Jeg kan ikke overskue det her mere

Hej

Jeg er en pige på 16 år. Det her er svært.
Min familie er ikke god synes jeg. Jeg har det virkelig svært med dem. Vi er ikke gode til at kommunikere. Jeg bor sammen med min storesøster, mor og far.

Jeg har en ældre storebror som er flyttet ud. Lige siden jeg kan jeg huske at mig og min søster har skændtes voldsomt. Vi har også kunne Nes om mange ting, plus det er kommet meget naturligt (fordi hun er min storesøster) at jeg har set op til hende. Hun er min mors ynglingsbarn. Udentvivl. Det kan godt være at min søster, far eller mor ikke kan se det, men det er meget tydeligt, for mig og andre.

Her på de sidste par år har der været mere slås med i vores skænderrier. Hun er større og stærkere end mig, så det er nok også mere mig det kan ses på.
Det her er så den svære del: Min mor og far er begyndt at tage hendes side i mange ting (det gjorte de i forvejen) og begynder nu også at “slås”. De slår mig ikke rigtig men de tager mig hårdt i armen og trækker mig op ad trapper eller smider mig mod gulvet. Hvis du vil have et billede er det lidt lige som måden Den Onde Stedmor behandler Askepot på i Askepot.

Vi skriger ad hindanden uden at forstå og slagene efterlader mærker. Nogle gange store mærker.
Jeg fik på et tidspunkt et blåøje fra min søster og fordi jeg synes det er pinligt fortalte jeg bare en løgnhistorie for folk som spurgte.

Jeg har fortalt det til resten af min familie, men det er lidt som om det er blevet en joke. “ÅÅhh nu var du uartig igen, hva?” agtigt. Eller også griner de bare lidt ad det og lader som om det ikke er sket.

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre omkring det. Jeg kan mærke at jeg ikke kan overskue al det her endnu engang. Det ender altid med at jeg sidder op på mit værelse og græder, mens jeg kan høre min søster (og nogle gange min mor) kalde mig noget grimt.

Du må ikke tro at det her sker uden nogle grund. Det er tit fordi at jeg starter med at flippe ud eller at min søster starter med at flippe ud og det næste bliver så det næste og såden går det til.

Jeg kan bare ikke overskue det. Jeg kan mærke alle mine kræfter forsvinde hvergang det er sket. Som om al livsglæden forsvinder.
Jeg holder meget af min familie, men det her ødelægger os altid.

Normalt plejer vi at ignorere det efter, men det kan jeg altså heler ikke længere.

Det sker ikke så ofte nu som før i tiden og jeg ved ikke rigtig hvad det var som holdte det lidt tilbage i den tid. Men det er sket nogle gange nu.
Mine forældre tager på arbejde og min søster på gymnasie, så det er heler ikke fordi at vi står og irritere hindanden hele dagen.

Men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har overvejet lidt om vi skal gå i terapi eller om jeg skal gå i terapi. Jeg ved heler ikke lige hvordan jeg kan få sagt den ide til dem.

Jeg ved heler ikke om det her overhoved er normalt. Hvis det er, og det håber jeg virkelig ikke det er, fordi det er overhoved ikke sjovt, så kan i måske sige det eller komme med nogle forslag om hvodan det kan stoppes.

Jeg ser det ikke som misbrug eller som noget andet inde for det. Jeg ser det bare som et familieproblem som ikke bliver kommunikeret og som et problem som man ikke ved hvordan man skal kommunikere.

Jeg tror ærligtalt at hele problemet er mig. Jeg har overvejet at flytte ud når jeg når til Gymnasiet – jeg går lige nu på efterskole. Altså med en veninde eller noget. Men det ved jeg ikke om kan løse noget. Det kan jo også godt være at jeg så mister forbindelsen til dem og det vil jeg ikke. For når vi ikke er sådan hygger vi os meget sammen og har det sjovt.

Jeg har en god familie – Det ved jeg inders inde. Eller i det mindeste håber jeg det.

Jeg håber at i/du kan hjælpe mig, for jeg har virkelig brug for hjælp.

Venlig Hilsen
En pige på 16 år