Jeg har det svært

Hej BørneTelefonen,

jeg er en 16 årig pige fra K….., og som min overskrift siger har jeg det svært.

For at starte ud, vil jeg skrive at jeg har holdt tilbage til at skrive til jer, fordi jeg ikke tænkte at det ville hjælpe mig. Ikke fordi jeg ikke tror på jeres råd, og ikke fordi jeg ikke tror at i har hjulpet mange unge. Men jeg har altid forholdt mig kritisk overfor jer fordi ejg egentligt var og stadig er pinligt berørt over mit liv.

Jeg har været igennem ekstremt mange traumatiske oplevelser i mit liv. Og for at starte i begyndelsen vil jeg hive jer helt tilbage til 2005. Jeg boede 50/50 hos min far og min mor. Det var fint, men da jeg var cirka 3 1/5 år gammel, kom jeg op og skændes med min far. Han kørte mig hjem til min mor og kastede mig ind i vores trappeopgang. (Han var ikke en voldelig person, skal det dog siges). Han sagde at han aldrig ville se mig igen, og jeg har ikke set ham siden. Det er snart 14 år siden, og jeg egentligt kommet over det, men dette er starten på en meget lang historie. Min mor havde med god grund ikke kontakt til min far og begyndte at bygge et utroligt stærkt had til ham.

Vi springer nu frem til cirka 2017. Det var her alting gik voldsomt ned af bakke. Jeg har altid følt at snakke om min far har været et over følsomt emne, og jeg hader at snakke om ham med hende (min mor), da hun ikke tænker rationelt når vi endelig snakker om ham. Hun kalder ham psykopat, og sindforvirret. Når, men i efteråret 2017 blev jeg ramt af en periode af at være ked af det hele tiden og ike finde på grunde til at være glad. Det gik så langt ud at jeg overvejede at tage mit eget liv. Og når jeg endelig prøvede at snakke med min mor, ville hun give mig skylden for at jeg havde det som jeg havde det. Et eksempel kunne være at hun sagde at jeg skulle have nye venner, eller skifte skole.

Under den her periode har hun af flere omgange slået, altså givet mig lussinger og kastet forskellige ting efter mig og ramt mig ret tit. Dette gjorde mig endnu mere ked af det, for nu ældre jeg blev nu mere fandt jeg ud af at det ikke var sådan her jeg ville leve mit liv. Og det ikke var sådan livet skuklle leves af nogen.

Den periode har stået på fra (ja) efteråret 2017 til nu. Jeg har aldrig haft det værrer end jeg har haft det det sidste halve år. Hun har sammenlignet mig med min far, og kaldt mig utroligt upassende og grimme ting, som man bare ikke kalder sit barn. Hun har slået mig, så sent som for 2-3 uger siden. Og eftersom jeg snart er 17 år gammel har jeg godt fundet ud af at det ikke er okay. Jeg konfronterede hende med det, og hun sagde at hvis hun ikke kunne komme “ind til mig” med at snakke med mig, blev hun nød til at gøre noget andet. Jeg har aldrig i min vildeste fantasi tænkt mig til at sige noget af det her til nogen af mine venner, da jeg føler at jeg hiver dem ned i det hul min mor har gravet for mig. Og det er det absolut sidste jeg ønsker for mine venner. For de venner jeg har omkring mig nu, er de bedste jeg nogensinde kunne drømme om.

Så for omkring 2 uger siden snakkede jeg med min veninde, og fortalte hende alt. Alt omkring mine følelser om min far, min mor. Og hvordan hun ikke kun havde skadet mig fysisk men psygisk. Jeg fortalte hende om hvordan jeg ikke følte mig hjemme i mit hjem, hvordan jeg ikke ville bo under samme tag som min mor og hvordan jeg alligevel ikke følte at jeg kunne efterlade min lillebror. Hvis nu hun skulle tænke at gøre det samme mod ham, som hun har gjordt mod mig.

Vi skændes, diskuterer og er sure på hinanden konstant. Og det er mentalt drænende. Det ødelægger ikke kun mit humør men mit skole liv og det gør mig endnu mere ked af det. For mine venner er på min skole. Og eftersom jeg har overvejet at blive tvangsfjernet, ville jeg muligvis blive fjernet fra min skole og det vil jeg for guds skyld ikke. Det er mit safe place. Det er dér mit rigtige “folk” er. Ikke hjemme, hos min familie.

Der er flere aftener hvor jeg græder mig selv i søvn end der er hvor jeg bare falder i søvn, og det føles bare ikke rigtigt. Det er simpelthen ikke sådan her jeg vil leve. Jeg er her engang, og jeg lever ikke mit liv. Jeg lever mit liv udfra den skabelon min mor har givet mig i hånden og bedt mig om aldrig at give slip på.

Jeg er bare så frustreret og stresset og ked af det. Jeg kan ikke sætte mine ord ordentligt på det.

Jeg har brug for at høre mine muligheder for at komme væk, jeg har brug for at høre hvordan jeg kan bevarer min “venne-familie” og sige farvel til min rigtige familie. Det er det eneste jeg ønsker.

For jeg vil ikke være problemet mere, det er det jeg føler jeg er. jeg er træt af at være problemet.

Jeg håber i kan hjælpe, jeg ønsker at i kan hjælpe, for det har jeg virkelig brug for.

Tak på forhånd, en pige der har det svært.