate til at lytte til dig og tale med dig om, hvad du kan gøre.
Jeg ønsker dig held og lykke! Mange hilsner fra BørneTelefonen.