Kære dreng på 12 år
Tak for dit brev! Det er meget normalt, at søskende ikke kan enes i nogen tid; nogle gange i flere år. Men når de så bliver ældre, finder de ud af det.
Nogle små søskende ser ofte op til deres ældre søskende, og de prøver alt muligt for at få lov til at være med og for at komme til at være sammen med deres ældre søskende. Nogle gange så meget, at det bliver en plage for de ældre søskende.
Andre små søskende er jaloux på deres større søskende, fordi de ikke kan de samme ting som dem endnu. Og så kommer de til at opføre sig dårligt overfor dem. På den måde bliver de også en plage.
I begge tilfælde kan forholdet til de ældre søskende ende med at blive noget værre rod, fordi de ældre ofte synes, at det er irriterende altid at skulle have lillebror eller lillesøster på slæb, eller at skulle have dem rendende på deres værelse hele tiden.
Hvis søskende ikke får hjælp af forældrene i forhold til skænderier, grænser og indbyrdes aftaler, så kan man nemt få det ligesom dig.
Jeg synes, at du skal tale med dine forældre om det på et tidspunkt, hvor der er ro til det. Altså ikke midt i en konflikt.
Fortæl dem, hvad du føler og oplever i forhold til deres reaktion, når der er en konflikt imellem dig og din bror.
Det kunne være, at I skulle aftale, at han ikke må tage dine ting eller gå ind på dit værelse, når du ikke har givet ham lov.
Det vil også være en god idé, hvis du fortæller dine forældre, at du ofte føler, at de er ligeglade med dig. For selvom du er den ældste, så er du stadig et barn, og du har ligeså meget brug for dine forældres opmærksomhed og støtte som din bror.
Du kunne fortælle dem, at du bliver mere og mere træt af din bror, fordi det føles som om, at det altid er ham, de lytter til.
Jeg er sikker på, at de gerne vil have, at I får det godt med hinanden, så hvis du tager initiativ til at få snakket med dem og fortæller åbent og ærligt, hvad du oplever, så tror jeg på, at dine forældre kan hjælpe jer på en bedre måde, når det går galt.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen