Brev

Jeg må ingenting

Kære BB

Jeg er en pige på 12,5 år. Jeg har ikke en dansk far.

Min far bliver altid sur over ingenting. Jeg må ikke gå til sport eller være sammen med dem fra min klasse efter skole.

Min far er muslim, og jeg har aldrig spurgt, men jeg tror at han aldrig vil lade mig konvertere til jødedom, kristendom, buddhisme, osv…. Han vil ikke engang lære mig hvordan man beder. Jeg har aldrig spurgt om han vil lære mig det, men jeg er bange for at han bliver sur. Og mon ikke om han bliver sur, hvis jeg fortalte ham, at jeg gerne vil læse koran…? Jeg har en koran, men jeg kan ikke så godt læse i den (det er ikke fordi den står på arabisk, den er jo på dansk).

Min far tvinger mig ikke til at tage tørklæde på (hvilket jeg er glad for), men han vil kun lade mig gå med bukser som der er så slappe at de hænger. Han siger at jeg ikke er ligesom dem der går med stramme bukser, og at de er billige. Det er super irriterende at høre på.

Han er vildt overbeskyttende. Han får min mor til at hente mig til og fra skole. Han tror at hun følger mig helt hen i klassen, men hun følger mig kun hen til foran skolen. Jeg må ikke gå med make up eller neglelak. Heller ikke shorts! Jeg må ikke have Facebook, snapchat, instagram, osv…. (jeg har snapchat og instagram, han ved det bare ikke. Jeg lægger aldrig billeder op af migselv). Jeg må heller ikke spille helt normale spil på mobilen eller se youtube. Jeg må heller ikke have andre på skype end ham, eller have andre fra min klasses mobilnumre i mine kontakter.

Han siger at jeg skal læse hele tiden. Kun engelsk, tysk, dansk og matematik. Og næsten kun matematik! Han siger endda hvilke uddannelser jeg må vælge imellem. Det er jo sygt! Der er kun to, som jeg må vælge imellem. Han bliver altid sur når jeg har fejl. Især i matematik. Engang havde jeg en fejl ud af halvtreds i matematik, og han blev rasende. Så bagefter fik vi en tysk test, og jeg havde nul fejl. Så blev han endelig glad. Så spurgte jeg ham bare for sjov: “Hvad nu hvis jeg havde haft 10 fejl??” Og så blev han sur! Bare fordi jeg spurgte om hvad der ville være sket.

Han slår mig ikke, men nogle gange er jeg bange for at han vil.

Han tvinger mig også til enten at løbe eller lave gymnastik (derhjemme). Jeg må ikke gå til det andre steder. Der er vildt underligt og han får mig til at føle mig tyk, selvom jeg nok ikke er det.

Dem fra min klasse må meget mere end mig. Det er SÅ snyd. Der er en masse af dem, som må have kærester og må gå med stramt tøj og må gå alene med en veninde i byen. Der er så unfair. Jeg må ikke engang tale med drenge (jeg gør det alligevel). Min far skal altid godkende det, når jeg får nyt tøj. Jeg hader det!!

Jeg må ingenting. Ikke engang tage bussen alene. Heller ikke tegne. Han siger at jeg bare skal læse med det samme, når jeg kommer hjem, til når jeg skal sove. Engang fik han mig til at læse til klokken 22.10! Forfærdeligt! Og det værste er weekenderne. Jeg forsøger altid at stå op før ham, eller langt efter. Engang spurgte han min mor, hvorfor jeg først stod op klokken 12.00 og klokken 13.00.

Dem fra min klasse klager over, at deres forældre tvinger dem tol at læse 20 minutter eller en halv time, NÆSTEN hver dag! De må sgu alt muligt.

Jeg spurgte engang min mor om ikke de godt kunne blive skilt, men det vil hun ikke! Det er så irriterende. Jeg vil så gerne have ham væk! Han er så irriterende. Han siger altid at det er min egen skyld. Jeg tror ikke engang at jeg må høre musik?? Jeg må heller ikke se film som: “Mean girls”. Jeg må ikke engang plukke mine øjenbryn, og jeg har mega meget monobryn.

Vil I ikke godt hjælpe mig? Jeg kan snart ikke holde det ud mere. Jeg har truet mig selv med at klippe mit hår af, eller dolke mig selv i armen (bare en lige smule).

Det hjælper ikke at tale med ham om det! Han bliver bare sur. Jeg kan heller ikke prøve mig frem, med f.eks. at starte med at må gå til sport.

Jeg overvejer at stikke af, men jeg kommer helt sikkert til at fortryde det. Jeg hader det.

Jeg har også en dagbog, men bliver nødt til at holde det hemmeligt. Ellers vil han bare rive låsen af, og blive rigtig sur over at jeg har den. Jeg får heller ikke lommepenge. Jeg får næsten aldrig nyt tøj. Nærmest kun i ferierne og til jul, og når jeg vokser ud af det, eller hvis der kommer hul i tøjet.

Vil I ikke nok hjælpe mig!? Skal jeg stikke af? Klippe mit hår af og stikke mig selv i armen, som protest??

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 12,5 år,

Vi vil rigtig gerne hjælpe dig – for det er klart, at du har brug for hjælp og snart ikke kan holde det ud mere. For det er meget voldsomt, sådan som din far styrer dig. Derfor kan jeg også godt forstå, at du kan få den tanke, om du skal stikke af. Men - som du selv så klogt skriver - er det ikke en god løsning.

Jeg er sikker på, at din far gør alt det her, fordi han tror, at det er det bedste for dig. Det er hans måde at passe på dig. Det er nok også den måde, han selv er opdraget på som muslim. Men det er ikke en måde, der passer med det liv, du lever i Danmark. Og det skal din far have hjælp til at forstå.

Din far må nemlig slet ikke behandle dig, sådan som han gør. Det er ulovligt. Din far og mor skal passe på dig, så du trives – og det gør du ikke lige nu, hvor du bliver tvunget til at læse så meget. Og ikke har frihed til at vælge tøj, venner og være som andre unge. Samtidig truer han dig – og selv om han ikke slår, så skriver du, at du er bange for, om han kunne finde på det. Sådan skal du ikke have det. 

Du har selv være så sej, at du har forsøgt at snakke med din far. Desværre har han ikke været parat til at lytte og forstå dig. Derfor tænker jeg, at du skal have hjælp fra en voksen.

Kender du en fra familien – eller en god vens mor eller far, du vil kunne tale med? Det vil også være en rigtig god ide, hvis du kunne tale med din lærer på skolen. Din lærer har nemlig pligt til at hjælpe dig, når ikke du har det godt derhjemme.

Du kan også få hjælp af os her fra BørneTelefonen. Vi har noget, der hedder bisidder – det er en voksen, der kan hjælpe dig med at tale med kommunen. Din kommune vil nemlig kunne hjælpe både dig og din far, så I kan få det bedre sammen derhjemme. Det kan de gøre ved fx at tale med jer begge to – og sammen med jer, finde nogle regler for dig derhjemme, der ikke er så strenge. 

Der findes også en hjemmeside, som jeg tror, du vil have glæde af at kigge på:http://www.etniskung.dk Her kan du læse om andre unge med lignende problemer. Og du kan læse om, hvordan du kan få anonym rådgivning af folk, der er vant til at rådgive etniske unge som dig. Der er både en brevkasse og en telefonrådgivning, og begge dele kan du måske have glæde af.

Jeg håber, du holder fast i dit mod til at få hjælp. Du har i dit brev så fint beskrevet, hvad der sker, og hvad det gør ved dig. Du kan derfor vise dit brev til den voksne, du vælger at tale med. Så vil han eller hun forstå, at du skal have hjælp. 

De bedste hilsner BørneTelefonen

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

sådan taler du med en voksen om det der er svært

Det kan være svært at vide, hvordan man skal starte snakken?

Måske du bekymrer dig om, at de bliver sure? Det kan være du er bange, eller føler du dig misforstået?

Vi har her samlet nogle gode råd til, hvordan du kan tale med en voksen.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat