Jeg må ingenting

Kære BB

Jeg er en pige på 12,5 år. Jeg har ikke en dansk far.

Min far bliver altid sur over ingenting. Jeg må ikke gå til sport eller være sammen med dem fra min klasse efter skole.

Min far er muslim, og jeg har aldrig spurgt, men jeg tror at han aldrig vil lade mig konvertere til jødedom, kristendom, buddhisme, osv…. Han vil ikke engang lære mig hvordan man beder. Jeg har aldrig spurgt om han vil lære mig det, men jeg er bange for at han bliver sur. Og mon ikke om han bliver sur, hvis jeg fortalte ham, at jeg gerne vil læse koran…? Jeg har en koran, men jeg kan ikke så godt læse i den (det er ikke fordi den står på arabisk, den er jo på dansk).

Min far tvinger mig ikke til at tage tørklæde på (hvilket jeg er glad for), men han vil kun lade mig gå med bukser som der er så slappe at de hænger. Han siger at jeg ikke er ligesom dem der går med stramme bukser, og at de er billige. Det er super irriterende at høre på.

Han er vildt overbeskyttende. Han får min mor til at hente mig til og fra skole. Han tror at hun følger mig helt hen i klassen, men hun følger mig kun hen til foran skolen. Jeg må ikke gå med make up eller neglelak. Heller ikke shorts! Jeg må ikke have Facebook, snapchat, instagram, osv…. (jeg har snapchat og instagram, han ved det bare ikke. Jeg lægger aldrig billeder op af migselv). Jeg må heller ikke spille helt normale spil på mobilen eller se youtube. Jeg må heller ikke have andre på skype end ham, eller have andre fra min klasses mobilnumre i mine kontakter.

Han siger at jeg skal læse hele tiden. Kun engelsk, tysk, dansk og matematik. Og næsten kun matematik! Han siger endda hvilke uddannelser jeg må vælge imellem. Det er jo sygt! Der er kun to, som jeg må vælge imellem. Han bliver altid sur når jeg har fejl. Især i matematik. Engang havde jeg en fejl ud af halvtreds i matematik, og han blev rasende. Så bagefter fik vi en tysk test, og jeg havde nul fejl. Så blev han endelig glad. Så spurgte jeg ham bare for sjov: “Hvad nu hvis jeg havde haft 10 fejl??” Og så blev han sur! Bare fordi jeg spurgte om hvad der ville være sket.

Han slår mig ikke, men nogle gange er jeg bange for at han vil.

Han tvinger mig også til enten at løbe eller lave gymnastik (derhjemme). Jeg må ikke gå til det andre steder. Der er vildt underligt og han får mig til at føle mig tyk, selvom jeg nok ikke er det.

Dem fra min klasse må meget mere end mig. Det er SÅ snyd. Der er en masse af dem, som må have kærester og må gå med stramt tøj og må gå alene med en veninde i byen. Der er så unfair. Jeg må ikke engang tale med drenge (jeg gør det alligevel). Min far skal altid godkende det, når jeg får nyt tøj. Jeg hader det!!

Jeg må ingenting. Ikke engang tage bussen alene. Heller ikke tegne. Han siger at jeg bare skal læse med det samme, når jeg kommer hjem, til når jeg skal sove. Engang fik han mig til at læse til klokken 22.10! Forfærdeligt! Og det værste er weekenderne. Jeg forsøger altid at stå op før ham, eller langt efter. Engang spurgte han min mor, hvorfor jeg først stod op klokken 12.00 og klokken 13.00.

Dem fra min klasse klager over, at deres forældre tvinger dem tol at læse 20 minutter eller en halv time, NÆSTEN hver dag! De må sgu alt muligt.

Jeg spurgte engang min mor om ikke de godt kunne blive skilt, men det vil hun ikke! Det er så irriterende. Jeg vil så gerne have ham væk! Han er så irriterende. Han siger altid at det er min egen skyld. Jeg tror ikke engang at jeg må høre musik?? Jeg må heller ikke se film som: “Mean girls”. Jeg må ikke engang plukke mine øjenbryn, og jeg har mega meget monobryn.

Vil I ikke godt hjælpe mig? Jeg kan snart ikke holde det ud mere. Jeg har truet mig selv med at klippe mit hår af, eller dolke mig selv i armen (bare en lige smule).

Det hjælper ikke at tale med ham om det! Han bliver bare sur. Jeg kan heller ikke prøve mig frem, med f.eks. at starte med at må gå til sport.

Jeg overvejer at stikke af, men jeg kommer helt sikkert til at fortryde det. Jeg hader det.

Jeg har også en dagbog, men bliver nødt til at holde det hemmeligt. Ellers vil han bare rive låsen af, og blive rigtig sur over at jeg har den. Jeg får heller ikke lommepenge. Jeg får næsten aldrig nyt tøj. Nærmest kun i ferierne og til jul, og når jeg vokser ud af det, eller hvis der kommer hul i tøjet.

Vil I ikke nok hjælpe mig!? Skal jeg stikke af? Klippe mit hår af og stikke mig selv i armen, som protest??