Kære pige på 12 år Hvor er jeg glad for, at du skriver et brev til os, for jeg kan læse, at du har mange tunge ting at tumle med i dit liv. Jeg vil gøre, hvad jeg kan for at prøve at give dig et svar, som jeg håber, at du kan bruge til noget. Det kan være svært at overskue en verden fyldt med så mange forskellige udfordringer, som du beskriver. Men nogle gange bliver det lettere at overskue, hvad man skal tage fat i først, hvis man mærker efter, hvad der er det vigtigste her og nu – jeg prøver ikke at sige, at alle udfordringerne ikke er vigtige, men at fokusere på en ting ad gangen er mere overskueligt. Prøv at forestille dig, din papfars skæld ud står på en række ved siden af din generthed og din lyst til at løbe hjemmefra og dér ved siden af igen står depressionen og insomniaen og stress. Kan du se dem stå på en række ved siden af hinanden... Godt, så stil dig hen forenden af rækken – så kan du se en ad gangen og så skal du fokusere på netop en ting ad gangen. Måske vil det være en ide at skrive det ned, som du tænke vil hjælpe dig med problemet. Og herefter vælge det som er vigtigst for dig at tage fat i. Mon det giver mening? Jeg tænker på, at det først og fremmest kunne hjælpe dig at få lidt overskuelighed i din verden. Du fortæller at du har lyst, men ikke kan få dig selv til at løbe hjemmefra. Hvad er det der holder dig tilbage? Jeg tænker om det er nogle tanker og følelser, som du kan bruge til at løse de ærgerlige skæld ud situationer med din papfar? Du gætter på, at han ikke forstår dig og det er måske et meget godt bud, men kunne du måske tale med ham om det? At selvom han måske ikke altid forstår dig, så betyder det ikke at man nødvendigvis skal skælde ud. Så er det bedre at være ærlig og sige, 'jeg forstår det ikke - men jeg prøver' i stedet for at skælde ud. Så bliver det nok lettere at fortælle om det, hvis der en som lytter og ikke skælder ud. Mon din mor kan hjælpe dig med at fortælle det til ham - helt stille og roligt? Når det så er sagt, så synes jeg der er noget dejligt i, at du har en skøn kæreste, som er værd at løbe hen til. Det er da fantastisk. Jeg er ikke sikker på, at jeg synes det er en løsning ligefrem at stikke af hjem til ham, men måske han kan hjælpe til med at være en slags stødpude mellem dig og din papfar, så du kan være hos ham nogle dage og få lidt fred og energi til at håndtere din papfar? Jeg kommer også til at tænke på, om din mor ved noget om, hvordan du har det med din papfar? Måske hun kan hjælpe og er god at tale med? Eller måske en helt anden voksen, kunne være rar at tale med om det hele? At det kan være svært for dig, at have med din papfar at gøre, kunne det have noget med det at være genert at gøre. Det, at det er svært at kigge andre mennesker i øjnene? Jeg bliver nysgerrig på, hvorfor genertheden manglende øjenkontakt er kommet til at fylde så meget i dig? Kan du huske hvornår det startede? Kan du huske om der skete noget bestemt i din verden? Jeg spørger til det, fordi det at finde årsagen til problemet, kan måske være med til at finde en løsning. Er der situationer, hvor genertheden ikke fylder helt som meget som andre gange? Måske det også kan vise vejen for, hvad du måske kunne øve dig mere i? Måske kan du øve øjenkontakt med din kæreste..stille og roligt? Og igen, så vil jeg spørge ind til, om der mon er en voksen omkring dig, som du kunne tale alt det her igennem med? Det at, få hjælp til at sige det svære højt, er tit en stor hjælp. Det kan være meget svært at tale om det svære og måske du til en start kunne vise dit fine brev frem? Det kan være en sød lærer på din skole, så din lærere bedre kan forstå, hvordan du har det og hjælpe dig, når der er brug for det... Dette blev et meget langt svar, men jeg håber virkelig, at det rummer nogle tanker og ideer du kan bruge. Hvis du har brug for at tale mere, er du også meget velkommen til at logge på chatten, ringe eller sms’e til Børnetelefonen på 116111 og så vil der også dér være en voksen klar til at hjælpe dig. Pas på dig selv. Kærlig hilsen Børnetelefonen