Brev

Jeg må væk

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 13 år

Tak for dit brev. Det er rigtig godt, at du skriver til brevkassen for at få hjælp, for det der foregår hjemme hos dig, er slet ikke i orden. Jeg kan godt forstå, at det påvirker dig og din søster meget. Jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe jer, så I kan få det bedre.

Først og fremmest vil jeg sige til dig, at det er forbudt for voksne at slå børn, og det er uanset om det kun er sket to gange. Det er to gange for meget. Det er heller ikke i orden, at din mor ikke gør noget ved det, når hun ved, at det foregår. Det er ikke dit ansvar, at snakke med din far om det – men det selvfølgelig super flot, at du har gjort det alligevel!

Lige sådan er det heller ikke i orden, at din far har skubbet dig ned fra din seng, og at din mor, kaster din lillebror ind på en stol til dig, fordi hun ikke orker ham. Hun er den voksne, og har ansvaret for alle sine børn, uanset om hun orker det eller ej. Du er også et barn, og det er ikke i orden, at din mor på den måde siger til dig, at du skal passe din lillebror, så hun kan sove i fred. Igen synes jeg, det er rigtig sejt, at du har sagt til din mor, at du blev chokeret over, at hun gjorde det. Det viser, at du prøver at sige fra overfor dine forældre, og at du forsøger at ændre på det, du ikke synes er ok. Det er virkelig flot!

Jeg kan godt forstå, at det der sker derhjemme påvirker dig i skolen. Det er helt naturligt, at børn, der ikke trives derhjemme, også har svært ved rigtig at fungere i skolen. Mange børn der er i sådan en situation, kan ikke lade være med at tænke på det hele tiden, og spekulere på, hvad de skal gøre ved det. Kan du mon genkende det?

Jeg bliver rigtig bekymret når du skriver, at dig og din søster begge har prøvet at begå selvmord. Jeg tænker, at I har brug for at få hjælp hurtigst muligt. Ingen børn skal have det så dårligt derhjemme, at de tænker på, at tage livet af sig. Det må ikke ske.

Når jeg læser dit brev, bliver jeg rigtig glad for at høre, at dig og din søster har hinanden, og at I har snakket hinanden fra tanken om selvmord. Det lyder til, at I har et rigtig tæt forhold, og jeg tænker, at det er rigtig godt, at I har hinanden at støtte jer til. Jeg tænker på, om der mon er andre der ved, hvordan I har det derhjemme? Ved jeres lærere eller jeres øvrige familie (bedsteforældre, tanter og onkler) noget om det? Jeg tænker, at det er rigtig vigtigt, at der er nogen voksne, som hjælper dig og dine søskende. En mulighed er, at I kan fortælle en voksen, som I har tillid til, hvad der sker hjemme hos jer. Det kan fx være en sød lærer, en i jeres familie eller måske en venindes mor. Den voksne har pligt til at underrette kommunen om det. Kommunen skal så gøre noget ved det, så I får det bedre. Jeg kan godt forstå, at I gerne vil væk hjemmefra, men jeg kan ikke love dig, at det er dét, der kommer til at ske. Det kan også være, at dine forældre får tilbudt noget hjælp eller måske skal gå til nogle samtaler, så I kan få det bedre derhjemme.

Hvis du synes, det er svært at sige til den voksne, hvad der foregår hjemme hos jer, kan du måske vise ham/hende det brev, du har skrevet til brevkassen, og mit svar til dig. I brevet beskriver du rigtig godt, hvad der foregår, og hvordan I har det. Det kan også være, at dig og din søster sammen kan fortælle det til en voksen? Nogen gange kan det være lettere at sige noget svært, hvis man er to om det. Hvordan tror du, det ville være?
 

En anden mulighed er, at du kan ringe eller sms’e til BørneTelefonen på 116 111. Du kan også logge ind på chatten. Her kan du fortælle en rådgiver, at du har skrevet til brevkassen, og har brug for hjælp. Hvis du fortæller rådgiveren dit navn, kan han/hun sørge for, at du bliver ringet op den næste hverdag, af en af vores bisiddere. Den der ringer til dig, vil hjælpe dig, med at underrette den kommunen du bor i om, at dig og dine søskende ikke har det godt derhjemme, så kommunen kan hjælpe jer. 

BørneTelefonen kan også skrive en underretning til kommunen for dig, hvis du ringer, sms'er 116111 eller chatter med os. Hvis du er i tvivl om noget, eller har spørgsmål, er du selvfølgelig også altid velkommen til at ringe eller skrive. Og du vælger selv, om du vil sige dit navn, og om BørneTelefonen skal hjælpe dig med at underrette kommunen. Du er selvfølgelig også meget velkommen til bare at få en snak, hvis du har brug for det.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar og mine forslag til, hvordan dig og dine søskende kan få hjælp. Det er SÅ godt, at du har skrevet til Brevkassen. Det er første skridt til at få hjælp, så I kan få det godt.

Jeg ønsker dig al held og lykke.

Mange knus og kærlige hilsner fra BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat