Jeg hader min mor når hun er med sin ven

Hej bb! 
Jeg har længe overvejet hvorvidt mit problem har krævet terapi, da det accelerer mere for hver gang. Min mor og jeg bor alene sammen og det har vi gjort i nogle år. Min mor har ikke rigtig nogle venner, da hun så længe har fokuseret på sit studie, men hun er begyndt at snakke meget med min nabo “L”. 
Fordi vi bor alene sammen, har jeg et underligt forhold til min mor. Hun er både min far og min mor, på samme måde som at jeg føler at jeg skal beskytte hende på nogle måder, eller hjælpe hende på samme måder som hun hjælper mig når jeg har noget at klage over – vi er ret tætte. 
Men for cirka to år siden begyndte min mor at hænge ud med L, og jeg var glad for det, fordi hun endelig snakkede med andre end mig – det er jo sundt for hende. Det var selvfølgelig fint, indtil de altid begyndte at snakke over længere tid, de kan snakke i flere timer, primært fordi den fyr er som et vandfald af verbal tyndskid. Han er en helt okay type, men han begyndte på et tidspunkt at besøge os oftere, også ville de sidde i studen og snakke, og jeg ville hurtigt gå fordi han begyndte at irritere mig. 
Jeg lagde mærke til, at han begyndte at blive lidt for beskyttende over for mig og min mor, og han opførte sig lidt som om vi var rigtig gode venner, selvom det eneste jeg har gjort var at være høflig over for ham. Men de snakkede altså så ofte at jeg begyndte at være decideret tarvelig og bad dem gå hjem til ham og snakke når jeg ville sove eller lave lektier, og sagde “hej far” når han kom, for at være sarkastisk. Han respekterede mig for min ærlighed, og grinte med på far-kommentaren. 
Men så begyndte han at besøge os på dårlige tider, og jeg ville bare begynde at ignorere ham. Det skal først siges at jeg er overbevist om, at min mor og L ikke har noget forhold, andet end at de snakker sammen fordi de er nederen mennesker. En dag gik jeg en seng og min mor var oppe hos ham, jeg holdte mig lidt vågn, og faldt så i søvn til sidst. Klokken seks om morgenen er min mor ikke hjemme, og jeg skal i skole. Jeg anede ikke hvor hun var henne og hvorfor hun ikke fortalte mig at hun gik. 
Så jeg bankede naturligvis på Ls dør, og han sagde at hun var på arbejde. Jeg vidste at hun enten løj for ham eller fik ham til at lyve over for mig. Så kommer min mor ned knap to minutter senere, og jeg beder dem begge gå ud af mit værelse, jeg ville gøre mig klar til skole, og jeg ville ikke snakke om det – jeg var stadig irriteret over at hun løj. Men L brasede ind i mit værelse og forklarede at han ikke ville lyve, men min mor bad ham om det – da jeg bankede på, vågnede hun netop op, og var helt i chok over at hun faldt i søvn. Han begynder at råbe af mig når jeg hæver stemmen for at sige, at han skal gå, og at jeg var ligeglad med undskyldningen, men han bliver, og kalder mig sindssyg. Jeg knækker og råber tilbage – fortæller at han skal få sig et liv, et job, en hobby, en kæreste. 
At han altid er hjemme hos mig fordi han er et nul, fordi han har ingenting, jeg sagde at han ikke var min far, så han skulle ikke opføre sig sådan. Han skulle kende foreskellen på at være min mors ven og at være min mors kæreste. Imens stod min mor ved siden af og kiggede på. L råber at det er bare fordi jeg har far-problemer – hvilket er sandt, men jeg havde aldrig sagt det ham, han brugte det min mor fortalte ham imod mig. Der blev jeg virkelig sur og smed en potteplante efter ham, og sagde til ham at han skulle gå ud, og han sagde at jeg aldrig skulle snakke med ham igen, eller banke på hans dør, eller endda kigge på ham, for ellers går der noget galt, også skred han. Jeg brugte efter det en halv time på at skrige af min mor, kalde hende svag fordi hun bare lod ham stå der i mit værelse, i hendes hjem, og råde og true mig. Han har siden været nede og sige undskyld, men jeg vil ikke tilgive ham – jeg KAN ikke tilgive ham. 
Men de er stadig venner, og min mor vil ikke lade være med at se ham bare fordi han truede mig, det var åbenbart ikke nok for hende. Jeg hader min mor for det. Jeg hader hende for at være venner med ham, jeg hader hende fordi hun stoler så meget på den person som har sagt sådanne ting til mig. Jeg vil bare væk fra ham, han gør hende og mig kede af det, og han fodrer hende med en masse pis om at jeg snart er gammel nok til at flytte hjemmefra og blive gift, det gør min mor deprimeret og jeg hader ham for det.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, terapi vil ikke få mit problem til at gå væk. Jeg kan ikke flytte hjem til min far, han bor ikke i Danmark. Jeg har ingen venner som jeg kan flytte ind hos, og mit forhold til min mor bliver værre og værre for hver dag der går… Jeg har siddet og ønsket at jeg var død så mange gange, jeg har undret mig over hvorfor jeg skulle have sådan en dårlig familie med folk som var ligeglade med mig alligevel
Håber i svarer, og jeg undskylder den lange besked
K