Brev

Jeg har det dårligt derhjemme

Hej. 
Jeg har et stort problem med min familie. Jeg bor hjemme hos min mor og hendes mand og mine halvsøstre på 2 og 5 år. Jeg har det godt med mine lillesøstre og også fint nok med min mor. Men min stedfar er ligeglad med mig. 
Jeg har prøvet at spørge om ting som “Havde du en god tur” og “skal jeg hjælpe med noget” men han svarer meget stift og kunstigt på den der jeg skal jo svare måde. Til dagligt er det eneste han siger til mig “Hej”, “Passer du lige på” og så ting der gør mig ked af det et som fx at mit arbejde er klamt og at det sted jeg skal ud at rejse med min far er en af verdens voldeligste byer. Eller at min farmor og farfar ikke kan lide mig lige så meget som mine kusiner. Han synes det er sjovt men det synes jeg ikke. 
Han kigger mig også kun meget sjældent i øjnene og når han er træt ser han sur ud og gør ting som at gå og spise på en agressiv måde. Det gør mig ked af det for det er som om han ikke vil være en del af familien. Men overfor min mor og deres fælles børn er han opmærksom og griner og ser glad ud. Det er også et problem når han skifter humør fra at være sur og hade alting til pludselig at grine og se glad ud. 
Jeg bliver helt forvirret for nu er jeg lige blevet helt trist af at se ham hade alting. Jeg har flere gange snakket med min mor om at jeg føler mig ignoreret af min stedfar. Men det er langt de fleste gange endt med at hun er blevet sur og fået det til at blive til at det er mig der er særligt krævende og noget galt med. 
Hun siger at min stedfar bare er træt. Men jeg er jo også træt efter en dag på gymnasiet og nogle dage også arbejdet, og jeg er ikke sådan der. Og min stedfar er næsten sådan hver dag. Jeg føler mig ligesom uden for familien. Selvom min mor er blevet mere opmærksom på mig efter jeg har været ked af det længe så kan jeg ikke blive glad når jeg ser hvor ligeglad min stedfar er med mig. 
morfar er meget syg, men da min mor havde skrevet til min stedfar at han havde fået det værre sagde min stedfar det til mig som om det var ligemeget. Jeg tør ikke rigtig tale med min stedfar længere for jeg bliver så ked af det når jeg bliver afvist igen. Jeg ville ønske vi kunne have det rart sammen alle sammen og snakke sammen og interessere sig for hvordan hinanden har det. 
Men jeg tør ikke snakke med min mor om problemet mere for hun har masser at tænke på i forvejen og jeg er bange for at hun siger det er min skyld igen. Men hun har jo ikke prøvet hvordan det er for min stedfar kan jo godt lide hende. Det har været sådan et par år men det sidste halve år er det blevet værre. Når jeg har prøvet at snakke med min stedfar om det har han ikke rigtigt kigget mig i øjnene og han siger at nu skal jeg ikke gøre en sag ud af det. 
Jeg er så fustreret og jeg vender min vrede mod mig selv. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for jeg kan ikke ignorere at min stedfar er så ligeglad med mig. Jeg kradser mig selv for jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg ville gerne flytte men jeg ville savne min mor og mine søstre og jeg har ikke penge til en lejelighed. Jeg har en far men der er ikke plads til mig hjemme hos ham og ham og hans au pair er underlige og det er slet ikke en normal familie. 
Jeg håber at jeg kan få et råd til hvad jeg skal gøre for jeg græder og græder når ingen ser det.

Pige, 17 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære  pige på 17 årTak for dit brev, jeg synes, du er smadder god til at forklare om din situation, og jeg kan godt forstå, det går dig på, at forholdet mellem dig og din stedfar er mærkbart anderledes, end det forhold han har til dine mindre søskende. Det lyder heller ikke særlig rart, og jeg tror faktisk, de fleste mennesker ville blive påvirkede af det.
Jeg kan også godt forstå, at du græder over situationen og har brug for nye ideer til, hvad du skal gøre. For jeg synes jo faktisk, det du allerede har prøvet flere gange - nemlig at tale med din mor, var en rigtig god ide... Desværre virkede det bare ikke, som du havde håbet på...
Jeg kender jo ikke din mor og kan ikke forudsige, hvordan hun vil reagere, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om hun mon ikke ville reagere anderledes, hvis hun fik mulighed for at læse det brev, du har sendt til BørneBrevkassen..? Som sagt synes jeg, du beskriver det på en meget god måde, og jeg synes, det er tydeligt, at du ikke ønsker at lave det til en stor konflikt men tværtimod ønsker, at I får det bedre sammen! 
Måske kunne det være et forsøg værd..? ... At udskrive brevet og brevkassesvaret og lægge det til hende, evt., med en kort besked om, at du håber, hun vil snakke med dig om det, uden at blive vred på dig..? Ellers har du måske en mormor eller en morfar, en moster eller morbror, der kunne hjælpe dig med at tage snakken med din mor på en måde, så det ikke ender med at du sidder tilbage med følelsen af, at hun synes, det er dig, der er krævende...
Jeg håber, det har givet dig et par ideer, som du kan bruge. Hvis du har brug for mere direkte rådgivning, så log evt. på UngeChatten her på hjemmesiden, eller du kan ringe gratis og anonymt til BørneTelefonen på 116 111, den er jo også for unge.. (Det er tit lettest at komme igennem efter kl. 19.) 
De kærligste hilsner fra BørneBrevkassen

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

sådan taler du med en voksen om det der er svært

Det kan være svært at vide, hvordan man skal starte snakken?

Måske du bekymrer dig om, at de bliver sure? Det kan være du er bange, eller føler du dig misforstået?

Vi har her samlet nogle gode råd til, hvordan du kan tale med en voksen.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat