Jeg har det svært indeni

Kære brevkasse.

Det her bliver nok et langt brev… Jeg har i nogen tid overvejet at skrive til jer, men har ikke haft modet. Jeg har det fatisk bedst med ikke at sankke med nogen om det her, så det er rart at man kan være anonym. Men her er lkdt om mig.

Da jeg var 12-13 år gammel havde jeg det svært med min far og hans nye kæreste. Min mor og far var blevet skildt længe inden. Men ja dengang havde jeg det rigtig svært så jeg begyndte at se min far mindre og mindre.

Det synes han var træls, men istedet for at prøve at snakke med mig om det, valgte han at går til statsamtet med det. Jeg skulle så ind til statsamtet og snakke med en børnepsykolog. Jeg fortalte hende, at jeg havde det svært med min far, og at jeg slet ikke havde lyst til at vælre sammen med ham.

Efter det (til min store overraskelse) valgte statsamtet så at an måtte bestemme hvornår jeg skulle se ham osv. Han har heldigvis aldrig brugt det. Min mor fortalte mig at min far og hende havde været til møder på statsamtet og der havde de fået af vide at de ikke måtte “grille” mig for det jeg havde sagt derinde. Det valgte min far så alligevel at gøre en weekend.

Det skal siges at jeg har en 2 år yngre lillesøster som har været gennem samme process med mig. Jeg blev rigtig ked af det og græd rigtig meget. Min mor og far sagde hele tiden at det havde været sværest for min lillesøster fordi at hun var den yngste, men når de spurgte min far “grillede” om noget lod hun altid bare være med at svare. Så han spurgte mig istedet.

Han blev virkelig sur og på et tispunkt trampede han op ad trappen, imens han bandede kraftigt. Jeg har ikke snakket med ham siden “face to face” siden efteråret for to år siden. Men jeg har på det seneste tænkt på at kontakte ham igen, men jeg ved også at jeg så skal kunne tilgive ham for det han gjorde. Det ved jeg bare ikke om jeg kan, så nu er jeg ret meget i tvivl om hvad jeg skal gøre. Det var min far.

For et par måneder siden blev min storebror anholdt af politiet for at køre i bil påvirket. Det viste sig så at han har haft et hashmisbrug gennem længere tid. Jeg tog det virkelig hårdt og jeg har grædt meget over det. Jeg har forsøgt at komme over det, for jeg elsker min storebror virkelig højt og jeg vil ikke brænde flere broer. Men jeg ved ikke helt hvordan jeg skal have et forhold til ham igen, fordi at jeg ikke kan tænke på andet end at jeg nogegange ham oplevet ham “høj” uden at jeg har vidst det. Jeg får en helt klam følelse ved det.

Lige nu forbereder jeg mig til eksamen i 9. klasse og det hjælper heller ikke ligefrem på sagerne. Jeg er ikke fagligt udfordret og ligger faktisk i toppen af min årgang med det faglige niveau. Det skal også siges at jeg er elevrådsformand. Men det betyder også at jeg i min familie og blandt mine venner ikke har mulighed for at have det svær.

Jeg er faktisk ret nervøs for de mundtlige eksamene og jeg føler at det er fuldstændigt uoverskueligt. Min mor siger altid til mig ting som: “Når ja, som om du ikke består din eksamen” (sarkastisk) og “Vi skal da fejre at det barn med det højeste karaktergennemnit er bestået” og sådan noget…

Så jeg føler slet ikke at det er okay at jeg er nervøs. Jeg kan ikke sige det til mine venner, fordi at de allesammen har det sværere end mig og jeg kan ikke sige det til min familie fordi at de også har haft det sværere end mig. Men derfor må jeg da gerne være nervøs også?

Jeg går tit rundt og er ked af det, og jeg glæder mig allermest til at flytte hjemmefra. Der går desværre stadig 3 år før jeg skal det.

Det lyder godt nok en stor mudderkage af forskellige problemer jeg har, så jeg håber bare at jeg får svar, så jeg kan få lidt hjælp. Det virker som om det her er det eneste sted jeg rent faktisk kan åbne op. Det skal i have tak for.

MVH. Pige 15 år.