Kære du,
Tak for dit brev. Flot at du har haft overskud til at skrive. Jeg forstår godt, du savner din far. Det er lang tid, du ikke har set ham, og så er det helt naturligt at komme til at savne en, man holder af.
Du skriver, du ikke kan bo hos din far, fordi han ikke har penge til det, men det behøver ikke betyde, du ikke kan se ham …. Er det mon fordi I bor for langt fra hinanden, så det er dyrt i transport?
Jeg tænker, det ikke behøver at koste penge for at kunne mødes en dag en gang imellem. I kunne måske mødes med en termokande varm te og gå en tur og snakke og på den måde lige få set hinanden..? Jeg tænker, at det er vigtigt, at du lige får set din far, og at han er ok. Det er ikke helt det samme at snakke i telefon, når du sidder tilbage med en følelse af, at han er rigtig ked af det, og som du skriver, skyld.
Jeg forstår godt din følelse, men det er vigtigt, du forstår, det aldrig kan blive din skyld, hvordan din far har det, og hvad for valg han tager i forhold til arbejde osv. Det kan godt være, at din far er inde i en svær periode, det kan alle voksne være, men det er aldrig børnenes ansvar at få de voksne på banen igen.
Jeg ved godt, at du tænker rigtigt meget på ham, og at du savner ham lige nu. Måske kunne det være en hjælp for jer begge to, hvis du skrev et brev til ham, hvor du fortalte, hvor meget du savner ham, og hvad du føler lige nu og måske komme med nogle forslag til at mødes bare lidt i den her tid, hvor han ingen arbejde har..?
Måske er det for svært for dig alene at skrive/snakke med din far. Kunne du spørge din mor, om hun ville være med til at hjælpe dig med at få snakket med din far? Eller måske er der en anden i familien, som du har tillid til, som kunne hjælpe dig.
Alle de tanker, du har om din far, er ikke i orden du går med alene. Jeg tror, det er vigtigt, at du får sat ord på dine tanker og får en snak om og en forklaring på, hvorfor det hele er som det er lige nu og finder en løsning, som du kan være med til uden, at du skal savne din far for meget. Tit kan man opleve, at når man får sat ord på sine følelser over for en voksen, så bliver det hele lidt lettere bagefter. Det er jo dine forældre, der skal passe på dig og ikke omvendt.
Det kunne måske også være en hjælp for dig at ringe til BørneTelefonen 116 111, som er et anonymt nummer, hvor der sidder voksne, som kan spørge dig om lidt mere, og at I så sammen kunne finde en løsningen. (Hvis rådgiveren får lidt flere oplysninger om din situation.)
Kærlig hilsen
BørneBrevkassen
