Jeg har det dårligt derhjemme
Hej.
Jeg har et stort problem med min familie. Jeg bor hjemme hos min mor og hendes mand og mine halvsøstre på 2 og 5 år. Jeg har det godt med mine lillesøstre og også fint nok med min mor. Men min stedfar er ligeglad med mig.
Jeg har prøvet at spørge om ting som “Havde du en god tur” og “skal jeg hjælpe med noget” men han svarer meget stift og kunstigt på den der jeg skal jo svare måde. Til dagligt er det eneste han siger til mig “Hej”, “Passer du lige på” og så ting der gør mig ked af det et som fx at mit arbejde er klamt og at det sted jeg skal ud at rejse med min far er en af verdens voldeligste byer. Eller at min farmor og farfar ikke kan lide mig lige så meget som mine kusiner. Han synes det er sjovt men det synes jeg ikke.
Han kigger mig også kun meget sjældent i øjnene og når han er træt ser han sur ud og gør ting som at gå og spise på en agressiv måde. Det gør mig ked af det for det er som om han ikke vil være en del af familien. Men overfor min mor og deres fælles børn er han opmærksom og griner og ser glad ud. Det er også et problem når han skifter humør fra at være sur og hade alting til pludselig at grine og se glad ud.
Jeg bliver helt forvirret for nu er jeg lige blevet helt trist af at se ham hade alting. Jeg har flere gange snakket med min mor om at jeg føler mig ignoreret af min stedfar. Men det er langt de fleste gange endt med at hun er blevet sur og fået det til at blive til at det er mig der er særligt krævende og noget galt med.
Hun siger at min stedfar bare er træt. Men jeg er jo også træt efter en dag på gymnasiet og nogle dage også arbejdet, og jeg er ikke sådan der. Og min stedfar er næsten sådan hver dag. Jeg føler mig ligesom uden for familien. Selvom min mor er blevet mere opmærksom på mig efter jeg har været ked af det længe så kan jeg ikke blive glad når jeg ser hvor ligeglad min stedfar er med mig.
morfar er meget syg, men da min mor havde skrevet til min stedfar at han havde fået det værre sagde min stedfar det til mig som om det var ligemeget. Jeg tør ikke rigtig tale med min stedfar længere for jeg bliver så ked af det når jeg bliver afvist igen. Jeg ville ønske vi kunne have det rart sammen alle sammen og snakke sammen og interessere sig for hvordan hinanden har det.
Men jeg tør ikke snakke med min mor om problemet mere for hun har masser at tænke på i forvejen og jeg er bange for at hun siger det er min skyld igen. Men hun har jo ikke prøvet hvordan det er for min stedfar kan jo godt lide hende. Det har været sådan et par år men det sidste halve år er det blevet værre. Når jeg har prøvet at snakke med min stedfar om det har han ikke rigtigt kigget mig i øjnene og han siger at nu skal jeg ikke gøre en sag ud af det.
Jeg er så fustreret og jeg vender min vrede mod mig selv. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for jeg kan ikke ignorere at min stedfar er så ligeglad med mig. Jeg kradser mig selv for jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg ville gerne flytte men jeg ville savne min mor og mine søstre og jeg har ikke penge til en lejelighed. Jeg har en far men der er ikke plads til mig hjemme hos ham og ham og hans au pair er underlige og det er slet ikke en normal familie.
Jeg håber at jeg kan få et råd til hvad jeg skal gøre for jeg græder og græder når ingen ser det.
Hvordan har du det i din familie?
Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen
Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.