Jeg kan ikke holde det ud!!

Kære børnetelefon.

Jeg er begyndt at se hvor meget min mor ligner mig. Ikke de der gode særheder, nej hun minder mig om alle jeg kender på min alder. Lad mig sige det sådan, hun er ikke vokset fra at være teenager.

Nogle gange når jeg snakker med hende er hun mere barnlig end jeg er, og jeg har i det mindste en grund til at vær det, for jeg er trods alt kun 14.

Hvis vi skændtes/diskuterer føler jeg nogen gange at det er mig som er den voksne, og det er jo ikke sådan det skal være når hun er i midten af fyrrene.

Hun kan godt være meget ‘dominerende’ og minde lidt om mig som jeg var inden jeg begyndte at forstå at alle mennesker er forskellige.

Hun kan godt lide at fortælle mig hvis hun synes en person ifølge hende er grim eller lidt kraftigere end hende selv.

Det irritere mig at hun ikke bare kan være en ‘normal’ mor som ikke fortæller sit barn sådanne ting, for det er sku’ ikke det bedste at et barn er opvokset med at hvis folk fx ser sådan og sådan ud så er de grimme, bum basta.

Hun fortæller mig hvis hun har problemer, fx hvis hun har skændtes med sin kæreste kan hun godt lide at fortælle mig hvad der er sket og hvordan og hvorledes mens hun sidder og græder.

Jeg har fortalt hende at eftersom jeg er hendes barn er det forkert af hende at sidde og græde når jeg er tilstede, så hellere tag ud og snak med hendes veninder.

Når hun sidder og fortæller mig om hendes kæreste begynder hun at spørge ind til hvorfor jeg ikke kan lide ham,

jeg har svaret at jeg ikke kan lide ham fordi han har råbt ad mig uden nogen som helst grund, og at jeg ikke føler mig tryg når han er i nærheden, jeg er bange for at han en dag slår mig fordi han selv er opvokset med at slå der hvor han kommer fra (han kommer fra Portugal, og min mor er pære dansk).

Når jeg så har fortalt hende det begynder hun at sige ‘hvorfor må jeg ikke også have et lykkeligt liv, med en familie hvor alle er glade’ som hentydning til at det er min skyld at vi ikke er glade fordi jeg ikke gider have nogen som helst form for kontakt til hendes kæreste (det skal lige siges at mine to andre søskende heller ikke kan lide ham, og de er begge to over 18).

Hun er begyndt at tage der ud hver eftermiddag klokken 17 omkring, og kommer så først hjem klokken 22:30. Det har hun gjort den seneste måned hver dag, og jeg har været nød til at være her hjemme fordi jeg ikke kan gå hjem alene om aftenen da det er mørkt og jeg er mørkeræd.

Jeg bryder mig ikke specielt meget om at være her hjemme alene da jeg har en form for angst. Jeg tør simpelthen ikke være alene hjemme.

Jeg har fortalt min mor det flere gange, og om hun ikke godt vil tage hensyn til mig også, men så begynder hun at klage over at hun ikke kan få lov til at leve sit liv.

Når hun siger det sårer det mig faktisk fordi hun siger at hun ikke nyder at sidde her hjemme, og når hun sidder her hjemme er hun jo sammen med mig, men hun vil hellere være ude ved hendes kæreste end bare indimellem tænke over at hun har et barn med mørkeræd og som har angst.

Jeg har minede hende om at hun selv har valgt det her liv 1) hun har selv valgt at få et barn, endda tre 2) hun har selv valgt at blive skilt fra hendes og min fars lykkelige ægteskab, og istedet blive kæreste med en klam stodder fra Portugal (undskylder mit sprog).

Nogen gange behandler hun mig også som om jeg er ældre end jeg egentlig er!
 
Det bliver jeg sur over og konfrontere hende derfor med det, men gider hun lytte der? næh.

Hun siger tit at hun har brug for noget fritd

jeg har så spurgt hende om hun synes det er arbejde at være sammen med hendes børn, og lige i det hun bliver sagt imod, vender hun rundt på det hele og siger vi ødelægger alt for hende. Hun får det virkelig til at lyde som om at hendes børn er den største fejl hun er begået.

Fra S