Kære pige på 17 år
Tak for dit brev. Hvor er det godt, at du skriver til brevkassen for at få hjælp, for jeg kan høre, at der er nogle ting hjemme hos dig, som er rigtig svære for tiden.
Jeg kan godt forstå, at det ikke er rart for dig, at der er sådan en stemning derhjemme. Det er ikke rart for nogen, og hårdt at være i. Jeg tænker, at det sikkert heller ikke er rart for din familie at være i. Det må også være meget ubehageligt for dig, at du føler, at din familie skammer sig over dig. Jeg tænker på, hvordan den følelse mon er opstået hos dig? Er det noget de har sagt til dig, eller tror du, at det er sådan de har det - eller handler det om stemningem derhjemme? Jeg tænker også på, om de mon har sagt til dig, at de ikke tror, at du vil blive til noget stort, eller om du tænker, at de tror det? Hvis man oplever at ens familie eller andre mennesker råber efter én og er sure, eller behandler en som en invalid, som du skriver, er det helt normalt, hvis man får tanker om, at de sikkert skammer sig over én og ikke tror, at man kan blive til noget. Man kan sige, at man ikke føler sig noget værd som menneske,, hvis man har den oplevelse, dvs. at ens selvværd kan blive mindre og man kan tvivle så meget på sig selv. Til sidst kan man også holde op med selv at tro på, at man kan blive til noget. Man kan tilmed blive depressiv eller ligefrem få lyst til at tage livet af sig. Jeg tror det er det, der kan være sket for dig? Måske tænker din familie ikke sådan om dig, men det er den følelse du får, når de råber, er sure og behandler dig som en invalid. Det er helt normalt, og der er mange andre unge, der har oplevet det samme som du oplever lige nu. Jeg kan godt forstå, at det er svært for dig at leve på den måde, og at du bare har lyst til at komme væk.
Inden du går videre med tanken om at tage væk tænker jeg, at det er rigtig vigtigt, at du får snakket med din familie om hvordan du har det. Måske ved de ikke hvor hårdt det er for dig. Hvis I får snakket om problematikkerner, og hvordan I hver især oplever dem, er der måske mulighed for, at I kan få løst dem, så der igen bliver rart at være derhjemme – og så behøver du ikke at tage væk. Jeg synes i hvert fald, at det er et forsøg værd. Det håber jeg også, at du synes.
Det kan være, at I har brug for en, der kan hjælpe jer i snakken, så I ikke kommer til at råbe af hinanden. I de fleste kommuner er der terapeuter eller psykologer, som er uddannet til at snakke med familier, som har det svært. Du kan evt. gå ind på kommunens hjemmeside, og se hvilke muligheder der er for at få hjælp. Det kan være gennem PPR (pædagogisk psykologisk rådgivninge) i din kommune eller børne- og familieafdelingen i kommunen. Hvad synes du mon om den idé?
Du skal selvfølgelig også have fortalt din familie, at du synes, I trænger til at få hjælp til at få snakket sammen, da du ikke har det godt derhjemme. Kan du mon snakke med din mor eller far om det? Så kan I måske sammen finde ud af, hvilke muligheder der er for at få hjælp, eller om det er noget I selv kan snakke om. Det kan også være, at der er en anden i din familie, fx dem du tænkte på at tage ned til, som kan hjælpe dig med at sige det til din mor og far, og måske også hjælpe jer med at få snakket sammen? Hvis du synes det er svært at få sagt, kan du også vise dem det brev du har skrevet til brevkassen og mit svar til dig. I brevet beskriver du, hvordan du har det derhjemme, på en rigtig god måde.
I forhold til dine tanker om at tage ned til din familie eller til din veninde på opholdsstedet, tænker jeg, at det ikke vil være en holdbar løsning. Din familie vil være nødt til at kontakte dine forældre, og fortælle dem, at du er der. Så længe du er under 18 år, er det jo dine forældre der har myndigheden over dig, og så kan du ikke selv bestemme, hvor du vil være. Du kan sikkert heller ikke være på det opholdssted, hvor din veninde er, da det kun er de unge der er indskrevet, der kan bo der, dvs. dem der har fået en plads der. Der vil pædagogerne også være nødt til at kontakte dine forældre, og sende dig hjem igen.
Alt i alt tænker jeg, at det vil være godt, hvis du får snakket med dine forældre om, at du gerne vil have løst de problematikker, du synes, der er derhjemme, så du, og din familie, kan få det godt igen. Hvis man tager væk, kan det nogle gange, gøre det hele værre. Og som du selv skriver, bliver du bare bragt hjem igen, og så er I alligevel nødt til at få snakket om det, der ikke fungerer imellem jer. Hvis det ikke lykkes at tale sammen på måder, der giver mere ro derhjemme, så er det også en mulighed at I kan tale om, at du gerne vil bo et andet sted. Sommetider kan det hjælpe at bo hver for sig, og være sammen når I har tid og overskud til hinanden. Du (og dine forældre) har altid mulighed for at snakke med en sagsbehandler i din kommune. Du har også selv ret og mulighed for at ringe til kommunen og bede om at snakke med din sagsbehandler (de skal nok bruge dit cpr.nr. for at vide, hvem din sagsbehandler er). Det er også muligt at vi hjælper dig med en bisidder, hvis du skal flytte hjemmefra og har brug for støtte til at finde ud af, hvordan det lader sig gøre. Jeg håber da, at det er muligt at I taler sammen i familien om hvordan i kan få det bedre sammen som familie
.
Til sidst vil jeg spørge dig, om du mon får hjælp til den depression, du har? Hvis du ikke gør det, synes jeg, at du skal kontakte din læge, og snakke med ham/hende om det. Lægen kan evt. henvise dig til en psykolog, så du kan få hjælp.
Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og at du snart får det godt derhjemme igen.
Mange kærlige hilsner
BørneTelefonen
