Brev

Jeg hader min mor når hun er med sin ven

Hej bb! 
Jeg har længe overvejet hvorvidt mit problem har krævet terapi, da det accelerer mere for hver gang. Min mor og jeg bor alene sammen og det har vi gjort i nogle år. Min mor har ikke rigtig nogle venner, da hun så længe har fokuseret på sit studie, men hun er begyndt at snakke meget med min nabo “L”. 
Fordi vi bor alene sammen, har jeg et underligt forhold til min mor. Hun er både min far og min mor, på samme måde som at jeg føler at jeg skal beskytte hende på nogle måder, eller hjælpe hende på samme måder som hun hjælper mig når jeg har noget at klage over – vi er ret tætte. 
Men for cirka to år siden begyndte min mor at hænge ud med L, og jeg var glad for det, fordi hun endelig snakkede med andre end mig – det er jo sundt for hende. Det var selvfølgelig fint, indtil de altid begyndte at snakke over længere tid, de kan snakke i flere timer, primært fordi den fyr er som et vandfald af verbal tyndskid. Han er en helt okay type, men han begyndte på et tidspunkt at besøge os oftere, også ville de sidde i studen og snakke, og jeg ville hurtigt gå fordi han begyndte at irritere mig. 
Jeg lagde mærke til, at han begyndte at blive lidt for beskyttende over for mig og min mor, og han opførte sig lidt som om vi var rigtig gode venner, selvom det eneste jeg har gjort var at være høflig over for ham. Men de snakkede altså så ofte at jeg begyndte at være decideret tarvelig og bad dem gå hjem til ham og snakke når jeg ville sove eller lave lektier, og sagde “hej far” når han kom, for at være sarkastisk. Han respekterede mig for min ærlighed, og grinte med på far-kommentaren. 
Men så begyndte han at besøge os på dårlige tider, og jeg ville bare begynde at ignorere ham. Det skal først siges at jeg er overbevist om, at min mor og L ikke har noget forhold, andet end at de snakker sammen fordi de er nederen mennesker. En dag gik jeg en seng og min mor var oppe hos ham, jeg holdte mig lidt vågn, og faldt så i søvn til sidst. Klokken seks om morgenen er min mor ikke hjemme, og jeg skal i skole. Jeg anede ikke hvor hun var henne og hvorfor hun ikke fortalte mig at hun gik. 
Så jeg bankede naturligvis på Ls dør, og han sagde at hun var på arbejde. Jeg vidste at hun enten løj for ham eller fik ham til at lyve over for mig. Så kommer min mor ned knap to minutter senere, og jeg beder dem begge gå ud af mit værelse, jeg ville gøre mig klar til skole, og jeg ville ikke snakke om det – jeg var stadig irriteret over at hun løj. Men L brasede ind i mit værelse og forklarede at han ikke ville lyve, men min mor bad ham om det – da jeg bankede på, vågnede hun netop op, og var helt i chok over at hun faldt i søvn. Han begynder at råbe af mig når jeg hæver stemmen for at sige, at han skal gå, og at jeg var ligeglad med undskyldningen, men han bliver, og kalder mig sindssyg. Jeg knækker og råber tilbage – fortæller at han skal få sig et liv, et job, en hobby, en kæreste. 
At han altid er hjemme hos mig fordi han er et nul, fordi han har ingenting, jeg sagde at han ikke var min far, så han skulle ikke opføre sig sådan. Han skulle kende foreskellen på at være min mors ven og at være min mors kæreste. Imens stod min mor ved siden af og kiggede på. L råber at det er bare fordi jeg har far-problemer – hvilket er sandt, men jeg havde aldrig sagt det ham, han brugte det min mor fortalte ham imod mig. Der blev jeg virkelig sur og smed en potteplante efter ham, og sagde til ham at han skulle gå ud, og han sagde at jeg aldrig skulle snakke med ham igen, eller banke på hans dør, eller endda kigge på ham, for ellers går der noget galt, også skred han. Jeg brugte efter det en halv time på at skrige af min mor, kalde hende svag fordi hun bare lod ham stå der i mit værelse, i hendes hjem, og råde og true mig. Han har siden været nede og sige undskyld, men jeg vil ikke tilgive ham – jeg KAN ikke tilgive ham. 
Men de er stadig venner, og min mor vil ikke lade være med at se ham bare fordi han truede mig, det var åbenbart ikke nok for hende. Jeg hader min mor for det. Jeg hader hende for at være venner med ham, jeg hader hende fordi hun stoler så meget på den person som har sagt sådanne ting til mig. Jeg vil bare væk fra ham, han gør hende og mig kede af det, og han fodrer hende med en masse pis om at jeg snart er gammel nok til at flytte hjemmefra og blive gift, det gør min mor deprimeret og jeg hader ham for det.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, terapi vil ikke få mit problem til at gå væk. Jeg kan ikke flytte hjem til min far, han bor ikke i Danmark. Jeg har ingen venner som jeg kan flytte ind hos, og mit forhold til min mor bliver værre og værre for hver dag der går… Jeg har siddet og ønsket at jeg var død så mange gange, jeg har undret mig over hvorfor jeg skulle have sådan en dårlig familie med folk som var ligeglade med mig alligevel
Håber i svarer, og jeg undskylder den lange besked
K

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære KTak for dit brev, hvor du skriver om det der er sket mellem din mor og dig, og spørger om du mon skal i terapi fordi det accelerere for dig. Det er helt ok, at dit brev er langt, så forstår jeg bedre hvad der er sket.Jeg ved ikke om du har brug for terapi. Det lyder til, at du er meget vred og frustreret over det der er sket mellem din mor og dig, og med L. At du lige nu ikke helt ved hvad du skal gøre – for vreden og frustration fylder vist rigtigt meget, og måske er du også usikker og bange for at dit forhold til mor er mere forandret end du kan overskue lige nu? Mon, det er sådan du føler det?I de perioder hvor det er ting og følelser som er svære at overskue, kan det hjælpe meget at få skrevet en slags dagbog med tanker følelser og ønsker til det der skal ændres for at det bliver godt og måske hvordan det kan blive det. Altså, at skrive både det der er svært lige nu, men også det som er ok, godt og fantastisk – så ikke det hele foregår i tankerne og fylder op. Mon, du kan bruge det – til at læsse af og skabe overblik? I hvert fald, så synes jeg, at din mor og du skal få talt sammen om det der er sket, og om hvordan I begge har det og ønsker at få det sammen igen. Hvis du er vred, frustreret og ked af det på samme tid, så kan det være svært at sætte ord på og ofte bliver man rasende i stedet. I brevet beskriver du meget fint hele forløbet, men næsten intet om dine følelser – mon det er der er svært? Måske, kan du begynde med at fortælle din mor hvordan du har det, om dine følelser, der er sket og alt det som får det til accelerer. Prøv at fokusere på hvad du følte og føler, fx at du var glad for L fordi din mor fik nogen at tale med, usikker på hvordan det blev mellem din mor og dig – det kan være mistillid, bange for at miste din mor til L, jalousi, ønsker det var din egen far i stedet for L eller hvad du nu føler? Mon, det vil være muligt for jer?Jeg tror det vil være godt, hvis I aftaler hvordan I taler sammen. I kan fx begynde med at du fortæller i fem minutter, uden at blive afbrudt, og derefter fortæller din mor i fem minutter uden at du afbryder? Det kan hjælpe til, at I ikke skændes, men lytter til hinanden. I kan ikke lave om på det der er sket, men I kan tale om hvordan I har det med det, og hvordan fremtiden kan komme til at se ud. Når I er klar, så tror jeg det vil være godt at I også taler med L – brug samme måde, så det ikke accelerer for nogen af jer. Mon, det er muligt, måske ikke i første forsøg – men så i næste? Jeg tror det vil hjælpe jer alle tre, og for dig tror jeg, det vil betyde mere ro – vreden, hadet, mistilliden og usikkerhed vil forhåbentligt dæmpe sig – så der bliver plads til glæde og positive tanker.Som jeg ser det, er der mange ting og især følelser blandet ind, som er almindelige når singleforældre får sig en ven/kæreste og alle skal lære hinanden at kende, blive trygge og få tillid til hinanden. Havde nogen af jer kunne forudse hvad der kom til at ske, så havde I nok gjort det hele anderledes – mon ikke? Som du beskriver reaktionerne, så lyder det til, at din mor og dig skulle have talt sammen under forholdets udvikling – det tror jeg ku’ ha gjort en forskel for jer begge, og L også. Men, især så du havde været mere tryg, og måske mindre usikker på om din mor og dig stadig havde hinanden, selvom L blev din mors ven.

Så det er vist tid til I taler sammen – og så kan det godt være, at du har brug for at tale med en anden, en lærer, psykolog eller bruge den gratis anonyme rådgivning for børn og unge i din kommune, der er også en for familier som har brug for at tale med en om vanskeligheder i familien? Du kan læse mere om det på din kommunes hjemmeside. Du er meget velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111 eller logge på chatten og få talt med en rådgiver, vi sidder klar til at lytte og hjælpe. Din mor har også mulighed for at ringe til ForældreTelefonen på 35 55 55 57, så hun kan hun tale med en rådgiver om det der er sket, og hvad vi kan råde hende til. Det tror jeg vil hjælpe jer begge?De bedste ønsker for jerBørneBrevkassen

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

sådan taler du med en voksen om det der er svært

Det kan være svært at vide, hvordan man skal starte snakken?

Måske du bekymrer dig om, at de bliver sure? Det kan være du er bange, eller føler du dig misforstået?

Vi har her samlet nogle gode råd til, hvordan du kan tale med en voksen.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat